Hvorfor får nogle haveroser mange flere blade end andre?
Vi har i de seneste år undret os over de ændringer, der sker på nogle af vores roser (rugosa-roser?). De enkelte roser har gennem en meget lang årrække stået sammen på et lille område foran vores sommerhus, hvor vi dels har klippet, dels har trukket nye skud op med rodskuddet for at holde dem væk fra det øvrige areal. Bedet er oprindelig sat med nogle få skud med rod, som vi trak op ved stranden, hvor de stod ved en skræntfod. Som det kan ses på de to fotos, er der nu en blanding af blomster med det "normale" antal kronblade (5-6) og blomster med omkring 50 blade. Hvad kan årsagen til denne udvikling være, spørger Maria og Erik Høiler.
Det ser ud til, at der er tale om rynket rose med det videnskabelige navne Rosa rugosa, ganske som I selv er inde på. Den kan bl.a. kendes på de rynkede blade, der er skinnende mørkegrønne på oversiden. Som I nok har bemærket, kan den være svær at holde nede, og rynket rose er da også en af de såkaldt invasive arter – den stammer oprindelig fra det østlige Asien – der er ved at sprede sig lige lovlig hurtigt i den danske natur. Men den er køn at se på, og så har dens hyben et kolossalt højt indhold af C-vitamin og kan bruges til saft og syltetøj. Hvis man ellers kan komme til for de utallige torne på stænglerne.
Rynket rose har ligesom næsten alle vilde roser fem kronblade (seks må være en sjældenhed), men undertiden dannes der blomster med mange kronblade, det man kalder fyldte blomster. Man kender til fænomenet fra andre arter af vildroser, og det er også udbredt blandt andre planter som fx nelliker, pæoner, kamelia og petunia. De fleste af de roser, man dyrker i haver, har fyldte blomster, som man har fremavlet for deres skønhed, men de nedstammer alle fra roser med bare fem kronblade i hver blomst.
Blomsterdannelsen reguleres af gener i arvemassens dna. En gang i mellem opstår der en mutation, som ændrer på genernes funktion, og hvis det sker bestemte steder i arvemassen, kan resultatet blive fyldte blomster. Måske bar en af de små roser, I hentede ved foden af skrænten, allerede på en ”fyldt blomst”-mutation, måske er den først opstået i bedet ved sommerhuset. Den enkelte plante kan endda både have de normale fem-tallige blomster og fyldte blomster, hvis mutationen er sket under plantens vækst. Så vil de normale blomster sidde på de ældre dele af rosen, mens de nyere grene bærer fyldte blomster.
En normal, vild rosenblomst har ud over de fem kronblade en mængde støvblade, hvor der dannes pollen, og i midten talrige grifler, hvis funktion det er at lede pollen til frøanlæggene. På billedet af jeres normale blomst kan man fx tydeligt se de mange gullige støvblade (eller støvdragere). Hvis der opstår en mutation det rigtige sted i dna, omdannes nogle af støvbladene til kronblade, som altså sidder inden for de normale fem kronblade. Det er derfor, man kalder det fyldte blomster. Samtidig dannes der færre støvblade, hvilket man let kan se, hvis man kigger ned i blomsten.
I det ovenstående har jeg blot skrevet mutation, men man skal ikke forstå det på den måde, at der skal ske en helt bestemt ændring af arvemassen, før der kan dannes fyldte blomster. Forskerne har kortlagt blomsternes dannelse og kender de genetiske mekanismer ret godt, og det viser sig, at et bredt udvalg af mutationer af mange forskellige slags alle kan føre til, at generne ændrer deres samspil på måder, der ender med, at planten får fyldte blomster. Det er derfor, man ofte ser fyldte blomster hos så mange forskellige planter. Hvis der skulle en helt bestemt form for mutation til, ville det være et langt mere sjældent fænomen. Der er simpelthen mange veje, der fører til dannelsen af fyldte blomster.
Endelig er der dog også den mulighed, at de fyldte blomster sidder på planter, der er vokset frem fra frø, der er faldet til jorden fra de planter, I har hentet ved skrænten. Rynket rose danner let hybrider med andre arter og sorter af roser, og måske har en humlebi en gang ført pollen fra en haverose med fyldte blomster fra et sted i nabolaget til jeres bed. Her kan de nye planter have videregivet mutationen i flere generationer af spirende planter.
De mange tusind former for haveroser – nogle taler om op mod 35.000 sorter – er fremavlet ved krydsninger på (om jeg så må sige) kryds og tværs. Man har også krydset rynket rose ind, dels fordi den er særlig modstandsdygtig mod visse plantesygdomme, dels fordi den kan tåle en del salt i jorden og i luften. Men det er nok sket ret sent under avlsarbejdet, da haveroserne allerede havde fået deres fyldte blomster.