19. februar 2014

Hvorfor strander kaskelotter?

Hvalstrandinger

I weekenden fandt man to strandede kaskelotter ved Henne Strand. Tidligere er op til 16 kaskelothvaler strandet på én gang på Vestkysten. Specielt massestrandinger er et stort mysterium i hvalernes adfærd. Måske skyldes det i dette tilfælde fejlnavigation eller sygdom, koblet med loyalitet.

Artikel af zoolog Mogens Trolle, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet

Kaskelothval strandet på Henne Strand. Fotograf: Anders Drud

Lørdag 15. februar opdagede man en død strandet hankaskelot på Henne Strand på Vestkysten, omkring 35 kilometer nord for Esbjerg, og søndag morgen blev der fundet endnu en kaskelot i vandkanten, omkring 700 meter fra den første.

Sidstnævnte var stadig i live og udsendte fra tid til anden blåst-skyer fra næseboret.


Kaskelotten er en af de hvaler, der oftest strander

Dette er langt fra første gang, kaskelotter dukker op på vores strande. Siden 1500-tallet er der blevet registreret 67 strandede kaskelotter i Danmark, hvoraf de 52 stammer fra de seneste 100 år. De fleste af disse strandinger har været på Vestkysten, især i Vadehavet.

Kaskelotten er verdens største tandhval. Hunner vejer omkring 15 tons og hanner op til 45 tons. Her er den velkendte hval-hale knipset ud for Azorerne. Fotograf: Mogens Trolle.

Faktisk strandede to kaskelotter på netop Henne Strand tilbage i 1984. Mest bemærkelsesværdigt er dog de to massestrandinger på Rømø i 1996 og 1997, hvor hhv. 16 og 13 hanner endte deres dage på stranden.

Kaskelotten er kendetegnet ved netop at være en af de hvalarter, hos hvem man oftest ser massestrandinger; de øvrige er grindehvalerne og halvspækhuggerne.

Den største kendte massestranding af kaskelotter var i New Zealand i 1974, hvor 72 kaskelotter gik til.

Det er dog ingenting sammenlignet med de 835 halvspækhuggere, der strandede på Argentinas kyst i 1946.

Indicier peger på sygdom, men i realititeten må man gætte

Hvorfor hvaler strander, altså havner på alt for lavt vand, mens de stadig er i live, har altid været omgærdet af stor gådefuldhed.

I enkelte sager har obduktion af strandede hvaler givet overbevisende indicier såsom sygdom og skader, men i langt de fleste tilfælde må man basere sig på gæt.

Især massestrandinger er et stort mysterium, fordi man ofte har set raske dyr strande.

Nogle af de mange forslåede årsager til hvalstrandinger er:

  • Desorientering
    En del hvalbiologer mener, at tandhvalers ekkolokalisering, som de blandt andet bruger til at navigere med, fungerer dårligt på kystnære, lavvandede steder, hvor havbunden kun skråner ganske let, som man finder det mange steder i Vadehavet. Denne teori er meget svær at efterprøve i praksis, og ikke alle er enige i den. Modargumentet er, at hvalernes ekkolokalisering er alt for avanceret en sans til ikke at skulle fungere under disse forhold.

  • Sygdom/svækkethed

  • Stærke eller usædvanlige strømforhold

  • Kraftig pålandsvind

  • Anormaliteter i Jordens magnetfelter (hvaler bruger formodentlig magnetfelterne til at navigere efter)

  • Militær sonar, der kan give skader på hvalernes hørelse eller skræmme dem for hurtigt op til overfladen fra dybe dyk, så de får en slags dykkersyge

  • Skader pådraget af høje undervandslyde såsom eksplosioner ifm. seismiske undersøgelser i søgen efter olie og naturgas

Nogle gange strander hvaler formodentlig helt med vilje. Man har ofte oplevet, at når man har trukket en strandet hval fri, er den kort tid efter strandet igen. Det skete for eksempel, da man i senfirserne med gummibåde trak nogle af kaskelotterne på Rømø fri.

Måske lagde hvalen sig bevidst på det lave vand

Det er også muligt, at finhvalen i Vejle Fjord i 2010 bevidst lagde sig på lavt vand. Det lykkedes hvalen at komme fri fra det første sted, den var stødt på grund, men kort tid efter lå den igen på lavt vand uden at kunne flytte sig.

Om det var planen eller et uheld er selvfølgelig ikke til at afgøre, men Vejle-hvalen var ekstremt udmagret, og det lader til, at hvaler, der ikke længere har kræfter til at holde sig flydende og dermed risikerer at drukne, med fuldt overlæg kan svømme ind på lavt vand for at kunne hvile sig på bunden med åndehullet over vandoverfladen.

Alle de ovennævnte forklaringer på, hvorfor hvaler strander, hænger sammen med en eller anden form for svækkethed eller skæbnesvanger miljøpåvirkning.

Loyalitet kan være forklaringen

Når vi snakker massestrandinger, er der dog flere og flere observationer, der peger i retning af, at der kan være en helt anden, højst overraskende grund: Loyalitet.

Kaskelotter, grindehvaler og halvspækhuggere, altså de hvaler der står for langt de fleste massestrandinger, har det til fælles, at de er meget sociale, og at de passer på hinanden.

Et kendt eksempel på det var ved Dry Tortugas-øerne tæt på Florida, hvor man fulgte 29 strandede halvspækhuggere. Så snart en stor han i gruppen (muligvis lederen) døde, vendte resten tilbage til havet og svømmede bort. Det lod altså til, at gruppen passede på det syge medlem helt til enden.

Det er muligvis også forklaringen på i hvert fald en del af massestrandingerne hos kaskelotter: At når et individ strander (hvad enten det skyldes sygdom eller navigationsproblemer) og kommer i nød, så bliver dets rejsefæller trofast med det og ender med selv at gå til.

Det kunne også være grunden til, at de vender tilbage og strander igen efter at være blevet trukket fri.

Strandingerne sker oftest i december til marts

Det er i de fleste tilfælde unge hankaskelotter, der strander i Danmark, og det sker gerne i vinterperioden december til marts (man har dog også set strandinger om sommeren og af individer over 50 år).

Det hænger sammen med, at hunnerne og ungerne året rundt bliver sydpå i varmere havområder, blandt andet omkring Azorerne, mens hannerne årligt migrerer frem og tilbage mellem hunnernes opholdsområder og koldere, føderige havområder nordpå.

Når en hval først er strandet, dør den af fysiologisk stress, chok og/eller overophedning.