21. februar 2023

Når Aloe vera er ligesom alle de andre

Ny forskning

Aloe vera er en verdenskendt planteart i slægten Aloe, der bruges over hele jorden i alt fra cremer og sæber, til helsedrikke og håndkøbsprodukter. Et ny forskningsprojekt har undersøgt 93 forskellige arter af aloe - det største projekt af sin art nogensinde. Og det viser, at mange andre aloer har de samme egenskaber som Aloe vera. 

Aloe klistrer
Sukkerstoffer i Aloe er en vigtig del af planternes medicinske brug. Foto: Louise Isager Ahl, Statens Naturhistoriske Museum

Aloe vera er en verdenskendt planteart i slægten Aloe, der bruges over hele jorden i alt fra cremer og sæber, til helsedrikke og håndkøbsprodukter. Aloerne har været brugt i traditionel medicin i århundreder, og henved 20% af slægtens arter har været anvendt lokalt i de områder, hvor de vokser naturligt. Det er dog kun Aloe vera, og et fåtal af andre Aloe-arter, der i dag bruges kommercielt uden for deres naturlige habitater. Alle aloer er sukkulenter – helt præcis bladsukkulenter. Det betyder, at de tilhører en gruppe af planter, der er virkelig effektive til at holde på og kontrollere transporten af vand til andre væv. Aloerne opbevarer vandet i et særligt vandbærende væv – hydrenkymvævet – der findes i midten af bladene. Det er dette plantevæv, som bruges enten direkte eller i produkter til eksempelvis lindring af solskoldninger.

Foto: Louise Isager Ahl, Statens Naturhistoriske Museum

Forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, GLOBE Instituttet og Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, har i samarbejde med forskere fra Royal Botanic Gardens Kew og Newcastle University i England undersøgt sukkerstofsammen­sætningen af hydrenkymvævet i 93 forskellige arter af aloer. Det har de gjort for bedre at forstå sammenhængen mellem sukkerstofferne, og planternes medicinske brug, samt fylogeni, vækstform, udbredelse, bladmorfologi m.m. Studierne har vist, at sukkerstof­sammen­sætningen af aloers sukkulente væv primært kan forbindes til deres vækstform og bladmorfologi. Det vil sige, at alle aloe-arter, som tilhører vækstformen stammeløse aloer med blade i rosetform (som for eksempel Aloe vera), har en lignende sammensætningen af sukkerstofferne i det sukkulente væv. Resultaterne af deres undersøgelser er netop blevet publiceret i tidsskriftet Plants, People, Planet.

 ”Vores resultater viser, at sukkerstofsammensætningen af det sukkulente væv i aloerne, er tæt forbundet med vækstformen og bladmorfologien, hvilket giver rigtig god mening biologisk. Samtidig viser de også, at sukkerstofsammensætningerne hverken kan forbindes med den medicinske brug af arterne, fylogenien, eller arternes udbredelse. Det vil sige, at der potentielt er mange andre aloe-arter der kan bruges i stedet for Aloe vera”, siger postdoc Louise Isager Ahl, statens Naturhistoriske Museum.

Louise Isager Ahl, Statens Naturhistoriske Museum. Foto Københavns Universitet

Byggeklodserne

Sukkerstoffer - eller polysakkarider - bruges i planter til opbygning af cellevæggen. De er planternes byggesten, og sammensætningen af dem varierer afhængig af hvilken art, del (eksempelvis blad eller stængel) eller væv, man undersøger af planten. Planten kan også i større eller mindre grad ændre på sammensætningen af polysakkariderne som respons til forskellige eksterne faktorer – for eksempel tørke.

Aloe blomster. Foto Louise Isager Ahl

Polysakkaridsammensætningen er derfor afgørende for et vævs egenskaber og evne til at tilpasse sig ændringer i plantens nærmiljø. Vi kender dog ikke polysakkarid­sammen­sætningerne for langt størstedelen af verdens plantearter, og analyserne vanskeliggøres af at polysakkarider er de mest komplekse kemiske forbindelser, man kan finde i naturen. At have polysakkaridprofiler for 93 arter i samme slægt til videre forskning er derfor ekstremt værdifuldt i forhold til forståelsen af, hvordan plantearter er opbygget, og hvordan de for eksempel vil påvirkes af klimaforandringer.

”En så grundig beskrivelse af sammensætning af ét specifikt væv på tværs af en planteslægt, giver på et meget detaljeret niveau mulighed for at undersøge og forstå tilpasning, som eksempelvis sukkulens. Det unikke samarbejde mellem botanikere og sukkerstofkemikere i projektet har derfor givet os en meget bedre forståelse af sammensætningen af disse sukkerstoffer i forhold til et væld af parametre,” siger postdoc Louise Isager Ahl.

Forskergruppen bag undersøgelse:

Louise Isager Ahl Post doc, Ph.d., Statens Naturhistoriske Museum, Nina Rønsted Professor, Ph.d., Statens Naturhistoriske Museum, Christopher J. Barnes, Ph.d. GLOBE Institute, Henriette L. Pedersen, Ph.d., Bodil Jørgensen Lektor, Ph.d., Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Olwen M. Grace Senior research leader, Ph.d., Comparative Plant & Fungal Biology, Royal Botanic Gardens, Kew og William G. T. Willats Professor, Ph.d., Newcastle University

Emner