28. august 2014

Nyt DNA-studie afslører Arktis indvandringshistorie

FORHISTORISKE FOLKEVANDRINGER

Vi ved, der har levet mennesker i Arktis de sidste ca. 5.000 år. Arkæologiske fund viser tydeligt, at en række forskellige kulturer har været i stand til at overleve i Alaskas, Canadas og Grønlands barske natur gennem flere tusinde år. De store ubesvarede spørgsmål har i den sammenhæng været: Hvor kom menneskene fra, kom de til Arktis i flere indvandringsbølger, hvornår kom de, hvem var de beslægtet med og hvem kan kalde sig Arktis’ oprindelige folk? Et omfattende DNA-studie af nutidige og tidligere beboere i Grønland, arktisk Canada, Alaska, Aleuterne og Sibirien foretaget af et internationalt team af forskere under ledelse af Grundforskningscenter for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, giver nu svaret på flere af spørgsmålene. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

Forsker leder efter rester

Forsker leder efter rester fra forhistoriske mennesker i det nordlige Grønland. Copyright: Claus Andreasen. Krediter venligst fotografen.

Arktis var den sidste region, mennesket bosatte sig i. Det skete, da menneskene krydsede Beringstrædet fra Sibirien og vandrede ind i den nye verden. Mens området længe har været velresearchet af arkæologer, har den genetiske historie manglet. I dette studie viser forskerne, at palæoeskimoerne, der levede i Arktis fra for ca. 5.000 år siden og frem til for ca. 700 år siden, repræsenterede en selvstændig indvandringsbølge, der var uafhængig af både indianerne – der krydsede Beringstrædet langt tidligere – og inuit, der kom fra Sibirien til Arktis nogle tusinde år efter palæoeskimoerne.

- Vores genetiske studier viser, at palæoeskimoerne repræsenterede en selvstændig gruppe, som var de første mennesker i Arktis, og at de var i stand til at overleve i Arktis i mere end 4.000 år uden kontakt med omverdenen, siger Lundbeckfond-professor Eske Willerslev fra Grundforskningscenter for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, der har ledet studiet.

- Vores studie viser desuden, at palæoeskimoerne – efter med al sandsynlighed at have overlevet isoleret i Arktis’ barske klima i mere end 4.000 år – forsvandt for ca. 700 år siden ca. samtidig med at forfædrene til nutidens inuit bredte sig i Arktis, siger studiets førsteforfatter Maanasa Raghavan fra Grundforskningscenter for GeoGenetik.

Indvandringsbølger

Inuit fra Østgrønland

Inuit fra Østgrønland (1937/38) i deres traditionelle båd ”umiaq”, som blev brugt til jagt og transport. Copyright: Arktisk Institut. Krediter venligst: Jette Bang Photos/Arktisk Institut.

Arkæologisk set skelner man mellem forskellige kulturer i Arktis i perioden frem til opblomstringen af den Thule-kultur, der erstatter alle tidlige kulturer i Arktis, og som danner ophav til nutidens inuit i Alaska, Canada og Grønland. De tidlige kulturer omfatter bl.a. Saqqaq og Dorset-kulturene, hvor sidstnævnte kan opdeles i tre forskellige perioder. Alle disse udviser forskellige kulturelle træk. Samtidig har store dele af Arktis være affolket gennem flere perioder. Disse kendsgerninger har rejst spørgsmålene, om der har været flere indvandringsbølger fra Sibirien til Alaska, eller om der var indianere, der vandrede nordpå i løbet af de første 4.000 år, hvor der boede mennesker i Arktis.

- Vores studie viser, at alle palæoeskimoerne fra de forskellige kulturer genetisk set tilhører den samme gruppe mennesker. De er imidlertid ikke lige så nært beslægtet med Thule-kulturen, og vi ser intet tegn på, at der skete en assimilering mellem de to befolkningsgrupper. Vi kan også slå fast, at palæoeskimoerne ikke var efterkommere af indianerne. Der var altså, viser genetikken, tale om en selvstændig gruppe af mennesker, og vi kan på den baggrund konkludere, at der må have været mindst tre selvstændige indvandringsbølger fra Sibirien og ind i Amerika og Arktis. Først kom forfædrene til nutidens indianere, derefter kom palæoeskimoerne og til sidst kom forfædrene til nutidens inuit.

