Er der nogle fulglearter, der trækker nordpå?
Når man ser naturfilm om trækfugle, flyver de altid fra syd mod nord for at formere sig. Er der ikke nogen, der flyver fra nord mod syd, f.eks. til New Zealand, Argentina og Sydafrika, spørger Jens Conradsen, Frederiksberg.
En stor del af de fuglearter, der yngler på den nordlige halvkugle, trækker sydpå om efteråret for at vende tilbage igen om foråret. Jo længere mod nord, jo større en andel udgør trækfuglene. Nogle arter trækker mere uregelmæssigt, måske afhængigt af det lokale vejr, og trækket kan også gå på tværs af længdegraderne – mange danske stære tager fx til England. Fugletrækket på den nordlige halvkugle tæller mange millioner fugle, og de enorme flokke er et af de mest fascinerende skuer i naturen.
Fugletrækket blandt fugle, der yngler på den sydlige halvkugle, er langt mindre spektakulært. Det skyldes bl.a. fordelingen af klodens landmasser. Hvis man kigger lidt på en globus, vil man se, at kontinenterne fylder langt mere på den nordlige halvkugle og når langt mod den nordlige pol, hvor vinteren er særlig hård. På den sydlige halvkugle fylder kontinenterne mindre, og bortset fra Antarktis stopper de længe inden den sydlige pol.
Fugle, der yngler i tropiske og subtropiske egne, som udgør store dele af de sydlige kontinenter, behøver ikke at trække nordpå for at finde føde året rundt. Problemet er langt større i kolde egne med hårde vintre, som er langt mere udbredte mod nord. Antarktis’ fuglefauna udgøres langt overvejende af havfugle, som tilbringer den antarktiske vinter på åbent hav.
Australien og New Zealand er måske det bedste eksempel på områder, hvor andelen af trækfugle er meget lille, kun 15 procent af ynglefuglene er også trækfugle, og de skal især findes blandt vade- og havfugle. Til sammenligning er cirka halvdelen af de lidt over 200 danske arter af ynglefugle sommergæster, mens andre foretager mindre vandringer efter føde- og vejrforholdene.
I Afrika er der nogle få arter, der yngler mod syd og trækker mod nord til ækvator. Sydlige karminbiædere, der yngler i Zambia, trækker endda først længere sydpå efter yngletiden, for senere at flyve mod ækvator. Dette skyldes måske, at de er afhængige af at fange insekter, som er særlig nemme at få fat i, hvor der forekommer naturlige brande i tørtiden.
Den afrikanske dværgisfugl yngler både nord og syd for ækvator, og de nordlige fugle trækker mod syd og mødes med de sydlige, der trækker nordpå til Afrikas ækvator. Andre arter, der yngler i bjergene, trækker kun ganske korte afstande og tilbringer resten af året længere nede på bjergsiderne.
Kun en mindre del af de sydamerikanske ynglefugle trækker væk fra yngleområderne. Falklands-præstekraven yngler både på Falklandsøerne, hvor den er standfugl, og på sydspidsen af Sydamerika. Uden for yngletiden kan den findes mod nord langs Chiles og Brasiliens kyster. Sammen med taggåsen er den således et eksempel på en fugleart, der holder sig inden for det tempererede område til trods for, at der er tale om trækfugle.
Visse arter af svaler er nok de bedst studerede sydamerikanske trækfugle. Nogle af dem trækker fra det allersydligste af kontinentet og til ækvator, nogle endda helt til Mexico. Mange arter af tyranfluesnappere foretager langt kortere træk inden for kontinentets grænser. Og atter andre arter, der yngler i Andesbjergene, trækker ned i lavere liggende områder.
Men måske gemmer den sydlige halvkugles trækfugle på en masse overraskelser. Studier af fugletræk er traditionelt udført på den nordlige halvkugle, hvor der er blevet ringmærket langt flere fugle end på den sydlige. Store dele af tropisk Sydamerika og Afrika er desuden sværere tilgængelige end størstedelen af Asien, Europa og Nordamerika. Man kunne fx forestille sig, at nogle arter trækker mindre afstande under deres søgen efter føde, men det vil være svært at bevise uden at ringmærke rigtig mange fugle.
I både dit spørgsmål og mit svar, har vi taget udgangspunkt i, at fuglen ”hører til”, hvor den yngler. I virkeligheden hører den vel til, hvor den lever, altså også i vinterområdet. Mange af den nordlige halvkugles trækfugle flyver således til de sydlige landmasser, hvor de sætter deres tydelige præg på fuglefaunaen. Tager man en tur til Afrika under den danske vinter, vil man støde på mange af de småfugle, vi har på besøg om sommeren.
En art som havternen spænder over hele kloden. Den yngler i subarktiske og arktiske egne og nogle steder mod syd til fx Danmark og England, i et bælte rundt om Nordpolen. Efter yngletiden trækker den sydpå og tilbringer årsskiftet ved Antarktis. Fugle, der yngler i Grønland og Island, flyver helt op til 82.000 km om året, hvilket er rekorden blandt trækfugle. På den måde udnytter havternen sommerperioderne på klodens to halvkugler.