Dna og proteiner gør Rembrandts elefant til ny standard – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

SNM > Nyheder > Alle nyheder > Rembrandts elefant

04. november 2013

Dna og proteiner gør Rembrandts elefant til ny standard

E. maximus. (Saulo Bambi, Universitetet i Firenze, Italien)

 

Forskerne fik sig noget af en overraskelse, da de for nylig opdagede, at arketypen på den indiske elefant i virkeligheden var en afrikansk elefant. Men hvor skulle man så opstøve den manglende arketype? Jagten førte danske biologer i samarbejde med udenlandske forskere til et museum i Firenze, og de fastslog efterfølgende med dna-analyser, at et italiensk museumsdyr er typeeksemplet på den indiske elefant.

Systematik er roden til alt godt – i hvert fald hvis man er biolog. Derfor klassificerer forskerne nyopdagede organismer lige fra arktiske bakterier til tropiske antiloper efter et system oprettet af den svenske naturforsker Carl Linnaeus tilbage i det 18. århundrede. Han puttede dyr og planter i kategorier og niveauer alt efter, hvor meget organismerne lignede hinanden. Siden Linnaeus har biologer for hver ny art beskrevet et individ af den pågældende art som typeart – eller arketype,  som biologer kan bruge  i deres klassifikation af de forskellige dyre- og plantearter.

... men hvilken elefant?

Et af de dyr, Linnaeus beskrev, var et elefantskelet og et elefantfoster i sprit, som stod i en kongelig samling i Stockholm. Begge dele blev typeeksempel på elefanter. Professor Tom Gilbert fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum fortæller:

- Linnaeus skelnede ikke mellem asiatiske og afrikanske elefanter, da han skrev sit skelsættende værk for små tre århundreder siden. Da vi undersøgte vævet fra den svenske samling for proteiner og dna, fandt vi ud af, at elefanten ikke som først antaget var asiatisk, men afrikansk – og dermed altså heller ikke kunne bruges som udgangspunkt  for en asiatisk elefant.

Rembrandts tegning af elefanten i den italienske samling.

Rembrandts tegning af elefanten i den italienske samling.

Ny metode

Dna er ikke et nyt værktøj, når det gælder om at klassificere dyr og planter. Det er brugen af proteiner til gengæld. Adjunkt Enrico Cappellini fra Center for GeoGenetik er proteinforsker siger om den nye metode, der er brugt i denne sag.

- Proteiner kan både supplere dna-analyser, men også erstatte dem, hvis ikke der er brugbart dna til stede i en prøve. Vi identificerer nogle proteiner, som vi bruger som markører til at identificere den givne art ud fra. I det konkrete tilfælde brugte vi både proteiner og dna på de svenske prøver for at stille med en stærkere sag overfor vores fagfæller.

Et tværvidenskabeligt detektivarbejde

Men hvor kunne man så opstøve typeeksemplet på de asiatiske elefanter. Enrico Cappellini fortæller:

-  Linnaeus nævner i sin beskrivelse af elefanten en John Ray. Han var en engelsk naturforsker, der rejste rundt i Europa og også besøgte Firenze små et hundrede år tidligere, hvor han beskrev et elefantskelet i byens museum. Elefanten havde i levende live været en kendt cirkuselefant, og var i øvrigt blevet tegnet af Rembrandt i 1637. Det var ved at følge John Rays beskrivelse, at vi nåede frem til Det Naturhistoriske Museum i Firenze og fik mulighed for at tage prøver til dna-analyser.

Spørgsmålet er nu, hvad det betyder for forskningen, at hvad man troede var et typeeksempel på den asiatiske elefant i virkeligheden er en afrikansk elefant. Enrico Cappellini fortsætter:

- Bagud i tid betyder det ikke noget. Men fremadrettet er det vigtigt, at vi har fået fat i den rigtige typeart, fordi den er nøglen til korrekt identifikation og navngivning af arter.

For det internationale forskerhold har det været et projekt ud over det sædvanlige, hvor museumsfolk, historikere og latinkyndige har arbejdet tæt sammen med molekylærbiologer om at rette op på en misforståelse fra den gang, hvor en elefant stadig var en elefant.

Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i dag i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Zoological Journal of the Linnean Society. Artiklen er et samarbejde mellem forskere fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum og de naturhistoriske museer i London, Stockholm, Firenze samt University of Illinois Urbana-Champaign og Proteingruppen på Novo Nordisk Foundation - Center for Protein Research.

Foto øverst: E. maximus. (Saulo Bambi, Universitetet i Firenze, Italien).