23. januar 2015

Navnet ”fårekylling”

Natur og kultur

Hvorfor hedder det en fårekylling? Jeg er svensk, og en af mine kolleger griner af mig, når jeg bruger det svenske navn, syrsa. Spørger Kiki fra ØSterbro

Fårekyllinger, slægtninge til græshopperne, kender vi i nutiden kun fra vores huse, hvor man kan støde på husfårekyllingen, som oprindelig kommer sydfra, men som er ved at være sjælden. Tidligere havde vi også markfårekyllinger på Bornholm, men de er nu forsvundet fra naturen. Den sydeuropæiske art sort markfårekylling sælges som dyrefoder, og det er nok sangen fra undslupne eksemplarer af denne art, de fleste har hørt herhjemme.

Sangen er høj, glasklingende, enerverende og svær at lokalisere. Og det er sangen, som frembringes med vingerne, der har givet dem det danske navn. Endelsen -kylling hentyder til ligheden med en høj piben som fra en lille kylling.

Forreste del af navnet hentyder derimod ikke til pattedyret får, men til fare (oldnordisk fár). Det er slående, som man verden over har forbundet de lokale arter af fårekyllinger med ulykker, dødsfald og andre uheldige omstændigheder, fra Brasilien til Afrika og altså også i Norden (af en eller anden grund har de et helt andet positivt rygte i Kina, hvor man holder dem som kæledyr).

Og nu skal din kollega ikke komme for godt i gang, for det også sangen, der har givet dem det svenske navn, syrsa. Det er simpelthen en efterligning af lyden (med andre ord et onomatopoietikon): sir-sir-sir-sir. Hvilket jeg egentlig synes er et passende og dækkende valg.

Emner