I 1800-tallet opstod der Zoologiske haver i mange større vestlige byer. De udsprang ofte af små, private menagerier, men udviklede sig til omfattende institutioner. De zoologiske haver indtog en dobbeltfunktion som populær rekreation og som nationale videnskabelige institutioner: underholdning og oplysning var det samlede mål.

Dette gjaldt også for Københavns Zoo, grundlagt i 1859. I både arkitekturen og i besøgendes og ansattes beskrivelser af dyrene er det tydeligt, at Zoo befandt sig i et spændingsfelt mellem natur og kultur, hvor dyrene blev italesat som kultur og ikke som naturens repræsentanter, og hvor kulturelle ytringer som musik og udstillinger blev forbundet med naturen i kraft af nærheden til Zoos dyr. Eksempler på denne vekselvirkning er antropomorfisering af dyrene og eksotismen i fremvisninger af folkekaravaner og i arkitektur. Paperet vil illustrere mødet mellem og definitionerne af natur og kultur i Københavns Zoo i årtierne omkring 1900, og trække en linie op til nutidens Zoo.