Hvad skal vi med et naturhistorisk museum?

Af Peter C. Kjærgaard
Professor og museumsdirektør,
Statens Naturhistoriske Museum

- Skynd dig, far. Det er lige herovre. Kom nu!

Jeg ved ikke hvor mange gange, vi har set den. Uanset hvor hurtige eller hvor langsomme vi var, så skulle den nok blive på sin plads. Men børnenes utålmodighed vandt naturligvis altid. Vi småløb hen til montren. Og der var den så, hvor den har været ved alle vores tidligere besøg på det geologiske museum i Cambridge:

- Adr! Wauw! Hvor er den sej! Tænk hvis vi havde sådan en i huset!

Jublen og rædslen blandede sig, hver eneste gang vi så den, i en kriblende fryd over synet: Verdens største edderkop.

Edderkoppen var et fast ritual

Edderkoppen er et fossil. En kæmpestor forstening. Den er naturligvis ikke levende. Men det kunne den ligeså godt have været.

Lige ved siden af fossilet står der en rekonstruktion af, hvordan den har set ud for flere hundrede millioner af år siden, da den var et af fortidens glubske rovdyr. Med lange, behårede ben, sorte øjne og en krop som en rugbybold.

I børnenes fantasi vågnede Jordens fortid. Men uden edderkoppen og uden museet gik den ikke.

Det var et fast ritual. Hver eneste gang vi besøgte museet. Nogle gange skulle vi bare lige ind og kigge, når vi kom forbi. Men der var altid et eller andet mere, der fangede opmærksomheden og forvandlede minutter til halve timer.

Vi planlagde sjældent vores besøg. Nogle gange var vi der i lang tid. Andre gange var det en hurtig smuttur, hvor vi kiggede vi på dinosaurer og meteorer. Det var nemt. Jeg arbejdede lige om hjørnet.

Edderkop viste sig at være havskorpion

Et fantastisk eventyr blev endnu større, da vi en dag var på museet igen.

Victoria, min dengang 11-årige datter, var blevet i tvivl, om det faktisk var et ægte fossil eller muligvis en afstøbning. Hun spurgte en af de ansatte – og fik sig noget af en overraskelse.

Den store edderkop viste sig at være en afstøbning. Men Victoria var ved at falde bagover, da det velkendte fossil slet ikke var, hvad vi troede. Edderkoppen var i virkeligheden en kæmpestor havskorpion.

Lamslået og lettere vantro blev hun overbevist af det levende og improviserede foredrag med fagter, tegninger og et mylder af videnskabelige detaljer, der åbnede fortidens døre og tryllebandt hende i tankerne om en gigantisk skorpion, der levede i havet for mange millioner af år siden, og som om muligt var endnu mere utrolig end den kæmpeedderkop, hun ellers kendte så godt.

Det var en stor oplevelse. For os alle sammen.

Som far var jeg vidne til et af de intense øjeblikke i tilværelsen, hvor et barns verden med et slag bliver større, hvor horisonten udvider sig på sekunder, og erkendelsesrummet bliver næsten svimlende stort.

For min datter var det erkendelsen af, at ikke alene udvikler livet sig. Det gør vores viden også.

Begejstring er det vigtigste vi har

Oplevelsen åbnede en verden af muligheder. Dette museum med alle de fossiler, klippestykker og meteorer, al den viden og de dygtige folk var ikke længere bare en fantastisk liste over alle mulige og endegyldige svar. Det var en åbning og en inspiration. Det var erkendelsen af, at der er mere at vide, erkendelsen af, at man selv kan bidrage til forståelsen af naturen.

Måske kunne hun oven i købet selv udgrave et vigtigt fossil engang, lød det i Victorias begejstrede talestrøm på vej ud i den kølige aftenluft.

Den begejstring er noget af det vigtigste, vi har. Det er den, der får vores børn til selv at gribe ud efter bøgerne, til at spørge og altid ville vide mere. Det er den, der får dem til at gå den ekstra mil, der kommer til at gøre en forskel.

Det er den begejstring, vi skal gøre alt, vi kan, for at gøde og nære hos vores børn. For det er den begejstring, vi kommer til at leve af i fremtiden.

Uden den skal vi trække de unge til truget og tvinge dem til at spise. Vi skal kæmpe for at overbevise dem om vigtigheden af at lære nyt og lære mere. Og det er noget af det sværeste, der findes. Det ved enhver underviser – og enhver forælder.

På museerne har vi nogle af de bedste muligheder for at stimulere børnenes begejstring. Og der skal såmænd ikke så meget til, for at de selv finder eventyret, spændingen og dramaet, der sætter fantasien i gang og gør, at legen fortsætter hele vejen hjem og gennem alle husets rum indtil sengetid.

