Komprimerede lydfiler

Ifølge den såkaldte Red Book-standard, som Philips og Sony udarbejdede, inden de lancerede CD’en kommercielt i 1982, kan der være op til 74 minutters musik på en CD, og det fylder cirka 780 megabyte. De fleste albums indeholder mindre end det, men selv hvis man antager, at alle CD’er kun rummer det halve, dvs. 37 minutter, så vil der stadig ikke kunne ligge mere end cirka 40 albums på en iPod med 16 gigabyte lager.

Foto af Lindsey Bieda, distribueret via en CC BY-SA 2.0 licens.

Når der alligevel kan være mange flere, skyldes det, at man typisk komprimerer den musik, man har liggende på sin iPod. Det sker ved, at en matematisk algoritme analyserer en lydfil og derefter smider nogle af dens data væk – data, som ikke er så hørbare. Der findes forskellige algoritmer, hvoraf MP3 er den mest kendte og nærmest har lagt navn til begrebet.

Denne type komprimering kaldes for tabsgivende, og det er i princippet samme slags komprimering, der sker, når et foto bliver lagret i JPEG-formatet. Ligesom med JPEG-komprimeringen gælder det, at jo flere data man smider væk, jo dårligere bliver kvaliteten. De første MP3-afspillere havde ikke særlig meget lagringsplads, så derfor komprimerede man lydfilerne ganske meget. Typisk lå den såkaldte bitrate på 128 kilobits per sekund (kpbs), men efterhånden som afspillerne fik mere lagringsplads, steg bitraten.

Prisen for komprimeringen er, at der ryger nogle detaljer og noget dynamik, men allerede ved 320 kpbs skal man have gode ører og et godt musikanlæg for at kunne høre forskel på denne bitrate og så den fulde CD-bitrate på 1411 kpbs.

I disse år vinder streamingtjenester frem, som fx Wimp og Spotify, og hvis man abonnerer på dem, kan man vælge mellem forskellige bitrater. Nogle tjenester, fx Wimp, tilbyder ligefrem, at man mod en merpris kan streame i den fulde CD-kvalitet. Her er musikken ganske vist også komprimeret, men med en tabsfri algoritme, dvs. på en måde så det oprindelige signal kan genskabes fuldstændigt, uden tab.