24. februar 2011

Kronik: Tankens kraft - hvis vi vil redde verden

 

Vi har kun behov for en titusindedel af den energi, vi får fra Solen. Og vi kan godt ændre vores energiforbrug, hvis naturvidenskab og humaniora spiller sammen.

Af MINIK ROSING

Professor ved Statens Naturhistoriske Museum

Kroniken blev bragt i Politiken d. 24. februar 2011

MENNESKETS hjerne står for omkring en fjerdedel af hele kroppens energiomsætning. Vores hjerne omsætter ca. 25 W eller det samme som en energisparepære. På trods af denne beherskede energiudladning opstår der af og til en lys ide i nogens hjerne et eller andet sted på Jorden. Det er afgørende for vores forståelse af Jordens dynamik og menneskets rolle i naturen, at vi forstår, i hvilket omfang vores ønsker, drifter og ideer påvirker vores Jord.

Alle levende organismer påvirker det miljø, de lever i, og sammenlagt påvirker de levende organismer Jorden langt stærkere end de indre kræfter, som kommer til udtryk i vulkanudbrud, kontinenternes drift over Jorden og dannelsen af bjergkæder og dybsøgrave. Derfor spiller de levende organismer en afgørende rolle for, hvordan vores planet fungerer, og for, hvordan den har udviklet sig gennem milliarder af år.

Alle processer omsætter energi, og derfor er energi en god fælles valuta til sammenligning af forskelligartede processers betydning.

Jordens vigtigste kilde til energi er Solen, der i gennemsnit leverer 342 watt til hver kvadratmeter af Jordens overflade. Omkring en tredjedel bliver reflekteret direkte tilbage til rummet, mens de resterende to tredjedele omdannes til varme.

En forsvindende lille del, omkring en tusindedel af Solens energitilførsel, bliver opfanget af planter og alger og brugt til at lave det organiske stof, som alt liv på Jorden afhænger af. Når de levende organismer opbygger biomasse, optager de CO2, kvælstof og mineralske næringsstoffer fra luften, havet og jordbunden og påvirker dermed disses sammensætning. Jo mere energi livet omsætter, jo stærkere påvirker det Jordens miljø.

Hver gang de levende organismer har udviklet nye stofskiftestrategier, har det affødt ændringer i atmosfærens og oceanernes sammensætning. Det kan vi se ved at studere geologiske aflejringer, der afspejler miljøet på Jorden gennem de seneste næsten 4 milliarder år.

Den mest dramatiske ændring indtraf, da blågrønalgerne opstod og begyndte at slippe ilt løs i atmosfæren. Indtil for ca. 2,5 milliarder år siden var der ingen fri ilt på Jorden. Ilt blev først frigivet, da bakterier udviklede evnen til at udnytte energien i Solens lys til at kløve vandmolekyler (H{-2}O). H{-2}-delen kunne kombineres med CO2 og danne sukker, og O-delen kunne dumpes i atmosfæren som ilt.

Udviklingen af denne fotosyntesestrategi ændrede fuldstændig Jordens overflademiljøer. Klimaet reagerede voldsomt på ilttilførslen til atmosfæren og ændringer i kulstofkredsløbet og sendte Jorden ind i en global istid, som varede i omegnen af 200 millioner år. Jordens geologiske udvikling tog en ny retning, og intet har været det samme siden.

Der er utallige eksempler på, hvordan Jordens miljø er blevet påvirket af biologiske faktorer. Vi mennesker påvirker også det globale miljø, både gennem vores fysiologiske behov for næring og gennem vores adfærd. Mennesket er det helt dominerende dyr på Jorden. Vi spiser bjerge af planter, oceaner af fisk og fylder umådelige mængder foder i dyr for siden at spise dem.

Den globale produktion af biomasse, kaldet NPP - net primary productivity - høster i gennemsnit omkring en tredjedel watt solenergi per kvadratmeter af Jordens overflade. Der er denne energi, som alle dyr og talrige andre organismer bruger til alle deres aktiviteter. Ved at sammenligne denne biologiske energihøst med den sølle tiendedel watt per kvadratmeter, der omsættes i alle Jordens indre geologiske processer, er det tydeligt, at livet er en dominerende kraft, og at dets aktiviteter har en afgørende indflydelse på planetens måde at fungere på.

I dette regnskab tæller menneskets fysiologiske behov for energi til vores stofskifte kun med lidt over en tusindedel watt per kvadratmeter.