Nyt supermuseum er drømmejob

Vi flyttede videre fra England til USA og tilbage til Danmark. Men den naturhistoriske begejstring har vi taget med os.

Jeg har oplevet den som far og som forsker. Jeg har set, hvilken forskel den kan gøre hos børn, studerende, museumsbesøgende og alle, der får lov til, under de rigtige omstændigheder, at se og mærke naturens storhed – i det uendeligt små og det uendeligt store, i det nære og i det fjerne, i det forståelige og det ubegribelige.

Og jeg har taget den med mig i mit arbejde som museumsdirektør som en konstant påmindelse om vigtigheden af at gøre en forskel.

Den 1. juni 2015 kom jeg til Statens Naturhistoriske Museum for at stå i spidsen for det mest ambitiøse danske museumsprojekt i det 21. århundrede: et nyt naturhistorisk supermuseum midt i Botanisk Have i København.

Med dugfrisk erfaring fra Moesgaard Museum i Aarhus, hvor vi med den nu allerede verdensberømte evolutionstrappe kombinerede menneskets natur- og kulturhistorie med overvældende succes, var Statens Naturhistoriske Museum et drømmejob.

Vi har haft travlt siden da. Museet er ved at tage form, og vi får, hvad vi alle har drømt om: den ultimative kombination af forskning, formidling, samling og undervisning på et niveau, hvor vi kan måle os med de bedste i verden.

Det har vi fortjent.

Ligesom vi har nationale museer for kunsten og kulturen, der kan måle sig med verdenseliten, skal vi naturligvis også have et museum for naturen, der er med helt i toppen.

Interessen og besøgstallene stiger

Vi er der allerede på forskningsfronten. Som en del af Københavns Universitet med hele tre danske grundforskningscentre, er vi en del af den internationale forskningsfront.

Det er grunden til, at vi i dag er med i et eksklusivt selskab af nogle af de 12 mest betydningsfulde naturhistoriske museer i verden.

Til et møde i New York i direktørkredsen for nyligt diskuterede vi den globale dagsorden for naturhistoriske museer i det 21. århundrede med emner som biodiversitet, klimaforandringer, fødevarer og naturressourcer. Her spiller naturhistoriske museer en central rolle som centre for viden og debat.

Og det virker. Overalt stiger interessen og besøgstallene. Også hos os, hvor for eksempel hele efterårssæsonen i vores foredragsserie Vin & Videnskab blev udsolgt på under 20 minutter.

Nok er vi et lille land. Men vi er med i denne kreds, fordi vi har gjort noget rigtigt: Vi har satset på den mest fremragende forskning og står nu som et forbillede for andre naturhistoriske museer verden over.

Dansk samling er 400 år gammel

Fundamentet for vores nuværende succes og muligheden for at lave et samlet, naturhistorisk museum ligger i vores samlinger. Vi tager vare på vores fantastiske, nationale naturhistoriske kulturarv – og vi bruger den aktivt med de metoder og teknologier, som vi har til rådighed i dag.

Samlingen blev grundlagt af Frederik III og er en af de ældste i verden. Med mere end 400 års historie er den uerstattelig som historisk vidnesbyrd for Danmark som land og nation.

Genstandene repræsenterer en kolossal investering over mange generationer og rummer historisk vidnesbyrd om banebrydende, dansk forskning, blandt andet fra Galathea-ekspeditionerne og rejsen til det lykkelige Arabien.

Og de er basis for moderne international forskning med opdagelsen af helt nye dyregrupper, udforskningen af det allertidligste liv på Jorden og vores egen arts fantastiske og ofte overraskende historie.

Samlingerne tilhører os alle

De naturhistoriske samlinger tilhører os alle sammen.

Vi skal nok passe på dem og bruge dem til at gøre nye erkendelser. Men I skal have lov til at kigge med.

Dermed er vi tilbage ved begyndelsen: den simple begejstring over, at uanset hvor meget superkloge folk allerede ved om vores fælles natur, så er den stadig fuld af uafklarede spørgsmål.

Vi har ikke verdens største edderkop. Men vi har utroligt mange andre skatte, og hvert eneste år gør vi nye opdagelser i vores egne samlinger.

Der er så meget, vi ikke ved. Vi har brug for at give alle et kvalificeret grundlag for at forstå naturen og verden. Og vi har brug for et sted til at inspirere fremtidige generationer til at tage de næste skridt.

Vi skal have alle med i et engageret, åbent laboratorium for udforskning, forståelse og glæde over naturen.

Det får vi med Danmarks nye naturhistoriske museum. Vi er i fuld gang og ser frem til at dele det med jer allesammen.


Artiklen er tidligere blevet bragt på videnskab.dk