27. oktober 2014

Furet langhals

Bestemmelse

Dette dyr er fundet på stranden ved Stenbjerg Landingsplads i søndags, hvor det stormede meget. Der var mange eksemplarer. Hvad er det? Spørger Linn på 11 år

Tusind tak for et usædvanlig godt og skarpt billede. Det er faktisk så godt, at man let kan se, hvad der er tale om. Man skulle ikke tro det, men det er en lille koloni af krebsdyr, du har fundet på stranden. Der er tale om en art, som på dansk kaldes furet langhals og har det videnskabelige navn Dosima fascicularis. På engelsk kaldes den ’bouy barnacle’, hvilket nærmest betyder ’bøje-langhals’, og det er der en god forklaring på.

En langhals er et meget mærkeligt krebsdyr. Selve dyret ligger godt beskyttet mellem de skaller, man tydeligt kan se på dit foto, nærmest som en musling mellem sine skaller. Den lever af partikler og smådyr, som den sier fra havvandt med sine behårede ben. Stilken, som man også tydeligt kan se på dit foto, er en del af kroppen, som limer sig fast på en sten eller et andet underlag.

Furet langhals. Foto af Linn.

Nogle langhalse sætter sig fast på fx drivtømmer, klipper eller skibe, hvor de godt kan gå hen blive en hel plage. Men furet langhals er den eneste art, som kan lave sit eget underlag. Med enden af stilken kan den nemlig udskille en klistret masse af bl.a. protein, som den pumper op til en kugle af stift skum. Det er den gule klump, du kan se i midten. Det ligner nærmest den styropor eller flamingo, som man kan finde i kasser, isoleringsmateriale og fx cykelhjelme.

”Styroporen” holder langhalsen svævende i vandet, og ofte slår flere individer sig ned på den samme klump. Så vidt jeg kan tælle mig til, er der 13 furede langhalse, som deler samme skumkugle på dit foto. Når de driver rundt i havet, flyder kuglen i vandoverfladen, og dyrene hænger med skallerne nedad. Det er grunden til deres engelske navn, da de så at sige flyder omkring på en bøje, som de altså selv har lavet.

Det sker undertiden, at andre arter af langhalse slår sig ned sammen med dem, og andre gange sætter furede langhalse sig på andre genstande uden at danne nogen særlig stor skumkugle. De synes at have en vis forkærlighed for fjer, men man har også fundet dem fasthæftede til tjæreklumper, plast, tang, æbler og endda kunstig styropor. Og første gang man fandt en furet langhals i havet ud for Mexicos vestkyst, sad den fast på ryggen af en havslange. Og de kommer vidt omkring, man har fundet arten fra de kolde have ud for Sibirien til syd for Afrika.

Vores ekspert i krebsdyr har fortalt mig, at strandinger af furede langhalse er blevet mere hyppige her til lands de seneste år, og jeg kan læse mig til på nettet, at det typisk er hen på efteråret, at det sker, især langs Jyllands vestkyst (det bør nok nævnes, at jeg fik dit spørgsmål sidst i august, men først er nået frem til det nu).

Et kig i den videnskabelige litteratur viser, at arten tilsyneladende er blevet mere almindelig over det meste af kloden de senere årtier, hvor man fx har oplevet enorme strandinger i Irland, Spanien og Sydafrika. I november 2011, efter en periode med stærk vind fra syd og sydvest, fandt man fx over 40 kolonier per meter strand fra Paternoster nord for Cape Town til De Hoop på den sydafrikanske sydkyst, en strækning på mindst 500 km. Det svarer til, at omkring 20 millioner kolonier af furede langhalse skyllede på land.

Normalt ser man ikke meget til arten, når den flyder omkring i havene, men de kan forekomme i store antal. Charles Darwin nævner i en bog om langhalse fra 1851, at han har hørt om et skib, der var flere dage om at sejle gennem en særlig tæt suppe af furede langhalse. Men måske er både den og andre langhalse blevet meget mere almindelige som følge af forureningen af havene. I hvert fald finder man i dag mange strandede langhalse siddende på plast, glasflasker, rebstumper, gummi og tømmer, ting, som der har været meget mindre af før i tiden.

Før Charles Darwin skrev sin berømte bog, Arternes Oprindelse om den moderne evolutionsteori, havde han arbejdet i flere år med langhalse. Han havde blandt andet lånt en del eksemplarer fra Det Kongelige Naturhistoriske Museum (forløberen for bl.a. Zoologisk Museum), og som tak sendte han i 1854 en gave bestående af 77 forskellige langhalse til museet. Det havde vi faktisk glemt alt om, indtil man i sommer opdagede følgebrevet i arkivet, og i dag kan man se de fleste af Darwins langhalse udstillet i den nye udstilling Det Dyrebare på Zoologisk Museum.

Blandt dem kan man finde din art, Dosima fascicularis. Darwin kaldte den Lepas fascicularis, men den har siden skiftet navn. Du kan kende den på det nummer, som Darwin gav den i sin gave, 69, eller på det nummer, den har fået i museets enorme arkiv: ZMUC-CRU-10193.