19. december 2014

Rødhalsens sang

Bestemmelse

Vi bor på Østerbro meget tæt på Østerport Station, hvor der kører mange tog. Fredag nat (sidst i november, red.) kl 01.00 hørte vi pludselig en masse fuglekvidder ude i vores gård/have - til vores store overraskelse. Hvilken fugl kan det være, der dels synger om natten, dels er så uforstyrret af larm og tog? Kan det være en rødhals, og er det normalt? Spørger Kristine Haarup Borella fra Østerbro.

Du sendte en lille video med lyd sammen med din mail, og du har helt ret, det er en rødhals, der giver den gas i den kulsorte nat. Og det er lige præcis en af de fuglearter, der kan finde på at synge midt om natten og endda om vinteren.

Jeg forstår godt din overraskelse, men faktisk kan man i byen glæde sig til at høre endnu mere rødhalsens sjove rislende sang med dens pludselige spring mellem høje og lave toner. Noget kunne nemlig tyde på, at den har lært sig nogle tricks, så den bliver bedre hørt blandt høje huse og larmende trafik. Også andre arter kæmper for ørenlyd i byer og nær trafikerede veje, og det har ført til helt nye sangmønstre hos visse fugle og sågar padder.

Rødhals (Erithacus rubecula). Foto af Marek Szczepanek, distribueret via en CC BY-SA 3.0 licens.

Rødhals er en af de arter af sangfugle, hvor begge køn synger (man troede, at det var sjældent blandt sangfuglene, men helt nye studier tyder på, at begge køn kan synge hos fx næsten halvdelen af de europæiske arter). I foråret bruger hannerne sangen til at tiltrække hunner, men begge køn bruger sangen til at afmærke territorier året rundt.

Når en rødhals, en hun fx, synger i haven, er det altså for at fortælle andre rødhalse, at området er optaget, og at den vil forsvare sig mod eventuelle madrøvere. Om vinteren er kampen for at finde nok at æde allerhårdest, og derfor hører man tit rødhalse, selv i frostvejr.

En gruppe forskere lyttede gennem foråret og sommeren 2005 og 2006 efter rødhalse i byen Sheffield i det nordlige England. De var ude både ved højlys dag og om natten, og samtidig optog de alle de omgivende lyde, bl.a. fra trafik, og målte lysintensiteten. Det viste sig, at jo mere larm, der var, jo oftere sang fuglene om natten. En af fuglene hørte forskerne endda udelukkende om natten.

Nogle mener, at det kan skyldes det kunstige lys fra fx gadelamper, som snyder fuglene til at synge om natten, men forskerne fra Sheffield kunne vise, at deres sangmønster passede langt bedre med, hvor meget larm der var om dagen, end med hvor lyst der var i gaderne om natten. Og grunden kunne meget vel være den, at man simpelthen nemmere blev hørt af alle sine konkurrenter, hvis man synger, når der er mest stille.

Man har fundet det samme mønster hos bogfinker, musvitter og blåmejser, der skubber sangen hen mod de stille og mørke timer. Og man har desuden vist, at Leipzigs solsorte begynder at synge op til fem timer tidligere end deres artsfæller, hvis de lever i områder med stærk trafik. De må tidligt op for ikke at drukne i trafikstøj.

Nogle fugle lader sig ikke kue af lidt motorstøj, men tager kampen op. De ændrer på sangen, så den skærer bedre gennem den omgivende støj. Nattergale i Berlin og omegn skruer simpelthen op for styrken, hvis de skal konkurrere med bilmotorer. I stille dele af byen, hvor den omgivende støj målte cirka 40 dB, sang nattergalene typisk med en lydstyrke på cirka 75 dB. Men i larm og støj på cirka 50-70 dB kunne de synge løs med helt op til 90 dB.

Sangen kan også ændre sig på andre måder end gennem lydstyrken. Flere fuglearter synes fx at synge med lidt højere toner, hvis de lever med støj, eller de synger med et bredere udvalg af toner. På den måde skulle de være i stand til at skære gennem de typisk ret lave toner, som kendetegner fx trafikstøj. Man har set det hos musvitter, men også hos rødhalse, og solsorte kan finde på at skrue op både for lydstyrke og tonehøjde.

I Australien har den sydlige brune løvfrø også lært sig tricket, i hvert fald omkring Melbourne. Hannernes relativt dybe kvækken trænger ikke særlig godt gennem trafikstøj, og de frøer, der holder til nær veje, har derfor øget tonelejet med helt op til 123 Hz. Og det vel at mærke hos en art, hvor hunnerne foretrækker hanner med dybe kvæk, der signalerer store og stærke kroppe. Men de højere toner kommer længere omkring og ligger over den dybe omgivende støj, faktisk kan de lysere kvæk høres op mod 25 procent længere væk.

Undersøgelser fra Sheffield (gjort i samarbejde med forskere ved Biologisk Institut på Københavns Universitet) kunne dog tyde på, at musvitter i virkeligheden er lige så påvirkede af det fysiske miljø. Det ser ud til, at deres sangændringer i lige så høj grad har noget at gøre med, om der findes høje bygninger, hårde byggematerialer og sære, skæve vinkler mellem husene. Nogle af de mønstre, man fandt i støjende omgivelser, fandt man også i stille, når bebyggelsen havde en særlig karakter. Fuglene tager altså bestik af situationen og vælger den sang, der bærer længst. Så du har nok ret i, at man kan vente sig nogle overraskelser, når man lytter efter fugle i byerne.

Emner