Dådyrknoglerne fra sø-aflejringen i Hollerup dateret til Eem mellemistiden (130.000-115.000) blev gjort til nationale klenodier, da de af Møhl-Hansen (i 1955) blev tolket som efterladenskaberne af et måltid, hvor mindst ét dyr var blevet slagtet og knoglerne brudt op for at få adgang til den næringsrige marv. Dateringen taget i betragtning kunne de skyldige nemlig kun være repræsentanter af neandertalmennesket, og dermed var dådyrknoglerne fra Hollerup de første sikre spor, efter at der havde været mennesker i Danmark før den sidste istid. Eftersom denne konklusion blev draget for over 50 år siden, har vores undersøgelse til formål at analysere disse mærker på ny for at etablere, hvorvidt knoglerne og deres brud, med de tekniske forbedringer og komparative midler vi har i dag, endegyldigt kan knyttes til menneskelig adfærd. Resultatet af undersøgelsen viser, at bruddene ikke kan tolkes som værende menneskeskabte, og der sættes dermed spørgsmålstegn ved deres tilknytning til neandertalmennesket. Bliver spørgsmålet om tilstedeværelsen af neandertalere i de danske egne under den sidste mellemistid placeret i en bredere international kontekst, så er det – paradoksalt nok – netop denne periode, der fremstår som måske den mindst gunstige for denne arts udbredelse mod nord. Om dette resultat kan relateres til topografiske og klimatiske omstændigheder under Eem mellemistiden, vil til slut blive diskuteret med henblik på at belyse sammenhængen mellem biodiversitet, neandertalernes tilpasningsevner og et bæredygtigt subsistensgrundlag.