Genetik og arkæologi

Genetikken underbygger dele af arkæologien, men ikke det hele.

Det genetiske studie forkaster spekulationer om, at palæoeskimoerne repræsenterede flere forskellige folk inklusiv indianere, eller at de er direkte forfædre til nutidens inuit. Dette gælder også teorier om, at grønlænderne på østkysten eller den canadiske Sadlermuit population fra Southhampton Island ved Hudson Bay, som uddøde så sent som 1902-03, er overlevende grupper af Dorset. Genetikken viser, at disse grupper var inuit, der havde udviklet Dorset-lignende kulturtræk.  

Åbent vand foran en stor Dorset-lokalitet.

Kap Sct. Jacques på at Ile de France i Nordøstgrønland. Åbent vand foran en stor Dorset-lokalitet. Copyright: Claus Andreasen. Krediter venligst fotografen.

Studiet viser klart, at forskellighed i redskaber og levevis over tid, der ofte indenfor arkæologi tolkes som et resultat af folkevandringer, ikke nødvendigvis reflekterer dette. Palæoeskimoerne levede i mere end 4.000 år i isolation og udviklede under denne tid deres kultur til en forskellighed, der har fået nogle til at fortolke dem som forskellige folk.      

- I dette studie har vi kigget på spørgsmålet om kulturel vs. genetisk kontinuitet i et af verdens mest udfordrende miljøer, som det moderne menneske med succes har bosat sig i. Her har vi været i stand til at tegne et omfattende billede af, hvordan Arktis blev befolket. Grundlæggende ser vi to bølger af genetisk forskellige grupper, der kommer ind i det arktiske område, og som giver ophav til forskellige kulturer, siger Maanasa Raghavan.

De første indbyggere

Studiet kan ikke sige noget om, hvorfor der er et sammenfald mellem at palæoeskimoerne forsvinder og at forfædrene til inuit begynder at kolonisere Arktis. Der er dog ingen tvivl om, at inuits forfædre – der krydsede Beringstrædet for ca. 1.000 år siden og nåede til Grønland for ca. 700 år siden – var teknologisk overlegne.

I inuits egne myter finder man til gengæld historier om et folk før dem, der med al sandsynlighed var palæoeskimoerne. I myterne kaldes de Tunit eller Sivullirmiut, som betyder ”de første indbyggere”. I henhold til myterne var de giganter, som var højere og stærkere end inuit, men som let blev skræmte fra bostedet fra de indtrængende inuit.

Medforfatter William Fitzhugh fra Arctic Studies Centre ved Smithsonian Institution uddyber:

- Lige siden opdagelsen af en palæoeskimokultur i Arktis i 1925 har arkæologer været mystificeret af deres tilknytning til Thule-kulturen og de moderne inuit. I inuitkulturen var palæoeskimoerne kendt som ”Tunit”. Omkring år 1300-1400 e.Kr. blev palæoeskimokulturen hurtigt erstattet af inuit, og kun referencen til ”Tunit” og enkelte adopterede teknologier fra Dorset-kulturen levede videre. Dette nye genom-studie afgør fundamentale problemstillinger i arktisk arkæologi, som har været debatteret i næsten et århundrede. Her slår vi fast, at palæoeskimoerne og inuit var genetisk forskellige med forskellig oprindelse i det østlige Sibirien, og at palæoeskimoerne forbliv isoleret i det østlige Arktis i flere tusinde år uden tegn på sammenblanding med hverken indianere, nordboere eller andre europæere.

Læs artiklen i Science.

Kontakt

Eske Willerslev
Lundbeckfond-professor
Mobil: +45 28 75 13 09

Uffe Wilken
Kommunikationsmedarbejder
Mobil: +45 40 18 59 92