Hvordan opstår virus?

Der kendes flere forskellige former for virus, der kan give løbende næser og ondt i halsen. En voksen bliver måske forkølet cirka fem gange årligt, mens børn kan blive smittet dobbelt så ofte. Virus er hele tiden i omløb, der er altid nogle, der er forkølede, i perioder blot ret få personer, men en gang imellem opstår små epidemier.

Virus kan kun overleve i længere tid ved at bo i vores slimhinder. Ude i det fri, langt fra værten, går de til. Jo flere værter, der findes, og jo kortere der er imellem dem, jo bedre klarer virus sig. Det er derfor, at skolebørn er dem, der har allerflest forkølelser.

De virus, der gjorde jer forkølede, er altså kommet næsten direkte fra en anden person, og I har sikkert indåndet nogle af de virus, som han eller hun nyste ud, eller I har rørt ved noget, han heller hun selv lige har rørt ved. De har helt sikkert ikke ligget på lur i måneder i det ene hjørne i stuen, for det kan virus slet ikke (med enkelte undtagelser).

Virus lever et ret kompliceret og farefuldt liv. Virus er bittesmå, måske bare nogle milliontedele millimeter store, og de fleste af dem består bare af en lille smule arvemasse (deres gener), som ligger godt beskyttet inde i en kappe af protein. De er sådan set ikke levende (selv om jeg her bruger ordene ’liv og ’lever’), men må opsøge cellerne hos levende organismer som for eksempel celler i jeres næser og halse.

Inde i cellerne overtager de hele det smarte maskineri, som cellen normalt bruger til at reparere sig selv og lave nye celler med, og i stedet bliver cellen sat til at lave masser af nye virus. Uden værtens celler er virus altså prisgivet, så for mange af dem handler det om hurtigst muligt at komme fra den ene celle og til den anden og ikke svæve ensomme rundt i alt for lang tid.

På landjorden vil mange virus sprede sig gennem luften, ofte i dråber, det gælder fx de millioner af forkølelsesvirus vi slipper fri, når vi nyser. Virus er ganske små og kan sikkert holde sig svævende i lang tid, men på et eller andet tidspunkt vil de virus, der ikke finder nye celler at angribe, ende på jorden, gulvet eller hvor de nu lander, og her vil de med tiden gå til. Deres proteiner kan gå i stykker, eller deres arvemasse gå itu, det sker især let, hvis de bliver ramt af ultraviolet lys fra Solen. Nogle virus kan også overføres direkte fra person til person ved berøring, eller når man kysser hinanden.

Virus kan også gemme sig i de celler, hvor de er blevet lavet, og vente på det rette tidspunkt at bryde ud og finde nye ofre. Herpes-virus gemmer sin arvemasse inde i en nervecelles dna. Der er altså ikke virus inde i cellen, men alle de genetiske koder, der skal til for at lave dem, og med mellemrum vil cellen blive sat til at lave tusinder af nye virus, som så kan bryde frem som fx forkølelsessår.

Nogle få virus kan gemme sig i lang tid uden for værtens celler. Hanta-virus smitter normalt mus og andre gnavere. Det sker dog, at hanta-virus angriber mennesker, hvor det kan medføre meget svær sygdom. Det sker sandsynligvis, når man gør rent i krogene derhjemme eller i hytter, som har stået tomme et stykke tid. Her kan virus ligge sammen med afføring og støv i gamle musereder, og når støvet hvirvles op, kan man få virus ned i lungerne.

Andre virus igen benytter sig af levende organismer som en slags taxier. Denguefeber skyldes for eksempel virus, der overføres fra menneske til menneske af blodsugende myg.

I havet er forholdene mere udholdelige for virus, de er blandt andet bedre beskyttet mod ultraviolet lys. I en teskefuld havvand er der typisk flere hundrede millioner virus. Langt de fleste er såkaldte bakteriofager, der – som navnet antyder – angriber bakterier, og de kan sikkert svæve rundt i vandmasserne længe under jagten på den rette vært, de behøver ikke være bange for at drysse ned og ende som støv.