Hvorfor er der en overvægt af hanner blandt de pindsvinekuld, vi har taget os af?
Jeg har sent i efteråret taget to kuld pindsvineunger i pleje (12 stk.), da de gik rundt i haven om dagen. Den mindste vejede 94 g og den største 200 g, sidst i november gik de i hi og havde da en vægt fra 500 g til 950 g. Det, jeg undrer mig over, er, at 10 af pindsvinene er hanner, og i et andet kuld på 6 stk., som min svigerdatter fandt, var alle hanner. Er der en forklaring på det, spørger J. A. Andersen, Mesinge.
Lige da jeg læste din mail første gang, tænkte jeg, at der måtte være tale om en tilfældighed, og at pindsvin nok i gennemsnit får lige mange sønner og døtre. Men et kig i de videnskabelige artikler viser, at man nogle steder i verden, bl.a. i England, har set en overvægt af hanner blandt afkommet. Men der er slet ikke tale om noget, der kan minde om forholdene i de tre kuld, du og din datter har taget jer af.
Man angiver forholdet mellem sønner og døtre som kønsratioen. Den er fx lidt skæv hos os mennesker, hvor der fødes omkring 107 sønner for hver 100 døtre, eller 1,07 til 1, om man vil. Blandt jeres pindsvinekuld er ratioen hele 16 til 2 (eller 8 til 1). Det er langt ud over de tal, man normalt finder hos pattedyr med skæve kønsratioer, her er der måske tale om 4 til 1, hvis bølgerne går højt. Og selv om der måske rent faktisk fødes flere hanner end hunner, vil jeg nu stadig tro, at der er tale om noget af en tilfældighed.
Både små og store forskelle i kønsratioer kan skyldes evolution, hvor dyrene tilpasser sig leveforholdene. Man ved fx, at dominerende kronhjortehunner føder flere hanner (næsten to sønner for hver datter) end hunner, der rangerer lavere i flokkene (og som føder cirka lige mange af hvert køn). Det giver god mening, da kalve af dominerende hunner typisk er store og stærke, og det er netop gode egenskaber for en voksen han, der skal kæmpe med andre hanner om parringer.
En enkelt søn, der har held i kærlighed, kan give sin mor langt flere børnebørn, måske snesevis per år, end en datter, der typisk føder en enkelt kalv hvert år. Omvendt vil det ikke være smart at sætte en lille, svag hankalv i verden, den vil alligevel ikke kunne komme til fadet. For en lavt rangerende hun er en datter en langt mere sikker investering, hun skal nok få unger hvert år.
Hvordan pattedyrshunnen er i stand til at kontrollere kønsfordelingen blandt afkommet, det ved man ikke ret meget om. Nogle mener, at hun er stand til at skelne mellem de to typer af sædceller med henholdsvis et X- og et Y-kromosom (den første type vil give en hun, den andet en han). Hos hjorte ved man, at det befrugtede æg opbevares et stykke tid, før det sættes fast i livmoderen, og her kan hun måske også ”fornemme” kønnet og træffe det rette valg, hvilket alt sammen sker ganske ubevidst.