Havslanger med to hoveder
Havslanger, der hører til blandt de giftigste skabninger på Jorden, har udviklet haler, der til forveksling ligner deres hoveder, sandsynligvis for at kunne beskytte sig bedre mod selv at blive spist.
Det dokumenterer en række undersøgelser af havslanger fra blandt andet Statens Naturhistoriske Museums samlinger.
Den danske biolog Arne Redsted Rasmussen har her i sommer offentliggjort en artikel i det ansete biologiske tidsskrift Marine Ecology sammen med den svenske marinebiolog Johan Elmberg.
Her beskriver de to forskere deres undersøgelser af omkring 100 eksemplarer af forskellige typer havslanger, fra Statens Naturhistoriske Museum og to andre store naturhistoriske museer i henholdsvis Paris og Berlin.
Det er lykkedes dem at fastslå, at en lang række havslangers hale til forveksling ligner hovedet. Dette fænomen kender man fra ugiftige slanger, men det er ikke set før hos giftige havslanger.
Arne Redsted Rasmussen er lektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole, men var i ti år tilknyttet Zoologisk Museum - nu Statens Naturhistoriske Museum.
Foto: Erik Frausing
Ifølge Arne Redsted Rasmussen er museets store samling af havslanger en af de bedre i verden. Den meget store samling har været med til at skaffe dokumentation for forskernes opdagelse af slangernes forklædningsnummer.
Statens Naturhistoriske Museums samlinger rummer omkring 2000 eksemplarer af havslanger helt tilbage fra Galathea 1 ekspeditionen (1845- 1847) og fra Galathea 2. Arne Redsted Rasmussen var selv med til at bjerge endnu flere havslanger til samlingerne ved Galathea 3 ekspeditionen.
Ingen kan vide sig sikker
Når havslangerne jager har de det "rigtige" hoved stukket dybt ned i koralrevene. De er dermed ude af stand til at være på vagt og kan åbenbart risikere at blive spist bagfra. Igennem tiden har evolutionen udvalgt de slanger, der var bedst til at forvirre angribere, som ikke kunne hitte rede på hoved og hale.
Arne Redsted Rasmussen gjorde sin opdagelse da han dykkede ved Bunaken-øerne i Indonesien. Her var han travlt optaget af at studere en havslange, der var i gang med at afsøge et koralrev for fødeemner. Han blev et øjeblik distraheret af en anden slange, og så væk. Da han igen vendte tilbage for at studere havslangen, havde den tilsyneladende vendt sig om.
Den så ud som om han nu så hovedet. Men det var stadig dyrets ufarlige hale, der var vendt imod ham, den bevægede sig bare nøjagtig, som hovedet ville have gjort.
Dyret havde altså ikke bare lighed mellem hoved og hale, den var også i stand til at bevæge halen på samme måde som hovedet - også når den ikke følte sig truet.
Det var den oplevelse, der fik Arne Redsted Rasmussen til at undersøge og dokumentere fænomenet videnskabeligt. Undersøgelsen er straks blevet citeret af en lang række medier verden over.