Hvordan opstod Bornholm?
Jeg er blevet præsenteret for følgende geologiske påstand: ”Bornholms opståen er en dramatisk og enestående historie. For 1,7 mia. år siden var den en del af en bjergkæde på en position syd for Falklandsøerne på den sydlige halvkugle, det var også der den blev til den horst, den er i dag, men efter det er øen ”vandret” via bl.a. Saharaørkenen til dens nuværende placering i Østersøen”. Mit spørgsmål er, hvor kan en så fantasifuld teori stamme fra, spørger Franck Johnsen.
Jeg kan godt se, at det lyder temmelig vildt, især den med at solskinsøen pløjende sig vej gennem Sahara, men det er – hvis vi ser bort fra nogle sproglig formuleringer, som vi skal komme ind på til sidst – ret tæt på den historie, som geologerne har afdækket gennem de sidste mange årtiers forskning. Og det bygger alt sammen på en af de største erkendelser i geologiens historie.
I dag ved vi, at landmasser over hele kloden har bevæget sig omkring i en indviklet ballet gennem milliarder af år. Nogle gange er enorme superkontinenter splittet op i mindre stykker, andre gange er de braget sammen, som fx da det Indiske Kontinent drønede ind i Asien og skubbede Himalaya-bjergkæden op. Globussen, som den ser ud i dag, er bare et snapshot af fordelingen af landmasserne i nutiden, og om nogle millioner år vil det hele se meget anderledes ud.
Allerede i 1800-tallet begyndte man at undre sig over, hvor godt nogle af kontinenterne passede sammen som brikkerne i et puslespil. Sydamerikas østkyst passer fx fint ind i Vestafrikas vestkyst, som om de to kontinenter engang har ligget i ske. Desuden fandt man gamle fossiler af de samme dyr og planter på begge sider af Atlanterhavet, hvilket kunne tyde på, at de engang for længe siden har hængt sammen.
I begyndelsen af 1900-tallet udviklede den tyske meteorolog Alfred Wegener så teorien om kontinentaldrift, som siger, at kontinenterne vitterlig har drevet omkring på kloden. Teorien blev først accepteret med nyere undersøgelser langt op i århundredet, især da man opdagede, at Atlanterhavet stille og roligt bliver bredere og bredere, mens der dannes nye klipper ved den undersøiske Midtatlantiske Bjergkæde. I dag er teorien i sin moderne udgave – pladetektonikken – en grundsten i geologien: Kloden er opdelt i en række plader, der glider omkring oven på en varm og mere eller mindre flydende undergrund.
Man kan endda nogenlunde regne ud, hvor kontinenterne har ligget på forskellige tidspunkter i fortiden. Mange klipper indeholder magnetiske mineraler. Under klippens dannelse har de lagt sig i forhold til klodens magnetfelt. Ved de magnetiske poler står magnetfeltet lodret ned i jordoverfladen, ved ækvator ligger det parallelt med jordoverfladen, og på de mellemliggende breddegrader peger det skråt ned i jorden – jo tættere på polerne, jo stejlere vinkel. På den måde kan man afgøre nogenlunde hvilken breddegrad, kontinentet har ligget på, da klipperne blev dannet (og alderen på klipperne kan man så beregne ud fra fx målinger af radioaktivt henfald af grundstoffer).
Og så til det sproglige. Det siger sig selv, at Bornholm ikke har ligget syd for Falklandsøerne og siden er gledet tværs gennem verdens største ørken. Sådan som Bornholm ser ud i dag er resultatet af en lang historie om klipper der opbygges og nedbrydes, og som fortsætter den dag i dag. Men det grundfjeld, som hedder Baltica, og som både Bornholm og resten af Danmark samt Norge, Sverige, Finland og dele af Rusland i dag hviler på, har en gang befundet sig langt mod syd på den anden halvkugle og har virkelig bevæget sig frem og tilbage mod nord og syd – og har virkelig under sin rejse passeret tæt forbi det sted, hvor Sahara ligger i dag.
Da Baltica lå på den sydlige halvkugle, var der naturligvis ikke noget, der hed Falklandsøerne (de var ikke dannet endnu, og det var desuden længe før mennesket kom til og gav steder navne). Sahara lå heller ikke i vejen, da turen gik nordpå, da ørkenens grundfjeld ikke lå der endnu. Det blev i øvrigt først dannet for nogle få millioner år siden, og da lå Baltica allerede nær dets nutidige position. Skal man fortælle historien om Balticas vandringer, er det bare lettere at bruge nutidige stednavne fra globussen, selv om det ville være mere korrekt at sige, at Baltica engang har ligget, ”omtrent hvor Falklandsøerne/Sahara ligger i dag”.
Men selv det ved man ikke helt præcis. Som sagt kan man godt afgøre, hvilke breddegrader kontinentet har ligget på under sin vandring, men ikke særlig præcis hvilken længdegrad, så en nøjagtig position er ikke sådan at finde. Jeg kan anbefale at finde hjemmesiden geocenter.dk og hente bladet Geoviden, nummer 2 fra 2010, hvor man kan læse mere om den besynderlige rejse, vores undergrund har været ude på.