7. januar 2014

Fuglestudie afslører trækrute hos gådefulde gøge

Hvordan fugle finder vej på trækket er et af videnskabens store spørgsmål, og gøgen er en af de fugle, hvis træk aldrig har været kortlagt. Fuglen, der opfostres af andre fugle har ikke mulighed for at lære trækruten fra sine forældre, og hidtil har man antaget, at den finder vej ved at orientere sig efter et indre ur og kompas. Nu afslører det første trækstudie af gøgen, at den har et alt for kompliceret trækmønster til at kunne reguleres så simpelt. Forskningen, der bygger på satellitteknologi, er udført af blandt andet Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

For første gang har forskere anvendt satellitsendere til at kortlægge de 16.000 km, som gøge fra Danmark og det sydlige Sverige tilbagelægger på deres årlige rute til tropisk Afrika og tilbage igen, og det har givet helt ny indsigt i fuglenes færden.

Foto: Mikkel Willemoes

- Det er helt fantastisk, at vi nu er i stand til at følge gøgen på hele dens lange træk. Fra at vide nærmest intet om, hvor gøgene bliver af om vinteren, kender vi nu hele ruten, og den har overrasket os på mange områder. Det har vist sig, at gøge følger en utrolig kompleks trækrute fra Skandinavien til Afrika – faktisk må det være et af de mest komplekse træk vi kender. F.eks. udnytter fuglene hele fire forskellige rasteområder i Afrika, i stedet for blot at flyve direkte til og fra deres slutdestination i DR Congo og Angola. Det overraskende er, at de individuelle fugle flyver næsten identiske ruter og gør hold på de samme rastepladser Det er på trods af, at de flyver hver for sig og aldrig har lært ruten fra deres forældre. Det tyder på, at fuglene nedarver langt mere information om ruten, end man før har antaget, forklarer post doc. Mikkel Willemoes fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, som er støttet af Danmarks Grundforskningsfond.

Stærk genetisk kodning

Den nye forskning sætter spørgsmålstegn ved den nuværende videnskabelige teori om, at gøgene finder vej ved hjælp af vektornavigation, en simpel orienteringsmetode, hvor fuglene per instinkt udpeger flyveretning og længde efter et indre ur og kompas. Ifølge denne teori, vil fuglene i løbet af trækket spredes længere og længere fra hinanden på grund af små forskelle i deres nedarvede trækmønstre.

Kort over gøgens imponerende træk. De farvede linjer viser trækruterne for de danske og svenske gøge der blev fulgt med satellitsendere fra 2010 til 2011. Pilene illustrerer retningen fuglene fulgte rundt i det komplicerede cirkeltræk. De grå områder er vigtige rasteområder for fuglene og i boksene står hvor langt tid de tilbringer hvert sted. I alt besøger gøgen syv forskellige rasteområder og tilbagelægger mere end 16000 km på de godt ti måneder den er væk fra Danmark.

Forskerne sammenlignede gøgenes virkelige trækrute med simuleringer af trækket baseret på vektornavigation, og resultaterne stemte ikke overens. Heller ikke når forskerne tog højde for, at fuglene retter deres flyveruter til efter store barrierer i landskabet, så som hav og bjerge, kunne simuleringerne leve op til de virkelige trækruter.

- Hvis fuglene udelukkende havde fløjet efter vektornavigation, ville de individuelle ruter have afveget langt mere fra hinanden. Det er ikke det, vi ser i virkeligheden. I stedet ser det ud til, at fuglene navigerer efter specifikke steder langs ruten, og det er en hidtil ukendt detaljeringsgrad af nedarvet information. Det svarer til at, vi fødes med en drift til at tage til Nordsjælland, hoppe i vandet midt om natten, svømme af sted i en bestemt retning uden at kunne se land, og så på trods af stærke vinde og havstrømme være i stand til at ramme lige præcis Anholt. Vel at mærke uden nogen har fortalt os, at det var det vi skulle, hvordan vi skulle finde vej eller vist os et kort, fortæller Willemoes.

Gøgen omgærdet med mystik

Gøgen er en særlig god fugl at studere, fordi den lægger sine æg i andre fugles reder, som snydes til at opfostre ungerne som sine egne. Når gøgen forlader reden og trækker sydpå, er den derfor helt alene uden mulighed for at lære trækruten at kende gennem sine forældre. Det er dog først nu blevet muligt, at udvikle satellitsendere, der er små nok til at sidde på gøgene og således afsløre trækruterne i detaljer.

- Gøge har altid være omgærdet med mystik, fordi man har vidst så lidt om deres trækrute. Faktisk sagde man engang om gøge, at de forvandlede sig til spurvehøge om efteråret, fordi de pludselig forsvandt sporløst fra Europa, fortæller Willemoes.

Nedarvet trækrute gør gøgen sårbar

- En stærk genetisk kodning af trækruten er umiddelbart en fordel for gøgen, fordi den får lettere ved at finde vej til sit vinteropholdssted i Afrika, men det er kun sandt så længe landskabet er det samme. Hvis fx rastepladserne på ruten forsvinder eller ændrer sig på grund af forandringer i landskabet, kan det få dramatisk betydning for fuglene, fordi størstedelen af populationen vil blive påvirket, afrunder medforfatter Kasper Thorup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Statens Naturhistoriske Museum.

Studiet er publiceret i tidsskriftet PLOS ONE og blev udført i samarbejde med Lunds Universitet i Sverige og Max Planck Institute for Ornithology i Tyskland.

Link til artikel: http://dx.plos.org/10.1371/journal.pone.0083515

 

Kontakt:

Mikkel Willemoes, post doc ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet
Mobil: 28705943
Email: MWKristensen@snm.ku.dk

Elisabeth Wulffeld, kommunikationsmedarbejder ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet
Mobil: 21179140
Email: elisabethw@snm.ku.dk