Om rugepletter
Kan I svare på følgende spørgsmål? På det kamera, der følger den store hornugles rugning i en sønderjysk grusgrav (kan findes på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside), har jeg i flere tilfælde set den rugende hun plukke dun af sin maveregion og derefter æde dunene. Er det på den måde, uglen får sin rugeplet? Spørger Steen Agger.
Jeg har forsøgt at finde noget litteratur om emnet, men uglernes rugepletter er åbenbart ikke et emne, der har optaget mange forskere. Man ved dog, at det kun er hunnen, der får den rugeplet på bugen med nøgen hud, hvor den kan varme æg og unger. Det giver god mening, da det også kun er hunnen, der ruger æggene ud.
Så vidt jeg kan læse mig til det, dannes rugepletten hos langt de fleste fugle af sig selv, så at sige. Det skyldes de hormoner, der dannes i forbindelse med parringen og under yngletiden. Hormonet prolaction får fjerene til at løsnes, så de let falder af, mens østrogen gør bughuden tykkere og fyldt med blodkar, der kan lede kropsvarme til æg og unger. Hos nogle fugle piller hunnen selv fjer og især dun af og bruger dem til at fore reden med, det gælder fx ænder og gæs. Og så er der fugle, der slet ikke danner en rugeplet, fx pingviner og pelikaner.
Jeg kunne forestille mig, at hornuglen i grusgraven simpelthen bare har pillet dun af, der alligevel sad løst og måske irriterede hende. Hun er jo vant til at sluge sit bytte i store lunser, med hud, fjer og hår. Fjer og dun kan måske endda være gavnlige for fordøjelsen, hvor de kan indkapsle spidse knogler, der bliver lettere at gylpe op igen. Man ved, at fx lappedykkere æder fjer og ligefrem fodrer deres unger med dem, så de lettere kan gylpe fiskerester op igen. Jeg kunne forestille mig, at spidse knogler fra hornuglens byttedyr, fx råger, rotter og pindsvin, ville være ubehagelige at gylpe op uden indpakning.