Hvad er det for et dyr, jeg har gravet frem fra undergrunden?
Hvad i alverden er det for et dyr, jeg har gravet frem fra en undergrund af græs baseret på kompostjord fra forbrændingsanstalten, spørger Georg Julin.
Det er en billelarve. Det kan være svært at vurdere størrelsen, men jeg har på fornemmelsen, at den er pænt stor, måske op mod 4-5 cm. Sammen med en række andre bygningstræk – den krummede krop med den blålige, plumpe bagende samt de mange ”deller” på rygsiden – er jeg næsten helt sikker på, at det er en larve af en oldenborre.
Den fuldt udviklede oldenborre, mere præcist almindelig oldenborre med det latinske navn Melolontha melolontha, er en op mod 3 cm lang bille med rødlige dækvinger og sort bug og bryst. Det er en kraftigt bygget bille, og dens to antenner er yderst udformet som vifter. Billerne flyver omkring – som regel i maj og juni – og æder blade af træer og buske, fortrinsvis af løvtræer.
Foto: Georg Julin
Larverne er nogle sultne størrelser, og de kan sågar finde på at sætte kindbakkerne i hinanden. De graver sig længere ned om vinteren for at undgå frosten, og man kan finde dem helt ned til 1 meters dybde, men som regel ligger de i de øverste 30 cm. De har en veludviklet lugtesans, som er knyttet til deres små antenner. I et forsøg opsamlede man duftstoffer fra ege-rødder, og det viste sig, at larverne reagerede på ganske små mængder. De kunne lugte sig vej til de velsmagende rødder, selv om luften mellem jordpartiklerne kun indeholdt 5 milliardtedele ege-duftstoffer.
Sværmene kan være enorme, hvilket jeg selv har oplevet. Det må have været tilbage sidst i 1970’erne, hvor jeg løb rundt med en lille flok unger og spillede bold på en fodboldbane lidt uden for København. Pludselig var himlen sort af de store biller (sådan husker jeg det i hvert fald), som busede ind i os, og snart dækkede de græsset som et levende tæppe.
Jeg har ikke oplevet noget lignende siden, og selv om billen stadig anses for at være almindelig hertillands – især i de østlige egne – er den gået stærkt tilbage. I 1800-tallet var den en regulær landeplage. De voksne biller kunne afløve hele skove og plantager, og larverne var så talrige, at de kunne ødelægge store arealer af afgrøder. I nogle planteskoler kunne man uden besvær trække træer og buske op af jorden, da larverne havde ædt alle rødderne.
Dit spørgsmål gav mig anledning til at kigge i Vilhelm Bergsøes klassiske værk Fra Mark og Skov, hvor han fortæller om insekternes liv. Heri beskriver han udførligt de kampagner, man satte i værk for at komme oldenborrerne til livs, hvor man simpelthen indsamlede så mange voksne biller og larver, som man kunne komme i nærheden af.
Han nævner for eksempel, hvordan man på 30 tønder land (et areal cirka 25 gange fodboldbanen i Parken) ved Petersværft øst for Vordingborg på et år kunne indsamle 3744 pund larver, svarende til omkring 750.000 styk. Larverne blev blandt andet pillet ud af jorden af skolebørn, der fik 3-4 øre per pund (0,5 kg).
De enorme mængder af biller og larver udgjorde faktisk lidt af et affaldsproblem. Larverne kunne dog anvendes til svinefoder eller som gødning, i tørret tilstand havde de et ret højt indhold af kvælstof (nitrogen) – omtrent det halve af indholdet i peruviansk guano (indtørrede ekskrementer fra havfugle), som man anså for et af de bedste gødningsmidler. Det var straks sværere med billerne, og et forsøg med at koge suppe på dem gik mindre godt, det blev et ”skidenbrunt, ildelugtende afkog”.
Kampagnerne fandt sted over hele landet sidst i 1800-tallet, i 13 amter blev der i 1887 indsamlet i alt 7,5 millioner pund oldenborrer, hvilket nok svarer til næsten 4 milliarder – 4.000.000.000 – voksne biller (larverne er noget tungere). Om det er grunden til, at de fra at være så talrige, at billernes afføring lød som regn i egeskovene og druknede kæmpesværme kunne dække store havområder, gik så meget tilbage, at det kræver lidt held, at se bare en middelmådig sværm i nutiden, det ved man ikke med sikkerhed. Men sandsynligvis har moderne dyrkningsformer i landbruget og brugen af sprøjtegifte også været med til at holde dem nede.
Jeg tror således ikke, at de kommer til at udgøre noget større problem i din have, og jeg vil i stedet foreslå, at du glæder dig over at have så spændende væsner på pension.