Flagrende lydfrekvenser
Småflagermus finder primært føde vha. ekkolokalisering med ultralydsskrig. Det må betyde, at ekkoet fra den udsendte lyd skal opfanges med ørerne. Nogle flagermus færdes i større grupper, jeg har set foto og filmklip med tusinder der næsten samtidig forlader en hule. Hvordan lokaliserer den enkelte flagermus netop sit eget lydbillede blandt måske hundreder eller tusinder andre lydbilleder? Kan den ændre sit eget lydbillede i forhold til alle de andre? Spørger Svend Erik Jensen, Aabybro.
Man kender næsten 1000 arter af flagermus, der bruger ekkoet fra deres høje skrig til at finde vej og jage bytte, det man kalder biosonar. Mange arter sover eller overvintrer i kolonier, og nogle jager endda sammen i flokke. Den største kendte flagermuskoloni findes i Texas, hvor omkring 20 millioner af den art, der på engelsk hedder mexican free-tailed bat, holder til. Deres kald ligger på mellem 20.000 og 75.000 hertz (lydsvingninger per sekund) og er altså over det område, vores ører kan opfatte, ellers ville der nok være en uudholdelig larm, når de flyver ud ved solnedgang.
Flagermusene har en række snedige trick til at navigere rundt sammen med skrigende artsfæller. De kan fx ændre på lydkeglen. Forlygterne på en bil eller en lommelygte spreder lyset ud i en kegleform, og det samme sker med trykbølgerne fra et flagermusskrig. Og ligesom man kan snævre keglen ind på visse lommelygter, kan mange flagermus lave en smallere lydkegle, hvis de fx er mange sammen. Nogle gør det ved at lukke munden lidt i, andre ved at skrige med en lavere frekvens, som lettere spredes til siden. På den måde kan de være mere sikre på, at de stærkeste ekkoer stammer fra deres egne skrig.
Rhinolophus hipposideros. Foto af F. C. Robiller, naturlichter.de, distribueret under en CC BY-SA 3.0 licens.
Nogle flagermus har meget komplekse skrig, som kan spænde over flere frekvenser (dvs. tonehøjder målt i svingninger per sekund), og som kan variere i både styrke og falde eller stige i frekvens inden for en tusindedel af et sekund. Når de flyver sammen i flok, kan de ændre på deres skrig, fx gøre dem dybere, så de står ud fra artsfællernes skrig. De forsøger simpelthen at finde et område i det lydspektrum, de kan opfatte, som ingen af de andre flagermus bruger, de deler simpelthen frekvenserne imellem sig. Det er det samme man gør med licenser til radiokanaler, der kun må sende
på bestemte bølgelængder.
I de enorme flokke af mexican free-tailed bat har man med særligt lytteudstyr observeret, at flagermus, der flyver tæt på hinanden, skiftes til at udstøde skrig for ikke at "tale i munden på hinanden", og de kan sikkert dele ekkoet fra det samme skrig. En amerikansk slægtning til arten sydflagermus, som er almindelig i Danmark, ses ofte jage i små flokke eller parvis. Normalt kalder flagermusen hele tiden, men når de flyver to og to, kan den ene lægge sig bagerst og tie stille og bare følge efter den forreste, som også er den, der lytter efter ekkoer fra flyvende insekter. Hvis de skulle komme til at flyve lige imod hinanden, vil de dreje deres lydkegler ud til siden, så de ikke "blænder" hinandens hørelse, og de kan også finde på at udstøde et særligt advarselsskrig, der får artsfællen til at dreje væk.
Nogle gange flyver flagermus simpelthen efter hukommelsen. Hvis man fx stiller forhindringer op ved en koloni, hvor flagermus er på hjem for at sove, vil mange af dem brase ind i dem, selv om de let kunne have hørt ekkoet med deres biosonar. Det har man døbt Andrea Doria-effekten efter den italienske luksusliner, der sank ud for New York i 1956, efter at være blevet vædret af et svensk passerskib. De to skibe opdagede hinanden for sent, selv om de havde brugt rader, de havde bare aflæst dem forkert og taget chancen i den tætte tåge.
Nogle fugle bruger også ekkoer til at orientere sig med. Det gælder fx nogle arter af salanganer fra Indien, Sydøstasien og Australien, som er en undergruppe af sejlere og dermed slægtninge til mursejleren, samt oliefuglen fra det nordlige Sydamerika, som alle udstøder høje kliklyde. Både salanganer og oliefugle bygger reder i mørke huler og miner og lever sammen i kolonier, og især oliefugle jager ofte i den mørkeste nat.
Oliefugle har særligt lysfølsomme øjne, som sikkert spiller en vigtig rolle for deres orientering, og deres sonar er ikke nær så raffineret som flagermusenes. Men med deres klik, som kan høres af os mennesker, er de i stand til at lytte sig frem til, hvor små genstande på helt ned til 4 cm befinder sig.
Når mange oliefugle flyver i flok, har man hørt dem udstøde kliklyde hurtigt efter hinanden, måske som en advarsel om at holde afstand på samme måde som hos den amerikanske flagermus kan gøre det. Hver oliefugl er sandsynligvis i stand til at genkende sine egne ekkoer. Det lydfrembringende organ, syrinx, er asymmetrisk og forskellig fra fugl til fugl.