Fantomsmerter

Det er slet ikke en myte. Langt de fleste, som får fjernet eller amputeret en legemsdel, har en stærk fornemmelse af, at den stadig sidder fast på kroppen i tiden lige efter oprationen. Normalt aftager fornemmelsen med tiden, men omkring en fjerdedel af alle amputerede kan stadig fornemme det manglende lem flere uger efter. Og blandt dem, der bliver ved med at have fornemmelsen, er der en stor del, som føler, at det klør på hånden eller benet.

Nogle får stærke smerter, som om man har brændt sig, eller som om man får klemt legemsdelen hårdt sammen som i en skruestik. Hvis legemsdelen er blevet amputeret efter en ulykke, er der også eksempler på, at smerten svarer til de skader, der gjorde fjernelsen nødvendig, fx åbne benbrud og brandskader. I andre tilfælde opstår en fornemmelse af, at fx foden er ekstra tung eller at den sidder på en mærkelig måde. Nogle kan endda tydeligt mærke den ring, de i sin tid bar på den ene finger, eller den smertefulde knyst, de havde på foden. 

Man kalder de ikke-eksistrende lemmer for fantom-lemmer, og de kan opfattes på mange forskellige måder. Nogle synes at hele benet eller armen stadig er der, mens andre kun kan føle en fod eller hånd, som hænger og svæver i luften. Undertiden sker det, at den stille og roligt glider opad, på engelsk kaldet telescoping, indtil den sidder fast på arm- eller benstumpen. Til sidst kan hånden eller foden endda synes at ligge helt inde på arm- eller benstumpen, hvor man så tydeligt kan mærke fingre og tæer.

Fornemmelser i fantom-lemmerne, som man kan kalde fantom-fornemmelser, er særligt hyppige ved amputation af arme og hænder, og lidt sjældnere ved fjernelse af ben og fødder. Men de kan også knytte sig til andre organer. Personer, der har fået fjernet urinblæren pga. kræft, kan have en stærk fornemmelse af at skulle tisse, og en stor andel de kvinder, der har fået fjernet det ene bryst, kan stadig tydeligt fornemme det. Personer, der har skadet rygmarven, så de er lammede i underkroppen, kan undertiden have en stærk fornemmelse af stadig at have kontrollen over sine ben.

Der kan være flere grunde til, at hjernen stadig mener, at den manglende legemsdel stadig sidder på eller i kroppen. Ved amputationer skæres nerverne over, og når de heles i de afskårne ender, kan de begynde at sende impulser til hjernen, som så tror legemsdelen stadig er der. I nogle tilfælde kan rygmarven begynde at sende nerveimpulser til hjernen via andre nerver, som fx kan narre hjernen til at tro, at noget trykker på en fantom-arm.

Det kan også skyldes forandringer i hjernen. En del af hjernen har været brugt til at kontrollere den manglende legemsdel, men den har pludselig ikke noget at lave. I stedet begynder de hjernecentre, der ligger i nærheden, fx det center, der kontrollerer ansigtets muskler, at krybe ind i området. Når man skærer ansigter, vil nerveceller, der før havde at gøre med fantom-armen eller -foden, begynde at sende signaler, som hjernen tolker som om der stadig er en arm eller fod. Det kunne forklare, at visse former for indgreb i hjernen synes at kunne kurere fantom-smerter.

De fleste eksempler på fantom-fornemmelser stammer fra personer, hvor den pågældende legemsdel er blevet amputeret. Men selv personer, der er født uden fx arme eller ben kan have fornemmelsen af, at de har faktisk har fuldt udviklede lemmer. Den schweiziske læge Peter Brugger har fx skrevet om en kvinde, som var født uden ben og underarme, men som levende kunne beskrive, hvordan de manglende lemmer føltes.

Brugger bad hende fx om at folde armene som hun plejede, hvorefter han bad hende om at gøre det med den anden arm øverst. Det brød hun sig ikke om og sagde, at det ville hun aldrig gøre. Hun blev også bedt om at bevæge sine fingre som vist på nogle fotos, men flere af stillingerne fandt hun var ubekvemme og besværlige, ganske som en person med fuldt udviklede arme og hænder ville reagere.

Brugger nævner også eksempler på normalt byggede personer, der mener at kunne fornemme ekstra arme eller ben, de kan fx have fire arme, der alle er lige virkelige for personen, og som de tydeligt kan kontrollere, når de lukker øjnene. I et tilfælde fik han endda en patient, der havde en halv fantom-krop (en overdel), der fulgte hende overalt. Til sidst blev hun så arrig på sin forfølger, at hun ville jage den ud af sin seng, og hun bed den hårdt. Det vil sige, hun bed i virkeligheden sig selv så hårdt i venstre overarm, at såret måtte behandles af en læge.