Hvor stammer ordet skål fra?
Jeg har ladet mig fortælle, at ordet skål (som når man hilser på hinanden med hævet glas), i England skol, skulle komme af ordet skalle eller hovedskal. Historien skulle være, at vikingerne skålede med deres fjenders afsavede hovedskaller. Kan det passe, spørger Carmen Naranjo-Marquez.
Skål og (hoved)skal har nok noget med hinanden at gøre, men skål har ikke udviklet sig i lige linje fra skalle, derimod har de to ord sandsynligvis fælles rødder. Udbruddet ”skål” er en kort form af udtryk som ”løft din skål”, ”din skål” eller lignende.
På engelsk kan man undertiden støde på det som ”skol” eller ”skoal”. Når man staver det med ”k” og ikke med ”c”, som man ville forvente på engelsk, skulle det vise, at det har rødder i et germansk sprog, og det vil her sige fra vikingerne, som jo har sat sig tydelige sproglige aftryk på det engelske sprog.
En skål er en kumme- eller bægerformet genstand, altså noget af form som en halvkugle. Ordet bruges for eksempel om brystholdere, hvor skålstørrelsen er afgørende, og om den skål, der står på spisebordet med æbler og bananer, og altså også om et drikkebæger. Ordet stammer nok fra det oldnordiske ”skál”, som også betegner noget bægerformet. På engelsk har man også ordet ”scale”, der betyder vægt, og som nok hentyder til gamle dages balancevægt med to skåle.
Hovedskal eller hjerneskal kommer derimod nok fra det oldnordiske ”skalli”, som betyder skaldet. Ordet kan man også finde som for eksempel muslingeskal, snegleskal og æggeskal. Nogle steder kan man læse, at det skulle betegne selve den tynde, hårde skal. Tilsvarende kunne man måske forestille sig, at skål så mere fokuserer på indholdet eller det at det kunne rumme noget. Men længere ude kan det meget vel tænkes, at de to oldnordiske ord har samme rod.
Den populære kobling mellem vikingernes barbariske skikke – hvis de da ellers var særlig udbredte – og skålhilsnen er nok et eksempel på det, man kunne kalde en folkeetymologi. Med det mener man, at forklaringen på et ords oprindelse og udvikling (dets etymologi) er fejlagtig, men at historien er gået hen og blevet en del af dagligsproget eller noget, ”som alle jo ved”.
Folkeetymologier kan dog også være sande, hvor de i stedet betegner et ords udvikling, der ikke er gået den normale vej eller som er sket ved misforståelser eller fejlhøringer. For eksempel stammer ordet væltepeter, en gammel cykel med et enormt forhjul med direkte pedaldrev og lille baghjul, fra det franske velocipede. Det franske ord betyder noget i retning af ”hurtig med fødderne”, mens det danske meget godt beskriver, hvor svære de var at cykle på. Så der er altså en ordhistorisk kobling, men betydningerne er vidt forskellige.