9. november 2015

Hvor hurtigt vokser stalaktitter og stalagmitter?

Jorden

Jeg har været i Grækenland her i sommerferien og set den hule, hvor man mener, Zeus blev født i. Det er en drypstenshule, hvor der er stalaktitter, der vokser fra loftet, og stalagmitter, der vokser fra gulvet. Der undrede jeg mig over, hvor meget de vokser hvert år. Ved I det, spørger Vibe Vilbrad Rishøj Jensen, 10 år.

Langt de fleste drypsten finder man i huler. De dannes ved, at kalk i klipperne ovenover opløses i vand, der siver gennem klipperne, indtil det når hulens loft. Her samles vandet i dråber, og når der kommer luft til opløsningen, gendannes noget af den kalk, som ellers var opløst i vandet. Det bliver så begyndelsen på en stalaktit, der langsomt vil vokse sig længere og bredere. Noget af vandet vil også begynde at dryppe ned på hulens gulv, og her sker det samme, noget af den opløste kalk gendannes, og en stalagmit begynder at vokse sig lodret op mod hulens loft.

Det er som regel en meget langsom proces, hvor en stalaktit typisk vokser med en brøkdel af en mm hvert år. Hvis der er mere tryk på det vand, der siver gennem klipperne, kan det gå lidt hurtigere, op til måske 3 mm per år, altså ikke ret hurtigt.

Man kender til stalaktitter, der er mange meter lange. I en brasiliansk hule skulle der efter sigende findes en, der måler 20 meter. Hvis den vokser med – lad os bare sige – 0,2 mm om året, er den altså cirka 100.000 år gammel. Den største kendte stalagmit er mere end 70 meter høj, men jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor hurtigt den dannes. Jeg har haft fat i en del videnskabelige artikler om stalagmitter, og her ser det ud til, at de typisk vokser noget hurtigere end stalaktitter, måske to eller tre gange så hurtigt.

Når en stalagmit vokser op, lægges kalken på i tynde lag, og skærer man ned igennem den, vil man kunne se lagene næsten som årringe i en træstub. Lagene er ikke lige tykke. Jo mere kalk, der er blevet opløst, og jo flere dryp, jo tykkere er laget. Man kan derfor bruge stalagmitter til at studere klimaet i fortiden. Jo mere kuldioxid (som er med til at opløse kalken), jo mere nedbør og jo varmere det er, jo hurtigere vokser stalagmitten. Stalaktitter, der oftest er meget spinklere, og som er hule indvendig som sugerør, er mindre egnede til den slags undersøgelser.

Drypsten kan også dannes på beton. Måden de dannes på er lidt anderledes end hos de naturlige drypsten, fx stammer kalken fra betonens kalciumoxid, hvor den hos naturlige drypsten stammer fra kalciumkarbonat (det man populært kalder kalk, og som man finder i fx skrivekridt). De dannes også meget hurtigere, men bliver sjældent ret store. Man kan se dem i mange overdækkede vandbeholdere og i underjordiske betonrør, fx i Cisternerne i Søndermarken på Frederiksberg.

Betegnelserne for begge slags drypsten skyldes i øvrigt den danske naturhistoriske Ole Worm, hvis samlinger var med til at grundlægge Statens Naturhistoriske Museum, hvor jeg arbejder. Man har naturligvis kendt til drypsten længe inden, men det er ham, der giver dem navne i bogen Museum Wormianum fra 1655, og han bruger de græske stalaktos og stalagmos, der betyder henholdsvis ’dryppende’ og ’et dryp’. Han havde fået dem tilsendt fra Island og omtalte dem oprindelig som forstenet vand, hvilket egentlig er en ganske fin beskrivelse.