Hvad er deja vu?
Spøger Rosa på 11.
Hej, jeg hedder Rosa.
For et par dage siden havde jeg deja-vu, hvorfor får man det, og hvad er det egentlig? Håber I kan svare.
K.H Rosa på elleve.
Ps. super avis I laver.
Deja-vu kommer fra det franske udtryk "dèjá vu" og betyder "allerede set". Man bruger betegnelsen om følelsen af at opleve eller høre noget, som man synes allerede at have oplevet eller hørt tidligere, eller den sære fornemmelse af at være et sted, man føler man kender fra et tidligere besøg. Med til oplevelsen af deja-vu hører, at man udmærket godt ved eller kan regne ud, at man hverken har hørt eller set noget lignende før, lige som man også udmærket ved, at man aldrig før har været på det sted, hvor fornemmelsen opstod. Det er fordi, at ens fornemmelse af virkeligheden tydeligvis må være forkert, at nogle bliver lidt bekymrede, når de får et deja-vu, mens andre synes, det er en forvirrende, overraskende eller besynderlig oplevelse.
Der findes en lang række forklaringer på, hvad et deja-vu er, og hvordan det opstår. I en bog om emnet fra 1983 nåede forfatteren frem til 30 forskellige hypoteser eller teorier, når han gennemgik de videnskabelige artikler. Det er et emne, som man ikke har arbejdet særlig meget med. Betegnelsen blev fx brugt første gang omkring 1876, og er først for alvor blevet populær siden starten af 1900-tallet. Samtidig er det et emne, der er svært at studere. Det er jo ikke sikkert, at ens forsøgsperson lige præcis får et deja-vu, mens man har dem inde i laboratoriet.
Det er heller ikke alle, der får deja-vu. Man har udspurgt tusinder af personer, og noget tyder på, at kun omkring to tredjedele af befolkningen kender fornemmelsen. Den er mest almindelig blandt børn og unge og kan ende med at være meget sjælden blandt ældre personer. Deja-vu er mere almindelige blandt folk, der rejser en del, i forhold til folk der altid bliver hjemme i vante omgivelser. Der er større chance for at opleve et deja-vu, hvis man er træt eller stresset. Der er fx mange soldater, der oplever fornemmelsen, når de udmattede efter lange marcher er på vej i kamp.
Har man fået et deja-vu, får man som regel også flere i løbet af sin levetid, nogle får endda mange. En af de forskere, der har interesseret sig for emnet, fik fx selv oplevelsen 144 gange på et år. Deja-vu kan opstå lige før visse typer af epileptiske anfald, og man kan fremkalde fornemmelsen ved at stimulere bestemte dele af hjernen med svage strømstød. Visse lægemidler, alkohol og relativt store mængder af stoffet dopamin i hjernen kan også fremkalde fornemmelsen af deja-vu. Normalt varer fornemmelsen bare nogle sekunder, men noget tyder på, at visse personer med en alvorlige sindslidelse skizofrene kan opleve det i minutter og endog timer.
En af de mulige forklaringer på deja-vu går ud på, at det opstår, når hjernen kun opfatter fx en genstand ganske kortvarigt, før man retter opmærksomheden mod noget andet. Det kunne fx være en trappe ovre i hjørnet af en gårdsplads, som øjet lige fanger, mens man egentlig koncentrerer sig om springvandet i midten. Når man så igen fokuserer på genstanden, dvs. trappen, vil hjernen genkende den fra før, samtidig med, at man bliver bevidst om den. Så vil man stå og have fornemmelsen af, at da vist har været her før, eller at man da en gang er gået op ad den trappe, som man ikke kan tro, man nogensinde har set før i sit liv.
Det har man brugt i forsøg, hvor man lod forsøgspersoner genkende på symboler på en skærm. I nogle tilfælde viste man det symbol, en lille figur, som de senere skulle kigge nærmere på, i et ganske kort glimt lige før forsøget. Det var et lynhurtigt kig, måske bare et 0,035 sekund, slet ikke langt nok til, at de blev bevidste om, at deres øjne og hjerne havde opfanget noget som helst. Alligevel var der mange, der påstod, at de havde set symbolet en gang tidligere i livet, når de kort efter så symbolet i længere tid. Men det havde de ikke, symbolerne var opfundet til lejligheden og dermed helt ukendte for alle forsøgspersonerne. Og der var vel at mærke ingen af dem, der fik at vide, hvad undersøgelsen gik ud på, de troede alle, de var i færd med et helt andet eksperiment.
Andre hypoteser går ud på, at vejen fra sanserne, vel især øjne og ører, kan følge forskellige nervebaner før de bliver til bevidste indtryk i hjernen. Hvis man fx skiller sansningen af trappen i gårdhaven i to adskilte veje gennem hjernevævet, og de ikke er lige hurtige, kan det føre til, at hjernen fejlagtigt tror, at det her har den da set før, altså deja-vu, når først den ene sansning og lidt senere den anden dukker op "på lystavlen".
Eller måske er der bare tale om, at små brudstykker fra ens hukommelse dukker op, når man oplever ting, der kan minde om noget, man før har oplevet. Trappen minder måske lidt om en, man så da man var lille, og når de to ting ved et tilfælde mødes i en nervecelle, kan man komme til at tro, at det her har man da vist set før. Denne sidste hypotese passer bare ikke så godt med, at ældre kun sjældent har fornemmelsen af deja-vu. Man skulle tro, at jo mere, der var gemt i hukommelsen, jo oftere ville det ske.
Som du kan se, hænger de to dele af dit spørgsmål sammen. Man kan nok ikke sådan adskille "hvorfor" og "hvad", det er sandsynligvis hjerneprocesserne i sig selv, der er årsag til fornemmelsen af deja-vu. Men præcis "hvordan", det er man ikke sikker på endnu.
mvh
Jørn Madsen