Fortidigt sibirisk genom afslører de amerikanske indianeres genetiske oprindelse
Genomet fra et 24.000 år gammelt sibirisk menneske har lagt en afgørende brik i puslespillet om udforskningen af de indfødte amerikanske indianeres oprindelse. Dette fortidsmenneske har genetiske træk, som er delt af både nutidige europæere og nutidige indianere. Denne overraskende opdagelse har store konsekvenser for vores forståelse af, hvordan og hvorfra fortidens oprindelige ur-indianere kom fra.
Opdagelsen afslører også, hvordan det genetiske landskab i Centralasien må have set ud for 24.000 år siden. Gennembruddet i forskningen rapporteres i denne uges videnskabelige tidsskrift Nature af et internationalt forskerhold, ledet af Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum (Københavns Universitet).
Begravelsen af drengen MA-1 gentegnet fra Gerasimov (1935) med fotos af pladen og svanen fra gravstedet og en repræsentativ Venus-figur fra udgravningen. (Kredit: Kelly E. Graf).
Eftersøgningen af de amerikanske indianeres forfædre har været fokuseret på Centralasien. I 2009 besøgte forskere Eremitagemuseet i St. Petersborg, hvor de udtog prøver fra skelettet af et drengebarn (MA-1), fundet på en palæolitisk lokalitet i Mal’ta i det sydlige Centralsibirien.
Skelettet er dateret til ca. 24.000 år før nu. Forskerne beskriver i artiklen i Nature deres resultater fra undersøgelsen af barnets genom – resultater som afslører oprindelsen af de første amerikanere: Forfædrene til nutidens amerikanske indianere.
MA-1 repræsenterer det ældste anatomisk moderne menneske-genom, der er sekventeret indtil nu, og det har givet os et unikt vindue til det genetiske landskab, som det så ud i Sibirien for 24.000 år siden, siger ph.d. Maanasa Raghavan fra Center for GeoGenetik, én af hovedforfatterne på artiklen. Maanasa Raghavan fortsætter: Interessant nok så viser MA-1 lille til intet tilhørsforhold til de moderne befolkninger fra det område, hvor han kom fra – nemlig det sydlige Sibirien.
Både mitokondrie- og kernegenomet fra MA-1 indikerer, at drengen var beslægtet med dagens europæere. Resultaterne tegner et befolkningsbillede af Centralasien, der for 24.000 år siden så meget anderledes ud i forhold til, hvordan vi ser det nu om dage. Genomet fra MA-1 viser, at forhistoriske befolkninger, der var relateret til nutidens europæere, befandt sig i et meget større geografisk område ind i det nordøstlige Centralasien, end de gør i dag.
Baikal-søen i det sydlige Centralsibirien hvor Mal’ta ligger. MA-1’s genom afslører, at en Øvre Palæolitisk befolkning fra dette område blandede sig med forfædrene til de nuværende østasiater. Dette gav ophav til de første amerikaneres gener. (Kredit: Niobe Thompson).
De amerikanske indianeres dobbeltforfædre
Den vigtigste opdagelse, som gemmer sig i det sibiriske MA-1 genom, er båndet til de moderne indianere. Denne slægtning til nutidens europæere viser en tæt tilknytning til moderne indianere, men overraskende nok ikke til østasiater, som ellers betragtes som værende genetisk tæt forbundet med indianerne.
Yderligere har forskerne fundet bevis for, at en genetisk kobling mellem MA-1 og de oprindelige indianere er sket ved opblanding mellem MA-1 gruppen og indianernes østasiatiske forfædre, og at ca. 30% af de amerikanske indianeres arvemasse kommer fra MA-1 gruppen, mens den resterende del stammer fra østasiater.
Da der er mange årsager til, at disse genetiske signaturer ikke kan være forårsaget af forurening med moderne dna eller med dna fra postcolumbiansk opblanding (efter år 1492), konkluderer studiet, at det var to distinkte befolkninger fra Den gamle Verden, der gav ophav til ur-amerikanernes genom: Én, der relaterer sig til nutidens østasiater, og én, der relaterer sig til en sibirisk Øvre Palæolitisk befolkning, der er beslægtet med nutidens europæere.
Eske Willerslev udtager prøver fra Mal’ta skelettet i St. Petersborg sammen med Kelly Graf. (Kredit: Ted Goebel).
Resultatet kom som en komplet overraskelse for os. Hvem skulle have troet, at nutidens amerikanske indianere, som vi altid har lært kommer fra østasiatere, deler udviklingshistorie med dagens europæere? Hvad der er endnu mere spektakulært er, at dette skete ved opblanding fra en fortidig befolkning, som indtil videre kun er repræsenteret ved det 24.000 år gamle MA-1 skelet, siger projektleder og professor Eske Willerslev fra Center for GeoGenetik.
Konklusioner
- De første amerikanere, ur-indianerne, nedstammer fra mødet mellem og opblandingen af mindst to befolkninger. Den ene relaterer sig til nutidens østasiater og den anden til dagens europæere
- Disse opdagelser kan forklare tilstedeværelsen af X-mitokondrielinjen i moderne indianere
- Tilstedeværelsen af en befolkning et stykke ind i det nordøstlige Centralasien, der er relateret til europæere, giver en mere plausibel forklaring på tilstedeværelsen af ikke-østasiatiske karakteristika i de oprindelige amerikaneres kranieform end den såkaldte Solutrean hypotese. Denne hypotese foreslår en rute udgående fra Spanien til Amerika over Atlanterhavet.