Giftige padder

Spørgere, Luca Nielsen (7 år) og søster Maya Nielsen (12 år).

Lever der giftfrøer i Danmark, og hvor giftige er de?                                             Hvordan kan frøer egentlig være giftige?                                                                     Er der nogle fredede frøer i Danmark?

Vi har otte arter af frøer i Danmark og tre arter af tudser. Der findes ikke nogen fastlagt måde at skelne mellem tudser og frøer på, så jeg vil i stedet fortælle om hele den gruppe, de tilhører, og som man kalder springpadder. Jeg vil også komme lidt ind på halepadderne, som vi har tre arter af: stor og lille vandsalamander og bjergsalamander, da de også kan være giftige.

Det sidste først. Alle padder, dvs. både springpadder og halepadder, er fredede i Danmark. Man må altså som hovedregel hverken dræbe dem eller fjerne dem fra deres vandhuller. Dog gælder der lidt andre regler for de allermest almindelige arter: skubtudse, butsnudet frø, grøn frø og lille vandsalamander. Deres æg og unger (haletudser og salamanderlarver) må man godt tage med hjem i et akvarium, og lærere må godt indsamle voksne dyr, som kan vises frem i undervisningen. Man skal bare sætte dem ud igen, hvor man fandt dem.

Alle frøer, tudser og halepadder er giftige, også de danske arter. Deres gift sidder i huden, hvor den er med til at beskytte dem mod både store rovdyr og mikroskopiske bakterier. Nogle af de danske arter danner så meget gift, at man skal huske at vaske hænder, hvis man har rørt dem, ellers kan det let komme til at svie, hvis man gnider sig i øjnene. Det gælder fx løvfrø, grøn frø og stor vandsalamander. Giften fra en skrubtudse er så stærk, at det kan give udslæt, og i bogen Nordens padder og krybdyr, som jeg vil anbefale at låne, hvis man vil vide mere om padderne, kan man også læse, at løgfrø og klokkefrø kan slå andre frøer i samme beholder ihjel med deres gift. 

En paddes hud spiller en meget stor rolle for dyrets liv. Padder optager en stor del af deres ilt gennem huden, som også kan både optage og udskille vand. Nogle arter udskiller særlige signalstoffer, som artsfæller kan opfatte, og hudens farvetegninger kan både spille en rolle, når de "taler" indbyrdes som fx i yngletiden, når de skal skræmme rovdyr eller som camouflage.

For en padde er en sund hud altså af allerstørste betydning, det er på en måde dens vigtigste organ. Og for at fungere, skal den være både slimet og fugtig. En slimet og fugtig paddehud er det perfekte levested for en masse forskellige bakterier, svampe og små parasitter, og dem er der rigtig mange af, hvor padderne lever i fugtig jordbund, mudrede vandhuller og blandt rådne blade.

Og det er her, giften kommer ind i billedet. I Paddens hud findes to slags kirtler. Nogle laver slim, som holder huden frisk og smidig,. Andre danner den gift, som holder store og små fjender i skak. Forsøg har vist, at salamandre, som ikke kan danne giftstoffet, dør som følge af infektioner, med mindre man har dem i sterile beholdere.

Nogle arter af padder er så giftige, at selv store rovdyr undgår dem. Nogle af de sydamerikanske pilegiftfrøer indeholder så stærk en gift, at de kan slå mennesker ihjel. I fangenskab mister pilegiftfrøer stille og roligt deres giftstoffer, og det har vist sig, at de stammer fra de dyr, de æder i naturen.

Andre padder danner selv deres gift. Det gælder fx skrubtudsen, der danner nogle stoffer, man kalder bufotoksiner (Bufo er tudsens videnskabelige slægtsnavn). Tørret tudseskin har været brugt mod hjertelidelser, og giftstofferne kan både virke bedøvende og give hallucinationer. Der findes faktisk eksempler på, at folk har enten slikket sig høje på de store aga-tudser, som er blevet et problem i den australske natur, eller sågar røget tørret tudsehud. Giften er så stærk, at de fleste rovdyr undgår tudser i naturen. Nogle har dog fundet måder at æde dem på. Oddere kan fx lære at dræbe tudser, som de så flår huden af. De vender så at sige vrangen ud på tudserne så de kan få fat i det lækre kød uden at slikke på huden.

Slimen i tudsens hud indeholder desuden hormoner og signalstoffer som fx adrenalin og dopamin samt stoffer kaldet bufoteniner,  som kan give øget blodtryk og kramper. Man kender til eksempler på, at hunde er døde efter at have ædt tudser, men det hører dog til sjældenhederne. Forsøg har desuden vist, at udtræk af tudsehud hæmmer og dræber visse former for bakterier som fx Stafylokokker og svampe som Aspergillus.

Andre stoffer kaldet magaininer fra afrikanske sporefrøer har vist sig at være effektive mod en lang række bakterier, svampe og sågar encellede parasitter som fx amøber. Lægevidenskabe er naturligvis interesseret i den slags stoffer, og man er begyndt at undersøge giftstofferne fra en lang række padder nærmere. Det har bl.a. vist sig, at man kan finde et stof i huden på en art kæmpeløvfrø, som minder om morfin, men som er cirka 1000 gange stærkere.

Til sidst kan jeg ikke lade være med at nævne en helt speciel forsvarsmekansime, som man har fundet hos flere arter padder, både halepadder og springpadder. Deres slim klistrer. Hvis de bliver angrebet af fx en slange, udskiller de en sej slim, som er så stærk, at angriberen simpelthen hænger fast i underlaget eller lige frem får munden limet sammen. Og mens den så kæmper med slimen, kan padden nå at stikke af.