Hvordan tænker vi med hjernen? – Københavns Universitet

SNM > Natureksperterne > Hvordan tænker vi med ...

11. januar 2016

Hvordan tænker vi med hjernen?

MENNESKET

Hvordan kan det være, at man ”ved”, at man tænker inde i hovedet – eller at det foregår i hjernen? Jeg har i hvert fald en klar fornemmelse af, at det er her, det sker. Man kunne vel godt forestille sig, at det foregik andre steder i kroppen, og at man bare troede, at det var knyttet til hovedet og hjernen, spørger H.S.

Det er der nok flere grunde til. Jeg vil selv tro, at en af de vigtigste er, at vi for en stor del opfatter vores omverden ved hjælp af sanseorganer siddende på og i hovedet. Lugtesans, høresans og synssans er (sammen med smagssansen) alle knyttet til kraniet. De er alle tre langdistance-sanser, mens for eksempel følesansen kun er i spil, når vi er i nærkontakt med omgivelserne, lige som det er tilfældet med smagssansen.

For hovedparten af os er synssansen vel den, vi først og fremmest gør brug af, når vi skal orientere os i vores omverden og reagere på den, fx forholde os til vores medmennesker. Og det er synssansen, vi bruger sammen med høresansen, når vi udveksler de uhyre komplicerede signaler og symboler, vi benytter os af som mennesker, når vi taler sammen eller fx læser beskeder.

Når al denne information ledes ind i kroppen – så at sige – via vores kraniums sanser (til hjernen), er det vel nærliggende, at det let kan fremkalde en fornemmelse af, at de tanker og billeder, vi gør os, og de reaktioner og følelser, de fremkalder, også er et produkt af processer det samme sted, altså et sted inde midt i kraniet.

Men det er jo ikke noget sikkert bevis på, at det er tilfældet. Man kunne jo sådan set godt forestille sig, at alle de mange informationer blev ledt et andet sted hen i kroppen via lange nervetråde, hvor man så kunne finde tankeprocesserne og bevidstheden. Det var præcis det, en af biologiens allerstørste helte fra antikken forestillede sig.

Aristoteles, nok oldtidens største naturhistoriker og -filosof, levede i det 4. århundrede før vor tidsregning. Han mente, at sindet, det vil sige følelser og tanker, var knyttet til hjertet. Vi ved alle, hvordan hjertet kan begynde at banke, hvis vi bliver bange eller urolige – eller bliver forelskede. Han mente til gengæld, at hjernen var med til at afkøle blodet, mens andre filosoffer foreslog, at den var en kirtel og dannede snot og tårer.

Andre græske og romerske filosoffer var dog overbevist om, at bevidstheden (sjælen, om man vil) var knyttet til hjernen. Man er for eksempel ikke i tvivl om, hvor en hovedpine sidder, og at den kan hæmme ens tankevirksomhed voldsomt. Og mange ved – eller har prøvet – at et hårdt slag i ansigtet kan gøre en bevidstløs, en tilstand hvor man er helt uden bevidste tanker. Så noget kunne tyde på, at tankerne dannes inde i kraniet.

Filosoffen Demokrit foreslog dog et kompromis, hvor intellektet (logiske tanker fx) sad i hjernen, mens følelserne var knyttet til hjertet. Det forklarer på en gang hjertebanken og bevidstløshed.

Det skulle vare mere end 2000 år, før man blev helt sikker på, at det hele foregik i hjernen inde i kraniet. Det moderne studie af hjernens anatomi og funktion tog først for alvor fart i 1800-tallet. Man påviste for eksempel, at hjerneskader gav sig udtryk vil helt bestemte symptomer, alt efter hvor i hjernen, skaden var sket. Skader i pandelap og tindingelap (som regel den venstre) kunne således føre til, at man mistede talens brug.

I dag kan man bogstavelig talt se tanker springe rundt i hjernen ved hjælp af smarte scannere som fx mr-scannere. Her kan man følge hjerneområder lyse op på computerens skærm, alt efter hvilke opgaver eller sansninger, man udsætter forsøgspersonerne for, eller hvilke tanker eller handlinger, man beder dem om at udføre.

Vi ved også, at hjernen er et elektrisk organ. Den er opbygget af en myriade af nerveceller, der danner forbindelser på kryds og tværs, og signalerne sendes rundt i hjernen ved hjælp af svage elektriske strømme.

Men vi står stadig med et stort mysterium. Vi ved simpelthen ikke, hvad bevidsthed er for en størrelse, hvordan det kan være, at vi føler, at vi tænker, at vi er bevidste. Så godt nok både fornemmer vi og har bevist, at det hele sker i hjernen, men hvordan svage elektriske strømme i bittesmå celler i en godt 1 kg tung fedtklump kan blive til følelser, tanker og tale, det mangler en god forklaring.