Siden de første skildpadder dukkede op i Sen Trias, har de været en af de mest succesfulde og sejlivede dyregrupper nogensinde. De pansrede dyr tilpassede sig både livet på land såvel som både fersk- og saltvand. Endvidere har de klaret sig igennem nogle af de værste masseudryddelser i Jordens historie: Trias/Jura; Kridt/Tertiær og Tidlig Oligocæn samt istiderne og findes stadig blandt os i dag. Ikke desto mindre bliver de desværre ofte overset til fordel for andre, mere spektakulære grupper som dinosaurer og pattedyr. Det er ærgerligt, for skildpaddernes fossile rester er vidt udbredte i aflejringer og bidrager med vigtig information om miljø, klima og biogeografi, som andre grupper ikke nødvendigvis kan levere.

Selvom de ældst kendte skildpadder (som Proganochelys) stammer slutningen af Trias, må de være opstået i midten af Perm-tiden for omkring 265 millioner år siden. Det vises af tilstedeværelsen af deres to søstergrupper, procolophoniderne (sen Perm - sen Trias) og pareiasaurerne (mellem - sen Perm).

Anatomisk set er skildpadderne en meget konservativ gruppe, der stort set ikke ændrer sig anatomisk igennem deres udvikling. De er kendetegnet ved at have et anapsidt kranie, det vil sige et uden tindingeåbninger. Endvidere mangler alle skildpadder tænder i kæberne; enkelte primitive, uddøde former havde dog tænder i ganen. Det mest markante karakter ved skildpaddernes er deres skjold, som inderst består af benplader dannet af osteodermer i mellemhuden og yderst af hornplader, dannet fra overhuden. Deres ribben er vokset sammen med rygskjoldet og hæfter mellem hvirvellegemet, ikke på hvirvellegemet. Som noget helt unik for hvirveldyrene, har skildpaddernes deres lemmeknogler siddende indenfor brystkassen.

Fra Juratiden og frem tilhører alle skildpadder én af to underordner: Halsvendere (Pleurodira) og Halsskjulere (Cryptodira). Halsvenderne trækker deres hoved ind under skjoldets forkant, med at bøje halsen i det vandrette plan, mens Halsskjulerne gør det ved at bøje halsen i det lodrette plan. De primitive medlemmer af hver gruppe kunne dog ikke trække halsen tilbage, og enkelte avancerede former indenfor grupperne har også mistet denne evne igen.

Alle danske fossile skildpadder tilhører Halsskjulerne (Cryptodira). I Skrivekridtet er der fundet fragmentariske rester af Havskildpadde (Chelonioidea indet.); fra København Kalken og Lellinge Grønsandet rester af Blødskildpadde (Trionychidae: Rafetoides) og Havskildpadde (Chelonioidea indet.); fra Moleret rester af Sumpskildpadde (Emydidae indet.), Havskildpadde (Puppigerus camperi og Glarichelys knorri), samt Læderskildpadde (Eosphargis breineri). Endelig er der gjort flere fund af skjoldrester af Læderskildpadde i Gram Leret (Psephophorus sp.).

Bibliografisk note: Foredraget: ”Skildpaddernes oprindelse og udvikling” er afholdt yderligere 1 gang: 3.11.2009: Geologisk Museums populære foredrag, København