18. december 2017

Held og harepoter

Natur og kultur

Jeg har hørt at harepoter bringer held. Men jeg ved ikke hvor det stammer fra, spørger Jens Ravn Rasmussen fra Horsens

Man kan læse om lykkebringende harepoter mange steder, bl.a. i værket Folk og Fauna af V.J. Brøndegaard. Her står, at man skal bære dens højre bagben eller pote som amulet, hvilket også  står i bogen Den Lille Overtro af folkemindeforskeren Iørn Piø. I et andet af Brøndegaards værker, Folk og Fæ, kan man se, at højre bagben fra en kanin også kan bruges som lykkeamulet, og at man har brugt at lægge kaninfødder i barnevogne.
Hvis man undersøger sagen med for eksempel engelske kilder, er det som regel ikke haren, men kaninen der må lægge pote til amuletterne, som blandt andet skulle beskytte mod kramper og gigt og afværge trolddom. De skulle også give held i spil og beskytte ens formue.
Troen på poteamuletter er vidt udbredt og gammel. Den kendes fra de fleste verdensdele, hvor der lever harer og kaniner, fra Grønland til Afrika og over Asien og Amerika og selvfølgelig Europa, hvor den menes at have været udbredt blandt kelterne flere århundreder før vor tidsregning.
Hvis traditionen virkelig er så gammel, må kelterne have brugt harepoter. Der var nemlig ingen kaniner i England før de blev indført en gang i 1100-tallet. Siden har man tilsyneladende brugt den langørende og hoppende art, der var for hånden. Kanin og hare kan med lidt god vilje ligne hinanden på trods af harens størrelse og lange ben, så det kan måske også være lige fedt, hvor poten stammer fra.
Mærkværdigvis synes de fleste engelske kilder at mene, at man skal bruge den venstre bagpote og ikke den højre som i de danske kilder. Hvis man skal tro visse amerikanske kilder, er det allerbedst, hvis man fanger kaninen eller haren på en kirkegård – og ifølge visse kilder endnu bedre, hvis dyrets banemand er skeløjet – og allerhelst sidder på et hvidt muldyr ved midnatstid. Men mindre kan gøre det, dog er der nogle, der mener, at man selv skal slå dyret ihjel, gerne med en kugle af sølv. 
Overtroen kan stamme fra ældgamle animistiske religioner, hvor man tillægger dyr og planter følelser og vilje eller endog tillægger dem særlige, ofte overnaturlige egenskaber. Det er også tænkeligt, at traditionen med tiden er blevet knyttet til troen på hekse og troldmænd. Visse hekse skulle efter sigende foretrække at forvandle sig til kaniner, når de skulle bevæge sig i det skjulte, og ved at slå en af disse forvandlede hekse ihjel – som især rendt rundt på kirkegårde ved midnatstid – og bære rundt på en del af liget, kunne man vende hendes stærke kræfter til egen fordel.
Vender vi tilbage til Brøndegaards Folk og Fauna og Folk og Fæ, vil man opdage, at både haren og kaninen har lagt krop til en del overtro og magi. En harepote bringer ikke bare held, men kan virke søvndyssende, hvis man lægger den under hovedpuden. Skriver man trylleord på en hares lever og lægger den under en sovendes pude, vil man kunne få vedkommende til at besvare alle spørgsmål. Og antændes en tørret hareblære, vil de piger i nærheden, der ikke længere er jomfruer, begynde at tisse – hvad man så har brugt det råd til.
Om kaninen kan man læse, at poterne ikke bare er gode amuletter, men også kan bruges som vinduesviskere. Jeg har desværre ikke været i stand til at skaffe den oprindelige kilde (tidsskriftet Landmands-blade fra 1896), så jeg ved ikke præcis, hvordan man gør rent praktisk. Cremer af kaninfedt kan bruges mod nyresten, og det skulle også hjælpe at spise bouillon kogt af kaninkød. Og så angiver en lidt skeptisk amtmand ved navn Esaias Fleischer i 1797, at man kan bekæmpe væggelus med afkoget af en kanin. Hele dyret med hud og hår koges mørt, og saften presses gennem et klæde. 
Jeg vil her til sidst komme med en lille advarsel. I en artikel fra 1990, skrevet af tre børnelæger fra Memphis, Tennessee, kan man læse om en otteårig dreng, der fik harepest efter at have fået en kaninpote af sin far. Poten må have gemt på bakterier af arten Franciscelle tularensis, som på en eller anden måde slap ind i drengens blodbane. Hans fireårige lillesøster, som også havde fået en amulet, fik svage symptomer på sygdommen, og begge kom sig efter behandling med antibiotika.