22. december 2014

Det symbolske hjerte

Natur og kultur

Hvorfor ligner et julehjerte slet ikke et hjerte? Symbolet for et hjerte, fx et flettet julehjerte, har en spids, der peger nedad, og to runde ører, mens et rigtigt hjerte nærmest ligner en tyk grankogle. Hvordan er det sket? Spørger Agnete le Maire fra Søborg.

Det er man ikke helt sikker på. Man ved nogenlunde, hvornår det kendte hjertesymbol opstår, men ikke hvorfor. Og så viser det sig, at mange af de hjerter, man ser i kunsten og på våbenskjold, slet ikke er hjerter. Vi skal faktisk helt tilbage til den græske naturhistoriker og filosof Aristoteles efter ledetråde til historien. Og han overså en vigtig ting, som nok kom til at spille en vis rolle, da kunstnerne gav hjertet sin form.

Hjerter er ikke altid hjerter. I det danske rigsvåben optræder et antal ”hjerter”, og da det ældste kendte eksempel er fra 1194, skulle man tro, at hjertesymbolet er lige så gammelt. Men i virkeligheden er der tale om stiliserede blade kaldet søblade, inspireret af hvid åkandes flydeblade. Og på illustrationer fra 1100-tallet og 1200-tallet kan man se røde vedbend-blade, der til forveksling ligner hjerter. De gengives endda ofte røde og fungerer som symboler på lykke, helse og kærlighed.

Juleværksted på Zoologisk Museum, december 2014. Foto af Christina Vandborg.

Det første eksempel på det stiliserede hjerte, du spørger til, er fra begyndelsen af 1300-tallet. Til en start var indhakket mellem de to ører ikke særlig dybt, men det kom hurtigt. Fra da af spredte det stiliserede hjerte sig, både som religiøst symbol og i våbenskjold – og fra slutningen af 1400-tallet også i kortspil. Det blev i øvrigt ofte gengivet med spidsen opad, fx når en elsker giver sit hjerte til sin udkårne, men fra midt eller sidst i 1300-tallet blev det kutyme at gengive det med spidsen nedad, altså som det faktisk sidder i kroppen.

Man kender til mange ældre gengivelser af hjertet. Nogle er meget naturtro, det gælder fx fund fra præcolombiansk Mellemamerika, hvor man nok har haft et godt kendskab til den sande anatomi som følge af de udbredte menneskeofringer. Andre steder, fx i Egypten, kan man finde gengivelser, der ligner vaser eller krukker, hvilket giver en vis mening i betragtning af, hvor meget blod, man har fundet i dem – eller de ligner buttede kogler (eller knyttede hænder), som du selv er inde på.

I nogle tilfælde vises hjertet med sine største blodårer. Det gælder endda nogle gange det symbolske hjerte (julehjertet), hvor den store pulsåre så typisk udspringer lige midt imellem de to runde ører. Hvilket heller ikke er anatomisk korrekt.

Nogle mener, at misforståelsen om hjertets form skyldes Aristoteles. For mere end 2300 år siden skrev han, at menneskehjertet har tre kamre, et stort, der ligger næsten i midten af kroppen, og to mindre, der ligger symmetrisk til hver sin side. I virkeligheden har det fire kamre, måske overser han højre forkammer, som kan være svært at adskille fra den store, tilførende vene og det langt større og kraftigere højre hjertekammer. Set på mange hundrede års afstand og uden detaljerede tegninger kan man let danne sig et billede, som enten ligner det kendte julehjerte eller hovedet af Mickey Mouse.

Jeg har selv en lille amatørteori om, hvorfor det symbolske hjerte blev spidst med to ører. Synet af ægte menneskehjerter har været en sjældenhed op gennem historien, hvor det i perioder var ildeset at kigge nærmere på menneskekroppens anatomi. Hos slagteren har man set hjerter fra husdyr som kvæg, får, geder og svin. De ligner meget vores eget hjerte, men det har man måske ikke vidst uden noget at sammenligne med.

Jeg tror, at langt de fleste dyrehjerter man har kastet blikket på, stammede fra fjerkræ som høns, ænder og gæs, som man har spist i stor stil. For nylig lavede jeg en lækker stuvning med kyllingehjerter (rosmarin, hvidløg, olivenolie og lidt fløde), og da jeg rensede og delte hjerterne, slog det mig, at de faktisk var ret spidse. Og når toppen med de seje årer var af, fik de et lille hak indad, næsten som havde de to – meget små – ører. Så måske…

Det skal siges, at der eksisterer en hel række mere eller mindre fantasifulde forklaringer på, hvordan det symbolske hjerte fandt sin form. Nogle mener sågar, at de runde former er inspireret af yppige kvindekurver, men det har jeg svært ved at tro. Skulle man have lyst til at fordybe sig i emnet, kan man læse mere i den sprænglærde ’The Shape of the Heart’, udgivet i 2000 og skrevet af ikke mindre end en kunstinteresseret kirurg ved navn Pierre Vinken.