Hvorfor er der et rundt hul i en fiskegaffel?

Det var da et kort og præcist spørgsmål, men svaret er langt. Det har nemlig ført mig ud på en temmelig omfattende tur rundt på nettet og i diverse bøger og artikler. Jeg måtte fx lige finde ud af, hvordan en fiskegaffel overhovedet ser ud, da jeg vist ikke selv er den lykkelige ejer af sådan en, og undervejs har jeg lært, at det langt fra er alle fiskegafler, der har huller. Jeg har også lært, at historien om fiskegaflen og dens slægtninge er både rig og indviklet.

Før vi kommer til hullerne i fiskegaflen, skal vi lige kigge på mangfoldigheden af gafler. Det viste sig under mine studier, at der er en langt større rigdom af gafler, end jeg havde drømt om. På Wikipedia listes der fx 37 gafler op, hver til sit formål. Jeg anede fx ikke, at der fandtes en særlig gaffel til indtagelse af skildpaddesuppe. Den ligner lidt en mellemting mellem en ske og en gaffel og har ganske korte tænder. Den er senere blevet videreudviklet til den såkaldte spork (sammensat af spoon og fork, dvs. ’ske’ og ’gaffel’).

Der er sandelig også specialgafler til østers, hummer, salat og koldt, afskåret kød og selvfølgelig store gafler til udskæring af stege og lange til fondue. Kataloger med bestik fra omkring 1900-tallet vidner om en veritabel gaffel-mani, hvor man kunne bruge sine penge på mango-gafler, hvorimod mindre bær krævede atter en specialgaffel. Jeg fandt endda en gaffel til brug med østers-cocktails, hvad det så end er.

Gaffel-manien begyndte for alvor sidst i 1800-tallet, hvor kendskabet til korrekt brug af det rette bestik blev et kendemærke for det bedre borgerskab. Det blev til sidst så indviklet, at der blev udgivet vejledninger i brug af det stadig mere omfattende arsenal af bestik, henvendt til fx japanske forretningsfolk på besøg i Europa.

Men tilbage til dit spørgsmål. Som nævnt er det langt fra alle fiskegafler, der har runde huller. Men når de har, sidder det typisk i det midterste mellemrum mellem de – oftest – fire tænder. Det midterste mellemrum er som regel forlænget i forhold til mellemrummet mellem de ydre tandpar, og nogle fiskegafler har bare et forlænget midterste mellemrum uden et rundt hul.

Men tæller jeg op, hvad jeg finder på ved en billedsøgning på nettet, må jeg sige, at de fleste fiskegafler mangler både forlængede mellemrum og huller. Mange har i stedet særligt brede tænder, hos nogle er bare den venstre tand særligt bred, og mange af dem har relativt brede hoveder i forhold til en normal spisegaffel, som de er flest i de danske køkkenskuffer.

Den relativt brede udformning af hovedet kan sikkert skyldes, at man før i tiden mange steder spiste fisk udelukkende med gaffel, som man så holdt i højre hånd. Med en bred gaffel med en eller flere brede tænder kan man bedre løfte fiskekødet af benene uden brug af en kniv. Senere kom der – selvfølgelig, fristes man til at sige – en særlig fiskekniv på markedet, men det er en anden historie.

Historien om hullet er mere uklar. Nogle steder kan man læse, at dets funktion var at lade væske fra fiskeanretningen løbe fra. Traditionelt laves fiskeretter med syrlige sovse, som let kan overdøve den fine smag af fiskekødet. Det forlængede midterste mellemrum mellem tænderne kan have samme funktion.

Mange fiskegafler (og fiskeknive) har indhak på ydersiden. Dem kan man måske bruge til at løfte små fiskeben op med, og jeg kunne forestille mig, at hullet midt i en gaffel kunne bruges på samme måde med lidt øvelse. Men som sagt, der hersker nogen tvivl om hullets oprindelige funktion.

Med tiden har fiskegaflen som sagt udviklet sig i mange retninger, og nogle er ikke til at skelne fra almindelige gafler. Det kan måske skyldes, at en del af dens oprindelige funktion blev overtaget af den senere fiskekniv. Variationen af fiskegaflers design var i begyndelsen af 1900-tallet allerede så omfattende, at det kunne være svært at gætte, hvilken af de mange udgaver, der var beregnet til fisk. Én mands fiskegaffel kan meget vel ligne en anden mands salatgaffel, fx. Overlappende mellem typerne var – og er, skulle jeg hilse at sige – enormt.