Forhistoriske mennesker har sandsynligvis dannet partnernetværk for at undgå indavl

Studiet, som offentliggøres i tidsskriftet Science, har undersøgt genetisk information fra resterne af anatomisk moderne mennesker, som levede i øvre palæolitikum, en periode, hvor moderne mennesker fra Afrika for første gang koloniserede det vestlige Eurasien. Resultaterne tyder på, at mennesker bevidst søgte partnere uden for deres nærmeste familie, og at de sandsynligvis var forbundet til et bredere netværk af grupper, som partnere blev valgt fra, for at undgå indavl.

Dette antyder, at vores fjerne forfædre lader til at have været klar over farerne ved indavl og bevidst har undgået det overraskende tidligt i forhistorisk tid.

Illustration af begravelsespladserne fra Sunghir. Illustration: Libor Balák, Anthropark.

Symbolerne, kompleksiteten og den tid, der er brugt på objekter og smykker, som er blevet fundet begravet sammen med de jordiske rester af mennesker, tyder også på, at de muligvis havde udviklet regler, ceremonier og ritualer, der ledsagede udvekslingen af partnere mellem grupper. Dette har måske været forløberen til moderne ægteskabsceremonier og kan have været meget lig de ceremonier, der stadig praktiseres i jæger-samler samfund nogle steder i verden i dag.

Forfatterne til studiet antyder også, at den tidlige udvikling af mere komplekse partnersystemer i det mindste til dels kan forklare, hvorfor anatomisk moderne mennesker var en succes i modsætning til andre arter som neandertalere. Det er dog nødvendigt med yderligere ældre genomiske oplysninger fra både tidlige mennesker og neandertalere, hvis denne idé skal afprøves.

Forskningen blev udført af et internationalt forskerhold under ledelse af University of Cambridge i Storbritannien og Københavns Universitet i Danmark. Holdet sekventerede genomer af fire personer fra Sunghir, et berømt arkæologisk udgravningssted fra øvre palæolitikum i Rusland, som menes at have været beboet for omkring 34.000 år siden.

De menneskelige fossiler, som er begravet i Sunghir, udgør en sjælden og yderst værdifuld kilde til information, fordi de mennesker, der er begravet der, lader til at have levet på samme tid og er blevet begravet sammen, og det er meget usædvanligt for fund fra denne periode. Forskerne blev overraskede over at opdage, at disse personer ikke var nært beslægtede i genetisk forstand. De har allerhøjst været halvfætre og -kusiner. Dette er tilfældet selv med to børn, der blev begravet med hovederne mod hinanden i samme grav.

Illustration af begravelsespladserne fra Sunghir. Illustration: Libor Balák, Anthropark.

Professor Eske Willerslev, der både er fellow ved St John's College i Cambridge og ansat på Københavns Universitet, er hovedforfatter på studiet.

- Det her betyder faktisk, at selv folk i øvre palæolitikum, som levede i små grupper, forstod vigtigheden af at undgå indavl, siger han.
 
- De data, vi har indsamlet, tyder på, at de bevidst undgik det.

- Det betyder, at de må have udviklet et system til dette formål. Hvis små grupper af jægere og samlere dannede partnerskaber tilfældigt, ville vi se mange flere tegn på indavl, end vi ser her.

Tidlige mennesker og andre homininer som neandertalere synes at have levet i små familieenheder. Populationernes ringe størrelse gjorde indavl sandsynligt, men blandt anatomisk moderne mennesker holdt det med tiden op med at være almindeligt. Hvornår dette skete er dog stadig uklart.

- Små familiegrupper har formentlig haft forbindelse til større netværk, og det har fremmet udvekslingen af individer mellem grupper, så man har opretholdt diversitet, siger professor Martin Sikora fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet.

Gravene i Sunghir indeholdt en voksen mand og to yngre individer, ledsaget af de symbolsk modificerede og ufuldstændige rester af en anden voksen, samt en bemærkelsesværdig samling gravgenstande. Forskerne har kunnet sekventere de fire personers komplette genomer. De boede formentlig alle på stedet samtidig. Disse data blev sammenlignet med oplysninger fra et stort antal både moderne og forhistoriske menneskers genomer.

