Hvad er en paramoudra?
Denne forstening fandt jeg 3 meter nede i jorden, da jeg gravede kælder ud for en del år siden. Desværre var den flækket på langs. Der var også mange forstenede søpindsvin og koraller i jorden, og der har været gravet grus nogle hundrede meter derfra, muligvis en mergelgrav. Mit bud er, at det er en forstenet kiselsvamp, men jeg ved det ikke. Den er ca. 55 cm lang. Kan I hjælpe, spørger Søren Riberholdt fra Hvalsø.
Det er ikke en forstenet kiselsvamp, men et fossil, der går under det eksotiske navn paramoudra, som er gælisk og betyder noget i retning af ”havets pærer”. På mere jævnt dansk kaldes det også en urtepotte, flintkrukke eller sågar hulko (som dog nok er en generel betegnelse for en sten med et hul igennem).
Det er ikke et fossil af en levende organisme, men derimod forsteninger af de spor, et levende væsen har efterladt sig i havbunden, det man kalder et sporfossil. Man mener, at paramoudra dannes omkring gravegange, men man ved ganske enkelt ikke, hvilket dyr der har lavet dem. Man har valgt at give sporfossiler videnskabelige navne som dyr og planter, og paramoudras præcise navn er Bathichnus paramoudrae, hvor første led betyder noget i retning af ”spor fra dybet”.
Gravegangene kan være flere meter lange og har boret sig lodret ned i det løse kalkslam, som dækkede havbunden for 60-70 millioner år siden. Fossilet består af flint, og den silicium, flinten dannes af, har kunnet trænge langt ned i gangene sammen med ilt, før den blev udfældet i siderne, hvor der så opstod de aflange, rørformede paramoudra’er.
Nogle steder langs Nordvesteuropas kyster, hvor havet æder af skrænterne, og i kalkgrave kan man være heldig at se dem i fuld størrelse, undertiden op til 9 meter lange, hvor den ene paramoudra er stablet oven på den næste i høje søjler. Disse gravegange er så lange og dybe, at man har svært ved at regne ud, hvem der har lavet dem og med hvilket formål. Man kender ikke til noget tilsvarende fra den nutidige dyreverden. Paramoudra’er findes dog også i mere beskedne udgaver, blot nogle få cm på tværs. På stranden ved Kællingdal, øst for Hanstholm, er der usædvanlig mange eksemplarer i alle størrelser, som man kan gå på i vandkanten.
Dit eksemplar og de andre fossiler, du gravede op, er nok blevet ført hertil af isen under sidste istid, eller måske er de blevet gravet ud i nærheden og blot blevet smidt ud på marken. Dit eksemplar er dog særlig flot og har en pæn størrelse, så du skal passe godt på det. Vi har nogle eksemplarer i samlingerne her på Statens Naturhistoriske Museum, og på det berømte kobberstik fra 1655 af Ole Worms Naturaliekabinet (Museum Wormianum), som blev starten på vores videnskabelige samlinger, kan man se en særlig stor og flot flintkrukke nede til venstre på gulvet.
Et foto af Ole Worms Museum kan findes her.
