Foredrag i Nordvestsjællands Stenklub, Mørkøv:

Igennem de seneste 20 år har en mængde fossile fund i Indien og Pakistan kastet lys over hvalernes oprindelse og tidligste udvikling. De er nu et af de bedst dokumenterede eksempler på evolutionens fantastiske veje. Det står i dag klart, at hvalerne blev udviklet fra tidlige parrettåede hovdyr (Artiodactyla) og udviklede de sig fra landlevende rovdyr til fuldt havlevende dyr i løbet af mindre end 20 millioner år.

Fossilerne viser hvordan en gradvis tilpasning til et liv i vand medførte flere morfologiske ændringer i hvalernes skelet over tusindvis af generationer. Blandt andet bevægede næseborene sig bagud og opad på kraniet; bækkenets hvirvler skilles fra hinanden og bækkenknoglerne samtidig med at bækkenet og bagbenene blev reduceret kraftigt og forsvandt næsten til sidst

For omkring 35 millioner år siden udvikledes stammødrene til de moderne tand- og bardehvaler fra deres mere primitive forfædre, ”urhvalerne” (Archaeopceti). Tandhvalerne (Odontoceti) er i dag fortrinsvis karakteriseret til at fange enkelte byttedyr ved brug af ekkolokalisering – en slags naturlig sonar. Tilpasningen til ekkolokalisering medførte yderligere ændringer i kraniets knogler.

I modsætning til deres kusiner tandhvalerne, er bardehvalerne (Mysticeti) er tilpasset fangst af store mængder små byttedyr ved hjælp af barder. Barder er hornplader der vokser ned fra gummerne i overmunden og fungerer som en slags ”si”, så hvalerne kan si byttedyr fra havvandet. Ligesom hos tandhvalerne skete der afgørende ændringer i kraniets knogler, i løbet af bardehvalernes udvikling.

Fra Danmark kendes fossile rester af hvaler i det omkring 25 millioner år gamle Vejle Fjord Formation (Oligocæn) og især fra det 10 millioner år gamle Gram Ler (Miocæn).