Hvorfor har ferskner hår?

En vigtig grund synes at være, at dunene eller hårene (den videnskabelige betegnelse er trikomer eller plantehår) er med til at holde på vandet i frugten. Man har ganske enkelt udført forsøg, hvor man barberede ferskner eller trak hårene af med tape, og her så man, at de ”nybarberede” ferskner tabte vand mere end dobbelt så hurtigt som de behårede.

Både hårene og selve frugtskrællen indeholder nogle lange, vandskyende molekyler, man kalder voks, som er med til at gøre overfladen af frugten særlig vandtæt. Man har også lavet forsøg, hvor man har fjernet voksen fra ferskner (det kan man gøre ved af vaske dem med kloroform), og så tabte de vand tre gange så hurtigt som de dunede frugter.

For træet selv kan det være vigtigt at have saftige og lækre frugter, hvis man satser på, at dyr skal lokkes til at æde dem og sprede frøene (der sidder i de store sten i midten af frugterne), og for planteavleren er det naturligvis vigtigt, at hans ferskner ser lækre og spændstige ud så længe som muligt.

Samtidig ser det ud til, at hårene også er med til at beskytte frugten ved at holde vandråber på afstand. Hvis man hælder vand på en fersken, vil man opdage, at det lægger sig som små perler på den lodne frugt. Kigger man nærmere efter i et mikroskop, vil man se, at vandråberne slet ikke har kontakt med selv frugtskrællen, de ligger og svæver oppe i hårene. I vanddråberne kan man finde mikroskopiske skadevoldere som fx bakterier og svampe, men de kan ikke få fat i frugten, de bliver så at sige holdt på afstand af tusindvis af bittesmå hår.

Og så er det desuden tænkeligt, at hårene skærmer for fx ultraviolet stråling fra Solen, som kunne skade cellerne i frugten, nærmest som vores hovedhår er med til at beskytte os mod forbrænding og overophedning ved at skygge for lyset.

Der findes ferskner uden hår, dem kalder man nektariner. Dem danner træet, hvis der slukkes for et særligt gen, der spiller en vigtig rolle for dannelsen af hår på frugten, dvs. hvis der opstår en mutation i genet.

Nektariner er blevet ret populære og udgør 20-30 procent af ferskenhøsten i lande som USA og Italien. Nyere studier har vist, at de fleste nektariner, der dyrkes verden over, er blevet hårløse ved, at man har krydset det slukkede gen ind under planteavlen. Det kan man se ved, at genet er blevet tavst som følge af en helt bestemt mutation, som man så kan finde i de forskellige nektarinsorter verden over.

Der findes dog en lang række forskellige andre mutationer, der fører til samme resultat (og det skal da også lige nævnes, at der findes mange mulige mutationer, som ikke vil have nogen som helst effekt på genet). Derfor vil man af og til se hårløse frugter på træer, der ellers bærer normale, behårede ferskner, og det sker endda, at mutationen opstår, mens frugten modner, og så kan man opleve ferskner, der er lodne på den ene side og glatte på den anden.