4. februar 2011

Tilfældig opdagelse løser svensk kalkrevs-paradoks

En dansk-svensk forskergruppe har ved et tilfældigt lykketræf løst et svensk kalkrevs-paradoks, der i årtier har drillet geologer. Opdagelsen blev gjort, da nogle prøver, som ved et tilfælde blev indsamlet under et stop på en konferenceekskursion i Midtsverige, blev undersøgt i laboratoriet.

Normalt forbinder vi forskning med streng systematik og lange analyser, men nye opdagelser forekommer nu og da også ved tilfældige lykketræf. Et af de bedste eksempler på tilfældige opdagelser er den britiske læge og forsker Sir Alexander Flemings opdagelse af penicillinen. Det skete i 1928, da Sir Alexander efterlod en dyrkningstallerken med stafylokokbakterier, mens han tog på ferie i to uger. Efter ferien opdagede han, at kulturen var blevet kontamineret af en svamp, som forhindrede bakterierne i at vokse. Sir Alexander havde dermed opdaget antibiotika.

Nu har en dansk-svensk forskergruppe gjort det igen. Ved et tilfældigt lykketræf har de opdaget noget helt nyt. Der er, desværre kan man sig, ikke tale om et nyt antibiotikum, men noget så jordnært som aldersbestemmelsen af et svensk kalkrev nær Siljansøen i Midtsverige.

Det svenske kalkrevs-paradoks

Det har i årtier været et paradoks, hvordan dette område i Sverige tilsyneladende fik dannet den såkaldte Bodakalk under en istid, sidst i den geologiske periode Ordovicium. Denne istid, der forekom for ca. 443 millioner år siden, var samtidigt en af hovedårsagerne til en af de største masseuddødenshændelser i Jordens historie, hvor op mod 85 % af alle arter pludselig forsvandt.

Bodakalken består af over 100 meter høje og op til en kilometer lange kalkrev, og sådanne rev kræver varmt vand for at kunne dannes. Imidlertid var Sverige på dette tidspunkt i geologisk historie ikke placeret i troperne. Dette har givet anledning til diskussionen af tidspunktet for revenes dannelse, da en placering i troperne, som det eneste, kunne forklare, hvorledes revene var dannet under en kuldeperiode. Tidligere undersøgelser af kalkens alder har primært været baseret på dårligt daterede fossiler eller tvetydige isotopanalyser, som har gjort det svært præcist at give et bud på, hvornår den blev dannet.

Ny forskning udført af Christian Mac Ørum Rasmussen og David A.T. Harper fra Statens Naturhistoriske Museum samt Jan Ove Ebbestad fra Evolutionsmuseet ved Uppsala Universitet har påvist, ved hjælp af såkaldte biostratigrafiske studier fra to svenske kalkbrud, hvor Bodakalken forefindes, at revdannelserne faktisk kan dateres til at være dannet før masseuddøenshændelsen. Således forklarer det, at der ikke har været et sammenfald i aflejringen af disse rev med den senere globale istid.

Tilfældig prøvetagning

Forskningen er et resultat af særdeles heldige omstændigheder, idet prøverne, studiet er baseret på, ved et tilfælde blev indsamlet under et stop på en konferenceekskursion. Først under de efterfølgende palæontologiske studier i laboratoriet gik det op for forskerne, at man nu meget mere præcist kunne skønne Bodakalkens alder.

Som en sidegevinst har studierne desuden medført, at der er blevet oprettet en ny slægt og to nye arter indenfor dyregruppen Brachiopoda. Disse har stor betydning for forståelsen af denne dyregruppes evolution under og efter den store uddøen for 443 millioner år siden.
Forskergruppens resultater er netop publiceret i det svenske tidsskrift GFF - Geologiska Föreningens i Stockholm Förhandlingar.

Billedtekst: Fundet af denne brachiopod, et forstenet hvirvelløst dyr, der kan minde lidt om en musling, i Bodakalken i Osmundsberget Kalkbrud, Midtsverige, angiver meget præcist alderen på Bodakalkens rev til at være dannet umiddelbart før den sen ordoviciske istid for ca. 443 millioner år siden.

 

Kontakt:

Christian Mac Ørum Rasmussen,
Post doc ved Statens Naturhistoriske Museum.

Tlf.: 35 32 23 57.
Mail: christian@snm.ku.dk