Dyr i balance

Dyrs problemer med at holde balancen og orientere sig i forhold til deres omgivelser har fundet mange forskellige løsninger blandt dyregrupperne. Hos hvirveldyr, dem med skeletter, er balancesansen eller ligevægtssansen ganske rigtig knyttet til det indre øre.

Vores indre øre har nogle bueformede rør, hvor væske frit kan flyde. På den måde kan man registrere bevægelser, men i noget tykt slim ligger der desuden små kalkkrystaller, som trykker ned på nogle nerveceller, der på den måde kan fortælle os tyngdekraftens retning, dvs. lodret nedad mod jordoverfladen. Fisk har nogle særlig store øresten, otolitter, som har samme funktion.

Gopler, dvs. vandmænd, brandmænd og deres slægtninge, har noget, man kalder statocyster siddende i den ring, hvor deres tentakler sidder, eller endda hængende mellem tentaklerne. Her ligger et lille krystal af kalksulfat, omgivet af sanseceller. Hvis goplen tilter til den ene side, reagerer cellerne, og dyret holder op med at trække musklerne sammen i den modsatte side. På den måde kommer den igen på ret køl.

Nogle havbørsteorme, som man måske kender som madding ved lystfiskeri, har nogle indposninger i hovedet, hvor der samler sig småbitte sandkorn eller fx mikroskopiske skaller fra alger. De må fungere nogenlunde som fiskens øresten. Nogle af arterne lever nedgravet i slammet på havbunden. I laboratoriet har man holdt dem i akvarier, hvor man har vist, at hvis man tilter opstillingen 90 grader, slår dyret et skarpt sving, så den stadig graver sine gange i forhold til tyngdekraftens retning – i bulderragende mørke.

De tibenede krebsdyr, rejer, krabber, hummere, eremitkrebs, langustere o.a., har også statocyster, som sidder ved roden af de forreste antenner. Igen er det en form for åbne indposninger, som fyldes med sandkorn, der fungerer som en slags lod, der rører ved sanseceller i posen. Man har endda set rejer, der fylder dem ved at presse sand ind i hullerne med øjnene. Mens krebsdyret vokser, må det af og til skifte den hårde ydre hud ud, og så ryger dens balanceorgan også, men der dannes et nyt, som så bare skal fyldes op igen.

Nogle dyr har ikke direkte balanceorganer, der holder øje med tyngdekraftens retning som et lod i en snor eller boblen i et vaterpas. Insekter holder fx i stedet øje med, hvordan hele kroppen hænger eller står ved hjælp af talrige børster, hår og skæl, fordelt ud over kroppen og benene. Hvis insektet hælder til den ene side, rører en følsom børste måske siden af kroppen og bøjer en anelse. Det sender et signal til nervesystemet, som så sammen med signaler fra mange andre sanseceller fortæller dyret, hvordan det står på skrå.

For insekter er det sikkert også vigtigere at vide, hvordan kroppen hælder og vakler, end om den er i vater, da de typisk kan kravle rundt overalt på stængler, på lofter osv. Det er altså ikke en balancesans, men det man kalder en stillingssans, med et finere ord proprioception. Sådan en har vi mennesker også. Sanseceller i vores hud, muskler og led sender signaler til centralnervesystemet, så vi hele tiden har styr på, hvor vi har vores lemmer, selv om vi har lukkede øjne.

Emner