4. august 2014

Artsbestemmelse af træer og buske

Planter

Jeg har en masse specielle træer og buske i vores have, som min svigerfar fik plantet for 30 år siden. Vi har overtaget haven, men min svigerfar er her desværre ikke mere. Jeg håber at du kan hjælpe? Spørger Lotte Poulsen.

Kvisten med både grønne bær og blade stammer fra en peberbusk (også kaldet pebertræ), som har det videnskabelige navn Daphne mezereum. Busken bliver som regel bare halvanden meter høj, og jeg kan faktisk se et flot eksemplar her i Botanisk Have uden at rejse mig fra min kontorstol. Den er udbredt i naturen i Europa og det vestlige Asien, mod syd især i bjergegne.

Blomsterne, som sidder direkte på grenene, kan springe ud allerede i marts. De modne stenfrugter er røde og bliver siddende langt ind i vinteren. De ser fristende ud, men for os mennesker er de meget giftige. Hele planten er giftig, og man skal passe på med at håndtere den uden handsker, da man kan få hududslæt. Fugle tager ikke skade af frugterne og spiser dem gerne, og på den måde spredes frøene med deres afføring. Peberbuske ses en sjælden gang i mellem vildtvoksende i Danmark, jeg har fx set den på en eng på nordsiden af Bognæs i Roskilde Fjord og i Allindelille Fredskov nord for Ringsted.

Kvisten med de fine, nogle af dem hjerteformede, blade med røde stilke stammer fra et hjertetræ, Cercidiphyllum japonicum. I naturen vokser den vildt i dele af det østlige Kina og i bjerge ved den japanske by Sapporo. Slægten Cercidiphyllum kendes fra fossiler fra sidst i Kridttiden og op gennem Tertiær, hvor den var vidt udbredt i Nordamerika og Europa, men i nutidens er der bare to arter tilbage. Den anden nulevende art, stort hjertetræ som har grønne bladstilke, findes kun i bjergene på en japanske hovedø, Honshu. 

Løvet bliver lyserødt og gulligt om efteråret, hvor det lugter af brændt sukker – som karamel – eller af kanel; nogle siger de lugter som jordbær eller modne æbler. Ofte vokser det mere som en stor busk end som et træ, og det bliver sjældent over 10 meter højt. Hjertetræ tåler ikke tør jord, og selv hvor jorden typisk er fugtig, er det en god ide at vande i tørre perioder, lige som den har godt af lidt gødning i ny og næ. Men i øvrigt anses det for ret hårdført.

Og så er der endelig koglerne, som ikke er modne og derfor svære at artsbestemme. Vi kan dog sige så meget, som at de stammer fra en fyr, der tilhører den undergruppe, som har fem nåle i hvert bladskud. Dem er der nogle stykker af i Danmark, og de er alle indført og udplantet i haver og parker, men man kan også finde dem i skove. Måske du kunne tage nogle af de modne kogler og en lille gren med nåle med på en planteskole og få sat navn på, ellers er der her en lille guide. 

Gruppen omfatter en del arter, men her omtales bare de mest almindelige i Danmark. Weymouths-fyr (Pinus strobus, hele gruppen af femnålede fyr kaldes undertiden strobus-gruppen) kan man bl.a. finde i Tisvilde hegn. Dens modne kogler er slanke og lidt krumme, op til 15 cm lange. Nålene er ret korte, 5-12 cm. Tåre-fyr (Pinus wallichiana) har derimod 22 cm lange nåle, de længste blandt de danske femnålede arter, og koglerne bliver op til 25 cm.

Koglerne af silke-fyr (Pinus peuce) kendes på, at hvert skæl har en indadbøjet spids (det ser det ikke ud til, at dine har, men som sagt er de heller ikke modne). Og endelig kan koglerne fra cembra-fyr (Pinus cembra) kendes på, at de er buttet ægformede, 8 cm lange og 5 cm brede. Dens frø, som i øvrigt ikke har de vinger, man kender fra andre fyrrearter, er spiselige.  

Nogle femnålede fyrrearter, først og fremmest weymouths-fyr og andre arter, der stammer fra Nordamerika, angribes af svampesygdommen blærerust. Smittede træer dør i løbet af få år, og man bør afskære og brænde angrebne grene og eventuelt fjerne hele træet. Selv en europæisk art som silke-fyr kan angribes, dog med knap så alvorlige konsekvenser, hvilket især er et problem for producenter af pyntegrønt. Blærerust-svampen kræver to værter, for at fuldføre sin livscyklus. Ud over fyr angriber den arter af slægten Ribes, især solbær, der får gule belægninger på bladene.