Dyrenes ydre panser

Det er der nok flere grunde til, og dem kommer vi lige straks til. Men først noget om takkerne. De er i virkeligheden overfladen på nogle meget specielle knogler, som dannes i huden. Man kalder den som regel for osteodermer, men her kan vi måske bruge det gode danske ord hudknogle i stedet. Hvis man skal være meget præcis, er der flere former for hudknogler, men her taler vi bare om en enkelt type, og mon ikke eksperterne tilgiver mig.

Yderst, det vil sige også på takkerne, er knoglen meget hård, på indersiden, det vil sige ind mod kroppen, er den blødere og opbygget på en lidt anden måde end ydersiden. Knoglens indre er fyldt med små hulrum, hvor der blandt andet ligger en masse blodkar. Set oppe fra kan en hudknogle have mange forskellige former, men hos krokodiller og alligatorer er de som regel mere eller mindre firkantede.

Der kan være hudknogler på både bugen og ryggen, men de er størst på ryggen, hvor man også tydeligt kan se takkerne. Hos krokodiller og alligatorer er kroppen og det forreste af halen dækket af hudknogler, som ligger fint på rad og række, hvor kroppen er bredest er der op til otte rækker på langs.

Krokodillernes hudknogler kaldes ofte for dyrenes ydre panser. Krokodiller har meget stærke kæber og kæbemuskler, og de kan bide med meget stor kraft. Man kan let forestille sig, at det vil være smart at have et panser som en middelalderrustning, når man svømmer rundt mellem sultne artsfæller, der ikke holder sig tilbage, når der er bytte i farvandet.

Man har studeret alligatorens hudknogler nærmere i laboratoriet, og det kunne godt se ud som om, de er bygget på en måde, så de tåler særligt store tryk, for eksempel fra en nabos tænder. Takkerne, som jo er meget hårde, presses nedad mod kroppen, men i stedet for at trykke mod indvoldene, breder trykket sig udad mod hudknoglernes kanter gennem deres lidt blødere dele. På den måde ledes trykket ud vandret i huden, hvor hudknoglerne skubber lidt til hinanden. Når trykket aftager, glider de tilbage igen, og knoglerne finder sine gamle former igen.

Man kender til hudknogler fra en lang række dyr, fra frøer til dinosaurer som for eksempel Stegosaurus og kæmpemæssige urpadder fra fortiden. Hudknoglerne spiller­ eller spillede - nok en vigtig rolle for mange af dyrenes indre kemi, det man kalder dens fysiologi. Når de holder vejret i lang tid, hvis de for eksempel holder sig neddykket, eller hvis de er forpustede, ophobes der CO2 (kuldioxid) i blodet. Jo mere CO2, jo mere sur (eller syreagtig) bliver blodet, og det er ikke sundt i længden.

Nogle forskere mener, at dyrene henter calcium (som man kender fra kalk) og magnesium fra hudknoglerne, stoffer som kan neutralisere syren i blodet. Det kunne forklare, hvorfor hudknoglerne er fulde af blodkar. Det kunne også forklare, at de i fortiden var størst hos de dyr, der mistede gællerne og gik på land, hvor der den gang var mindre ilt i luften end i nutiden. Landdyrene har nok haft større problemer med surt blod end deres gællebærende slægtninge.

Blodkarrene kunne også bruges til at transportere den varme i huden, der stammede fra solskinnet, ind i kroppen, det ville især være vigtigt for de tidlige landdyr, hvis kropstemperatur svingede op og ned med omgivelsernes. Blev det for varmt, kunne de bare lukke for blodet i hudknoglerne. Der er også andre mulige forklaringer på hudkoglernes funktioner, fra hudånding til stabilisering af hud og indre knogler, og måske er der flere forklaringer på krokodillens takker.

Den største hudknogle, man kender til, har man fundet på Madagaskar. Den sad i huden hos en planteædende dinosaur, der levede for omkring 70 millioner år siden. Rapetosaurus var en såkaldt titanosaur, en af de langhalsede planteædende former. Men den var ikke særlig stor, bare omkring 8 meter lang, og vejede omtrent det samme som en elefant. Dens hudknogle var til gengæld enorm. Den målte 57 cm i længden, 27 cm i bredde og var 19 cm høj, alt i alt havde den et rumfang på næsten 10 liter. Den har siddet godt gemt inde i huden, som nok har været syv gange tykkere end elefanthud.

Dinosauren havde ikke særlig mange hudknogler i huden, så de har sikkert ikke fungeret som et panser. De var også hule, og forskerne mener, at den indre hule blev større med alderen, til sidst var det bare en tynd skal af knoglevæv, som nok ikke har været særlig stærk. Måske har dinosauren brugt hudknoglen til at gemme vigtige mineraler i. Når der var nok at æde, kunne den ophobe fx calcium og magnesium i hudknoglen, og når der var langt mellem planterne, kunne den så hente mineralerne ud igen og bruge dem til at opbygge fx knogler og tænder.

 

Emner