Dansk-østrigsk forskerhold opdager 44 nye mølarter

Som forfatterne bag undersøgelsen, Dr. Peter Huemer, kurator for de videnskabelige samlinger på Tiroler Landesmuseum, og Ole Karsholt fra Statens Naturhistoriske Museum, udtrykker det:

”Størrelsesordenen af de nyopdagede mølarter i en af Jordens mest udforskede regioner er både enestående og fuldstændig uventet. Det opfatter de som bevis på, at "trods markante fald i mange insektpopulationer er vores grundlæggende udforskning af artsdiversiteten langt fra tilendebragt."

Den taksonomiske udfordring

Forskningsprojektet blev sat i gang, da man fandt en tidligere ubeskrevet art af jordmøl i de sydtyrolske alper. For at sikre, at der vitterlig var tale om en nyopdagelse, var det nødvendigt at iværksætte et omfattende femårigt forskningsprogram, der inddrog originale eksemplarer af samtlige kendte beslægtede arter, foretaget på en lang række museer i bl.a. Paris, London og Budapest.

Ud over de klassiske metoder til bestemmelse af arter, såsom farvemønstre og anatomiske træk, anvendte man genetiske metoder til at skabe genetiske "fingeraftryk" for de fleste af arterne i form af DNA-stregkoder.

En særlig udfordring for forskerne var navngivningen af de mange nye arter: navne på kolleger, på en datter til en af forfatterne og på forskellige regioner blev taget i brug. En art, hvoraf kun hunnen er kendt, er blevet døbt Megacraspedus feminensis. Navnene på to arter fra Afghanistan henviser til den vanskelige politiske situation i landet: Megacraspedus armatophallus (»bevæbnet fallos«) ligner en revolver, mens Megacraspedus pacificus opfattes som en fredsambassadør. Endelig blev den art, der først blev opdaget i Tyrol, udødeliggjort med navnet "tyrolerjordmøl” (Megacraspedus teriolensis).

Mystiske store jordmøl

Alle de nye møl tilhører familien jordmøl (Gelechiidae) og slægten Megacraspedus, der ikke har noget dansk navn og ikke forekommer i Danmark. Med et vingefang på fra 8 til 26 mm er de temmelig små og generelt ikke særligt opsigtsvækkende farvemæssigt. Deres navn skyldes de læbeflige, som rager frem fra hovedet. Gruppen er navnlig interessant, fordi de fleste hunner har korte vinger og ikke er i stand til at flyve.

Årsagen til hunnernes korte vinger er ukendt. Eftersom mange arter forekommer i højtliggende bjergområder, op til 3.000 meter over havets overflade, skyldes det muligvis de turbulente vindforhold. Af de 85 dokumenterede arter har man dog kun fundet eksemplarer af begge køn i 35 tilfælde.

Forskerne mener, at dette muligvis kan forklares med, at hunnerne er meget svære at finde, eftersom de ikke kan flyve. Deres larvers liv er ligeledes lidt af et mysterium og er kun beskrevet for tre arters vedkommende. Alle arter formodes at leve i stænglen af forskellige græsser. Huemer og Karsholt mener, at der et presserende behov for yderligere forskning, før man kan tillade sig at drage selv basale konklusioner vedrørende de store jordmøls biologi, herunder om de er truede arter.

Læs den videnskabelige artikel her.