5. september 2014

Med snuden i et hvepsebo

Naturfund

Jeg havde et hvepsebo i jorden på min grund, og pludselig i forgårs var der gravet et stort hul ned til boet, ca. 15-20cm i diameter. Noget af boet lå på jorden ovenfor, men nede i hullet var der stadig fyldt med hvepse, der vel var ved at redde resterne? Men, hvilket dyr graver i et hvepsebo? Spørger Niels Jørgen Brink.

Jeg tror, at vi kan rette mistanken mod to meget forskellige rovdyr: hvepsevåge og grævling. Sidstnævnte er kendt for at grave hvepsebo op med sine kraftige forpoter for at komme til de fede larver, og som regel efterlader de et stort hul med tydelig spor efter kløerne. Et hul på 15-20 cm i diameter er måske lige lidt nok til en grævling, men jeg kan ikke afvise det.

Europæisk grævling i Ähtäri Zoo. Foto af Kallerna, distribueret under en CC BY-SA 3.0 licens.

Hvepsevågen graver også hvepseboer op (med de stærke ben) og æder larverne, og den laver som regel noget mindre ravage end en grævling. Dit hvepsebo blev raseret i sidst august (går jeg ud fra efter datoen på din mail). Var det sket lidt senere, fra midt eller sidst i september, ville jeg ikke være i tvivl om, at det var en grævling, der stod bag, men som sagerne står, kan jeg ikke frikende nogen af dem.

Jeg må lige skynde mig at sige, at fagfolk kalder den slags hvepse, som der er tale om her, for gedehamse. Hvepse kan være så mange forskellige ting, og der er måske mere end 100.000 af arter. Den slags sociale hvepse, der bygger papirlignende boer, for eksempel i huller i jorden, tilhører gruppen gedehamse. Og jeg må hellere begynde at bruge den betegnelse, hvis jeg skal se mine kolleger i øjnene i fremtiden.

Hvepsevågerne trækker sydpå omkring månedsskiftet august-september og overvintrer i Afrika, syd for Sahara. De kommer først tilbage igen til maj, og det er i øvrigt på trækket, man ser de smukke fugle. Når de først er kommet frem til deres ynglesteder, ser man dem næsten aldrig. Selv om det er iøjnefaldende fugle med et vingefang lidt større end musvågens, lever de meget skjult, mens de opfostrer deres unger på en kost bestående af gedehamselarver. De voksne fugle kan også finde på at æde fuldt udviklede gedehamse.

Hvepsevågen har en række tilpasninger til sit stikkende bytte. Den har skæl på ben og i hovedet, hvor de virker som en brynje, og slimhinderne i svælget er særlig tykhudede (hvis man da kan tale epitelet i svælget for en slags indre hud). Mange steder kan man læse, at den har kemiske stoffer i fjerdragten, der skulle virke afskrækkende på gedehamsene, men jeg har ikke fundet videnskabelige artikler om emnet.

Grævlingen er ikke bange for nogle stik, men klør bare på, godt hjulpet af sin stride pels, som gedehamsene har svært ved at stikke igennem. Snuden er mere udsat, men måske vænner den enkelte grævling sig simpelthen til gedehamsenes giftstoffer og bliver mere eller mindre immun med tiden.