Måling af stoffers giftighed

Det er et af den slags gode spørgsmål, hvor det er svært at give et enkelt svar. Giftstoffer kan nemlig være mange forskellige ting. Nogle af dem kan vi let undgå, de er måske kun farlige, hvis vi spiser eller drikker dem, andre skal vi have sprøjtet direkte ind i blodet eller i organerne, før de er farlige, og nogle skal man  knap nok røre ved, før man er i overhængende livsfare.

Nogle stoffer slår os ihjel på et øjeblik, andre først efter dage eller uger. Og så er der endelig det problem, at vi som regel har målt stoffernes giftighed ved dyreforsøg. Vi ved, at dyr og mennesker kan reagere meget forskelligt på de samme stoffer. Nogle af de ting, der slår os ihjel, kan for eksempel være næsten uskadelige for visse dyrearter.

Grundstoffet Polonium er et af de allerfarligste stoffer, man kender. Bare et enkelt gram er nok til at slå mere end en million mennesker ihjel. Polonium er radioaktivt, men strålingen er svag, og så længe man holder det ude af kroppen, er det nærmest harmløst. Huden er tyk nok til at stoppe strålerne, og det samme er et ark papir. Men komme stoffet først ind i kroppen, vil strålingen føre til skader i celler og væv.

I 1986 døde en russisk agent af en forgiftning med en særlig form for Polonium, kaldet Polonium-210. Man ved ikke præcis hvem, der gav ham giften, heller ikke hvornår, men han var sandsynligvis lidt over tre uger om at dø. Polonium er altså et uhyre giftigt stof og er gram for gram omkring 250.000 gange mere giftigt end cyanid (også kaldet blåsyre), som man ofte støder på i kriminalromaner. Men det kan være længe om at dræbe sit offer.

Botulinumtoksin er et protein, man kender fra for eksempel fordærvet kød, nok især som den såkaldte pølseforgiftning, som i dag er uhyre sjælden i Danmark. Stoffet dannes af en bakterie ved navn Clostridium botulinum, som er helt almindelig, men som regel helt uskadelig, den er kun farlig under helt specielle omstændigheder, hvor den trives særlig godt.

Hvis man skulle være så uheldig at spise en træls pølse, ryger stoffet ned i tarmen, hvor det optages og sendes ud i blodet. Herfra vil det binde sig til nervecellerne og lamme musklerne, og til sidst kan man ikke trække vejret og bliver kvalt. Man kan også komme til at få stoffet direkte i blodet, det sker undertiden for narkomaner, der bruger urensede nåle, og så skal der ikke meget til. Under en milliontedel gram af stoffet kan slå en voksen mand ihjel. Det er i øvrigt botulinumtoksin, mange får sprøjtet ind for at få glattet rynkerne ud.

Stoffet batrachotoksin finder man i pilegiftfrøer, visse biller og endog i nogle fugle på New Guinea. Hverken fugle eller frøer danner stoffet, og må i stedet få det fra de biller, de æder. Det er ikke så giftigt som botulinumtoksin, men det virker hurtigere. Der skal cirka et titusinde gram til at dræbe et voksent menneske, det er nogenlunde en mængde svarende til to meget fine saltkorn.

Tetrodotoksin dannes af særlige bakterier, som man kan finde i for eksempel kuglefisk, stenfisk og blåringede blæksprutter. Dyrene er næsten ufølsomme for giften, men et menneske skal bare spise 0,025 gram af stoffet, før det stiller træskoene. Hvis man får det direkte i blodet, hvis man for eksempel træder på en stenfisk, skal der bare 0,0005 gram til eller ti små saltkorn. 

Giftigheden af stoffer bliver ofte målt ved en metode, der kaldes LD-50. Det er en forkortelse for Lethal Dose 50%, da det er et mål for, hvor stor en mængde, der skal til, for at slå halvdelen af en gruppe forsøgsdyr ihjel. Det kan så regnes om til for eksempel gram giftstof per kilo kropsvægt.

Men man skal passe på med at stole på den slags. Hvis man for eksempel kigger på et stof som monofluoracetat, der findes i en del plantearter, og som jeg tilfældigvis stødte på under min research på nettet, kan man se, at LD-50 er cirka 33 gange lavere for en hund end for et menneske. Den dødelig dosis per kilo legemsvægt er altså 33 gange mindre for en hund.

Omvendt skal der mere end 10 gange så meget til at slå en mus ihjel som et menneske, igen målt per kilo legemsvægt. Og tager vi for eksempel giften fra edderkoppen Sydney tragtspinder, er en mus 50 gange mindre følsom end et menneske, og katte og rotter er nærmest ligeglade. Det er en af grundene til, at man er begyndt at måle stoffers giftighed ved hjælp af menneskeceller, man dyrker i glas.

 

Emner