11. marts 2016

Hvorfor får man gåsehud af et smukt stykke musik?

MENNESKET

Hvorfor får man gåsehud af et smukt stykke musik, spørger J.S.M.

Man får gåsehud, når bittesmå muskler hiver i hårene i huden, så de rejser sig. Huden omkring håret presses op som en lille bule, og ens arm, ben eller måske endda hele kroppen kan blive nopret som huden på en plukket gås. Ofte får man samtidig fornemmelsen af at fryse, det man kalder kuldegysninger.

Hos pattedyr med tæt pels kan gåsehud (som man så ikke kan se pga. hårene) have flere funktioner. Har man hund eller kat, har man sikkert set, hvordan de rejser pelsen – rejser børster, siger man ofte – og ser større og mere farlige ud, når de bliver bange eller forskrækkede. Men det kan også være for at holde på varmen. Ved at rejse pelsen, bliver rumfanget af luften fanget imellem hårene større. Den stillestående luft fungerer som isolering mod kulden, og jo tykkere et luftlag, jo bedre isolering.

Vi mennesker har kun en meget sparsom behåring på det meste af kroppen, så vi ser hverken mere frygtindgydende ud eller holder bedre på varmen, når vi får gåsehud. Gåsehudsrefleksen er i stedet en rest fra gamle dage, fra dengang vores forfædre havde pels som de fleste andre pattedyr.

Refleksen kontrolleres gennem det såkaldt autonome nervesystem, som er ansvarlig for de mange ubevidste funktioner i kroppen, der er med til at vi kan opretholde livet. Gåsehud styres mere præcist af den del, der kaldes det sympatiske nervesystem, som bl.a. sætter i gang, når vi bliver bange, fx når vi ser en gyserfilm, eller aggressive som hunden med rejste børster. Der findes endda en lidelse kaldet sympatikotoni, hvor det sympatiske nervesystem er særlig aktivt, hvilket blandt andet giver forhøjet blodtryk og mere eller mindre permanent gåsehud.

Men andre følelser end vrede og frygt kan også fremkalde gåsehud, fx når man har intim kontakt med sin elskede, når man bliver berørt af et stykke musik eller lytter til en særlig inspirerende tale. Her er der langt fra det ”fight-or-flight”-respons (kæmp-eller-flygt-respons) som gåsehud normalt er en del af, og det har vel næppe noget at gøre med at fryse.

Og så måske alligevel. En gruppe amerikanske forskere lod en række forsøgspersoner føre en slags dagbog over, hvornår og i hvilke situationer, de fik gåsehud. Hele 93 personer deltog i forsøget, der strakte sig over fire uger. Alt i alt gav det 1015 oplevelser med gåsehud, nogle fik det nærmest aldrig, andre havde det op til 28 gange på en uge.

Langt den hyppigste årsag til gåsehud viste sig ikke overraskende at være kulde (60 procent af tilfældene), men nummer to var følelsen af ærefrygt (engelsk: ’awe’) med næsten 14 procent. Det er værd at bemærke, at frygt kun var indblandet i 5 procent af tilfældene og vrede i bare 0,7 procent. Blandt de øvrige reaktioner var bl.a. afsky og forskrækkelse.

Halvdelen af tilfældene med gåsehud fremkaldt af ærefrygt skyldtes situationer, hvor man hørte en smuk tale eller tænkte på et bemærkelsesværdigt menneske. Pudsigt nok var ærefrygt-gåsehud især knyttet til situationer, hvor der optrådte personer, man beundrede, mens personer, man misundte for deres overlegenhed ikke havde nær samme effekt. Gåsehud var med andre ord især knyttet til ”positive” følelser.

Den anden halvdel af tilfældene var knyttet til situationer, hvor man hørte musik eller betragtede et kunstværk, som en af forsøgspersonerne sagde, hvor man følte sig ”blown away” (vel nærmest ’blæst omkuld’).

Undersøgelser har vist, at musik kan fremkalde aktivitet i meget dybtliggende dele af hjernen, helt nede i hjernestammen, som så igen synes at sætte gang i det sympatiske nervesystem og fremkalde gåsehud. I et tysk forsøg udsatte man 95 personer for brudstykker af Mozarts Requiem, en af Bachs motetter og Pucinis Requiem. En tredjedel reagerede ikke med gåsehud på musikken, mens en enkelt oplevede at få gåsehud hele 88 gange i løbet af de 26 minutter, det tog at afspille musikstykkerne.

Forskerne bag forsøget med gåsehudsdagbogen mener, at gåsehud kan fremkaldes af situationer, hvor man er i umiddelbar nærhed af noget, fx et stykke musik eller et musikalsk tema, eller nogen, som ”er større end en selv”, noget man ikke helt har kontrol over. De sammenlignede det med ”en spejder, der hører en bjørn brøle i skoven, som får hans hud til at krympe af frygt”; der er ligesom ikke rigtig noget at gøre ved det, man må bare lade stå til/give sig hen i følelsernes vold. Så måske er der ikke så langt endda fra en fornuftig reaktion på fare og en følelsesmæssig reaktion på noget overvældende.

Måske er gåsehud ligefrem blevet en del af vores sociale adfærd. Som forskerne bag siger, så kan man ikke sådan lige lade som om, man har fået gåsehud, ”gåsehud lyver ikke”, og ved at dele oplevelsen og følelsen med andre, kan man signalere, om man reagerer ens på de samme ting og dermed underbygge sammenholdet mellem personer. Så måske er gåsehud i virkeligheden langt oftere knyttet til behagelige kulturoplevelser end til panisk angst for fx rovdyr blandt os moderne mennesker. Vi er kommet langt siden vi mistede pelsen.