11. september 2014

Om grævlinger

Livet på jorden

Weekendavisen har tidligere vist et honninggrævling under 'Gæt et dyr'. Den har vi talt en del om i vores familie. Vi var derfor meget begejstrede, da vi så den i Botswana i sommers. Min mand råbte højt på fransk - se, der løber Weekendavisens dyr!. Vi så også klippegrævlinger, og Videnskabet har tidligere forklaret, at dette dyr er nært beslægtet med elefanten. Vores spørgsmål er følgende: er alle grævlinger i familie med hinanden eller er det 'falsk varebetegnelse'? De hedder jo noget helt forskelligt på andre sprog. Spørger Birgit Cessy fra Spanien.

Den slags sker undertiden, når man navngiver dyr, de får let misvisende navne ud fra ydre kendetegn. Mange zoologer synes, det er noget snavs. En af mine kolleger er for eksempel tæt på at eksplodere, når man drister sig til at kalde hvaler for hvalfisk, hvilket man selvfølgelig gør, så ofte man kan. Hvalfisk er en gammel betegnelse fra den gang, man lagde større vægt på, at de havde en overfladisk lighed med fisk, end at de er havlevende pattedyr.

Med hensyn til de mange arter, man kalder grævlinger, bunder det i nogle tilfælde i overfladiske ligheder, mens det hos andre arter som fx vores hjemlige grævling og honninggrævlingen skyldes, at de faktisk er nære slægtninge og tilhører den samme systematiske gruppe, ’grævlingerne’. De ægte grævlinger er der cirka ti arter af, og de udgør en lille undergruppe af mårdyrene, som så igen er en undergruppe af rovdyrene. Hvis man tegner et stamtræ over de ægte grævlinger, viser det sig, at de alle nedstammer fra en fælles stamform, som ikke har givet ophav til andre grupper af pattedyr, de udgør så at sige en lille fin buket for enden af en sidegren.

Men selv blandt mårdyrene er der rod i sagerne. Der findes to arter, som man kalder stinkgrævlinger (slægten Mydaus), som man kan finde i dele af Fillippinerne, Indonesien og Malaysia. De er slet ikke grævlinger, men nærmere beslægtede med stinkdyrene, og de udgør derfor en lille sidegren på stinkdyrstamtræet.

Som du nævner, er de arter, man kalder klippegrævlinger (herunder også busk- og trægrævlinger) i virkeligheden nærmere beslægtede med elefanter end med rovdyr som de ægte grævlinger. Og med det mener man, at hvis man følger grenene på det store stamtræ over pattedyrene, så vil elefanternes og klippegrævlingernes grene mødes, før man når ned til den gren, der fører til rovdyrene.

Den sidste fælles forfader til elefanter og klippegrævlinger er med andre ord yngre (den levede for 40 millioner år siden), end den fælles forfader til på den ene side rovdyrene og på den side anden elefanter og klippegrævlinger (som nok skal findes for cirka 65 millioner år siden). Med lidt god vilje kan man måske godt synes, at klippegrævlinger er bygget lidt som grævlinger, men så taler vi nok i virkeligheden om meget god vilje.

Der findes sågar en gruppe af pungdyr, som man kalder punggrævlinger, udbredt i Australien og på New Guinea. De er kun meget langt ude beslægtede med ægte grævlinger, og den sidste fælles forfader levede på et tidspunkt, da der endnu var dinosaurer på kloden. De ligner heller ikke grævlinger særlig meget. De er fx meget mindre og minder lidt om gnavere. Måske har de fået deres danske navn, fordi de roder rundt på jorden om natten, på engelsk kaldes de bandicoots.