Hvorfor drejer de fleste snegleskaller højre om?
Vi var på ferie i Blåvand og fandt nogle konkylier. Da vi så nærmere på dem, opdagede vi, at de alle var snoet den samme vej. Den eneste forklaring vi kunne komme på, var, at Jordens omdrejningspunkt altid var det samme, sådan så de "vidste" hvilken vej de skulle dreje, men det er stadig lidt mystisk, hvordan de kan gøre det, spørger Eva og Bente.
Jordens omdrejningspunkt har helt sikkert ikke noget med sagen at gøre. Men det har sneglenes gener. Om en snegleskal (eller sneglehus, om man vil) drejer den ene eller den anden vej rundt, bestemmes nemlig meget tidligt hos det lille sneglefoster inde i sit æg.
Langt de fleste af verdens skalbærende snegle, omtrent ni ud af ti arter, har en skal, der drejer højre om. Hovedparten af de sidste har en skal, der drejer venstre om, og så findes der et mindretal, hvor den kan dreje begge veje. En sjælden gang imellem finder man eksemplarer, hvor skallen drejer modsat det normale for arten, og den slags mutanter er særligt eftertragtede blandt samlere.
Om en skal er højre- eller venstresnoet ses på følgende måde. Tag skallen mellem pege- og tommelfinger, så den har spidsen af skallen pegende opad. Drej så skallen omkring sin akse, indtil man kan se lige ind i åbningen forneden. Hvis den nu ligger til højre for midteraksen, er skallen højredrejet, ligger den til venstre for aksen, er den venstredrejet (sådan som det ses hhv. til højre og venstre på tegningen).
Man ved i dag, at mindst to forskellige gener er med til at bestemme retningen. Under nogle af de allertidligste celledelinger i det befrugtede æg begynder celler af lidt forskellig størrelse at lægge sig lidt skævt i forhold til hinanden, så de nye celler med tiden snor den ene eller den anden vej rundt, det kaldes spiralkløvninger. En gruppe japanske forskere har været i stand til at ændre på både størrelsen og placeringen af disse celler og har i laboratoriet skabt snegle med spejlvendte skaller.
Der kan være flere gode grunde til, at skallen ikke bare kan dreje tilfældigt den ene eller anden vej. Hos snegle med højresnoede skaller vil mutanter med venstreskaller fx have sværere ved at gennemføre parringer. Forsøg har vist, at de typisk får færre efterkommere. Mutationen vil derfor have svært ved at slå igennem i forhold til det normale gen.
Problemer med at få parringerne til at fungere er måske grunden til, at man hos visse grupper af snegle ser relativt mange vestresnoede arter. De vil simpelthen være isolerede og ikke udveksle gener med de normale former. De gælder fx inden for familien Clausiliidae, en gruppe af landsnegle, der omfatter foldsneglene, hvoraf flere arter er almindelige i Danmark.
Det kunne med andre ord se ud som om, det ville være en god idé, om alle medlemmerne af en art kunne ”blive enige om” at være enten højre- eller venstresnoede. Men en gang imellem kan det være en fordel at skille sig ud fra mængden. Det kan fx beskytte en mod rovdyr.
Amerikanske forskere har fx kigget nærmere på skaller fra en række havsnegle, både nulevende og fossile, som efterstræbes af en bestemt krabbeart. Ud fra spor af krabbens klør på skallerne kunne de vise, at de afvigende venstresnoede individer ikke blev angrebet og dræbt nær så ofte som de normale højresnoede. Det viser sig simpelthen, at krabben så at sige er højrehåndet og bruger højre klo til at pille skallen i stykker med, og det er lettest, når skallen er højresnoet. Japanske forskere har desuden vist, at visse snegleædende slanger foretrækker de højresnoede landsnegle, da deres kæber er særlig indrettet til netop disse skaller.
Også krabber, der ikke ligefrem æder sneglen, må undertiden indrette sig efter skallerne. Eremitkrebs har nøgne og sårbare bagkroppe, som de beskytter ved at kravle baglæns ind i tomme skaller fra døde snegle. Men for at bagkroppen, som er lang og spiralsnoet, skal passe ind, må den sno samme vej som de skaller, den enkelte art af eremitkrebs foretrækker. For en eremitkrebs vil det nok være noget af en udfordring at befinde sig et sted med mange venstresnoede skaller.
Da hver snegl har en foretrukket snoning af skallen, kan man ikke bare spejlvende fotos af snegle, så de fx tager sig bedre ud på en hjemmeside eller i en bog. Har man øjnene med sig, kan man let finde eksempler på ”forkerte skaller”. En hollandsk snegleforsker må i den forbindelse siges at have taget sit arbejde til et nyt niveau. Han har en blog, hvor han skriver om snegle i kunsten, og han har sågar en særlig underrubrik, hvor han holder øje med de sjældne naturlige venstresnoede arter og forkerte, dvs. spejlvendte, gengivelser af snegle i litteraturen, malerkunsten og blandt skulpturer.