Knoglen fra en hvalros
Jeg håber at I kan hjælpe mig. Jeg har fundet denne knogle nær havet ved en gammel fangerbygd, der hedder Dundas, syd for Thule på Grønland. Kan I se hvilket dyr det kommer fra, eller om det evt, er fra et menneske? Spørger Charlotte.
Det er helt sikkert ikke en knogle fra et menneske, dertil er den alt for massiv. Selv ikke vores bækkenknogler, som vel tilsammen er de mest massive i vores krop, kommer ikke op på siden af den, du har fundet.
Vi skal i stedet over i et meget større pattedyr. Jeg viste dine billeder til en af vores eksperter på Zoologisk Museum, og som sædvanlig tog det ikke længe før svaret kom (de folk overrasker mig hele tiden, der skal ikke mange knoglestumper til, før de kan sige, hvilken art eller arter, der kan være på tale).
Det, du fandt ved Dundas, er fra en hvalros, nærmere bestemt en del af bagkraniet. Den del, der stikker ud til siden som et lille håndtag, er kindbenet (eller kindbuen). Den skarpe kant bag kindbuen løber over bagsiden af kraniet, og på det flade område bag kanten, har dyrets enorme nakkemuskler siddet. I det lille indhak mellem kindbuen og nakken har øregangen ligget, som førte ind til det indre øre, gemt i kraniet. Hjernen lå i den skålformede del på indersiden af din knoglestump. På undersiden af kindbuen kan de desuden se en fure, hvor underkæben har dannet led med kraniet.
Dundas var det næs og den boplads, hvor Thuleboerne holdt til indtil 1953, da de blev tvangsflyttet til Qaanaaq længere mod nord. Det er derfor ikke overraskende, at der ligger knogler tilbage på kysten.
Men knoglerne behøver ikke at stamme fra den gamle fangst, de kan også være meget yngre. Hvalrossen bliver stadig jaget i Grønland. Jagten udøves blandt andet fra båd, og fangerne fra Qaanaaq jager desuden hvalros fra isen. Ofte bruges der harpun, så man ikke mister dyret, hvis det synker, når det er blevet skudt.
Nogle steder langs kysterne i Grønland og Svalbard, for eksempel på den sydlige ø Bjørnøya, kan man finde dynger af hvalrosknogler. De stammer fra den europæiske og amerikanske massefangst, som man drev, når hvalfangsten glippede. Man var selvfølgelig ude efter de dyrebare stødtænder, men man kogte også tran af spækket og lavede sågar drivremme af den tykke og meget seje hud. Nogle steder blev hele bestande dræbt i løbet af nogle få fangstsæsoner, og i store dele af Arktis er hvalrossen stadig ved at komme sig efter den massive efterstræbelse.