Forskerne kunne konstatere, at de fire personer ikke var genetisk tættere beslægtet end halvfætre og -kusiner, mens en lårbensknogle fra en voksen fyldt med rød okker, som blev fundet i børnenes grav, har tilhørt et individ, som ikke har været nærmere beslægtet med drengene end deres tipoldefar.

Udsnit af en af begravelsespladserne fra Sunghir i Rusland. Det nye studie sekventerede forskellige individers genomer og konstaterede, at de højst var halvfætter eller -kusine til hinanden, hvilket kunne tyde på, at man dannede par med individer uden for den umiddelbare familie eller sociale gruppe.

- Det går imod alt, hvad mange ville have forudsagt, siger Willerslev.

- Jeg tror, mange forskere har antaget, at menneskene i Sunghir var meget nært beslægtede, især de to unge fra den samme grav."

Folk i Sunghir har muligvis været en del af et netværk, der ligner nutidens jægere og samlere, som f.eks. Australiens aboriginere og visse historiske samfund af indfødte amerikanere. Ligesom deres forfædre i øvre palæolitikum lever disse mennesker i forholdsvis små grupper på omkring 25 mennesker, men de er også mindre direkte forbundet til et større samfund på måske 200 mennesker, inden for hvilket der er regler for, hvordan individer kan danne partnerskaber.

- De fleste primatsamfund, som ikke består af mennesker, er organiseret omkring slægtninge af samme køn, hvor et af kønnene bliver boende, og det anden flytter hen til andre grupper, hvorved indavl minimeres, siger professor Marta Mirazón Lahr fra Leverhulme Centre for Human Evolutionary Studies ved Cambridge Universitet.

- På et tidspunkt ændrede tidlige menneskelige samfund deres parringssystem til et system, hvor et stort antal af de individer, der dannede små jæger-samler enheder, ikke var beslægtede. Resultaterne fra Sunghir viser, at mennesker i øvre palæolitikum kunne bruge avancerede kulturelle systemer til at opretholde meget små grupper ved at integrere dem i et bredt socialt netværk af andre grupper.

Til sammenligning tyder genomisk sekventering af en neandertaler fra Altai bjergene, som levede for omkring 50.000 år siden, på, at disse ikke undgik indavl. Dette får forskere til at tro, at en tidlig og systematisk tilgang til at forhindre indavl kan have bidraget til det anatomisk moderne menneskes succes, sammenlignet med andre homininer.

Dette bør dog tages med forbehold:

- Vi ved ikke, hvorfor neandertal-grupperne i Altai var indavlet, siger Sikora og fortsætter: Måske var de isolerede, og det var den eneste mulighed; eller måske lykkedes det dem virkelig ikke at udvikle et tilgængeligt netværk af forbindelser. Vi har brug for mere genomisk data af forskellige neandertal-befolkningsgrupper for at være sikre.


Willerslev fremhæver også, at der kan være en sammenhæng med de usædvanligt raffinerede ornamenter og kulturelle genstande, der er fundet i Sunghir. Gruppe-specifikke kulturelle udtryk kan have været brugt til at etablere distinktioner mellem grupper af tidlige mennesker, så man har haft mulighed for at identificere, hvem man kunne danne partnerskab med, og hvem man skulle undgå.

- Udsmykningerne er utrolige, og der er ikke fundet noget som helst på det niveau blandt neandertalere eller andre forhistoriske mennesker, siger Willerslev og tilføjer:

- Når man lægger alt dette sammen, åbner det for de virkelig store spørgsmål: Hvad var det, der gjorde disse mennesker til den særlige art, de var - og dermed gjorde os til dem, vi er?


Den videnskabelige artikel, Ancient genomes show social and reproductive behaviour of early Upper Paleolithic foragers, er offentliggjort i Science, der udgives 5. oktober 2017.