I sammenligning med vores beherskede behov for fødevarer spiller vores adfærd imidlertid en kolossal rolle for Jordens funktion. Vi definerer ofte mennesket ved dets evne til abstrakt tænkning, men det, der i virkeligheden adskiller os fra dyrene, er, at vi elsker ild - vi gennemstrømmes af en dyb trang til at sætte en tændstik til hvad som helst, der kan brænde.

Siden vi opstod som art, har vi lykkeligt futtet ting af. I starten af vores historie var det mest for at holde varmen i vores nøgne kroppe og for at udnytte maden bedre ved at tilberede den. De grene og kviste, vi brændte af, ville alligevel være blevet nedbrudt næsten lige så hurtigt, som de få og spredte mennesker kunne nå at brænde dem, og derfor havde vores tæmning af ilden ingen globale miljømæssige konsekvenser.

På et eller andet tidspunkt fik nogen imidlertid den lyse idé at kultivere nytteplanter. I starten uden de store konsekvenser, fordi dyrkningen fandt sted i miljøer, hvor planterne alligevel ville trives af sig selv. Jordens befolkning voksede som følge af den øgede adgang til mad, og landbruget krævede stadig mere plads. Det førte efterhånden til omfattende afbrænding af skov, og dermed indledte mennesket sin påvirkning af det globale kulstofkredsløb.

I dag høster mennesket en tredjedel af hele landjordens biologiske produktion, fordi vi ikke blot skal have føde, men også bruger ved til brænde, fiber til papir og beklædning, tømmer til byggeri og ikke mindst foder til husdyr. Disse sider af vores adfærd lægger beslag på meget større andele af de levende resurser end vores umiddelbare behov for mad.

Opdagelsen af fossile brændsler skulle vise sig at blive en milepæl for livet på Jorden. Fossile brændsler er geologiske aflejringer af den promille af den biologiske primærproduktion, som ikke bliver omsat på stedet. Siden antikken har vi mennesker anvendt fossile brændsler i et beskedent omfang.

Vi er det første dyr, som har fundet ud af at anvende den hengemte energi og derved spendere mere energi, end vores eget stofskifte tillader. Ved at udnytte den fossile energi har vi også sat os ud over den begrænsning, som ellers altid har ligget i, at alle arter på Jorden skulle deles om den energi, der løbende blev høstet ved den biologiske primærproduktion.

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet udvikledes den særlige gren af fysikken, som går under navnet termodynamik. Med termodynamikken erkendte vi, at man kan oversætte en energiform til en anden, og man opdagede, at varme er en form for energi og ikke et stof, som man ellers havde ment langt op i 1700-tallet. Derved blev det muligt at omsætte varme til arbejde.

Pludselig gik kul fra blot at være en kilde til lune stuer til også at blive en kilde til arbejdskraft. Dem, der forstod termodynamikken, indtog verdensherredømmet, fordi de med mekanisering kunne udføre langt mere arbejde, end landbrugsproduktionen i deres område kunne understøtte, hvis mennesker og dyr skulle have udført arbejdet.

Udnyttelsen af den fossile energi i kul tillod os at sætte maskiner i arbejde, og det løste os fra det etiske dilemma, hvordan man kan få noget gjort uden at tvinge andre til at gøre det. Industrialiseringen gjorde simpelthen humanisme økonomisk overkommeligt og banede vejen for afskaffelse af slaveriet. Så snart det blev billigere at udføre tungt fysisk arbejde med dampmaskiner end at brødføde mennesker til at udføre det, blev drømmen om frihed til alle praktisk mulig.

Oplysningstiden var sammenfaldende med industrialiseringen og sikkert hjulpet godt på vej af et faldende behov for mennesker som rå muskelkraft. Innovation blev den mest betydende kilde til velstand, og dermed blev den menneskelige tanke mere værdifuld end den menneskelige muskelkraft. Der var stadig behov for hårdt fysisk arbejde for at tilvejebringe kul til industrien, men udbyttet i energi ved minearbejdet var mange gange større end den muskelkraft, der blev forbrugt.

Med opdagelsen af olie blev energiregnskabet endnu mere fordelagtigt, og det blev økonomisk fordelagtigt at ansætte folk til at styre mekanisk arbejde snarere end at tvinge dem til selv at udføre det.

Demokrati og humanisme er en del af vores samfund, fordi vi har råd til det. Prisen på energi til arbejde, opvarmning, nedkøling og lys er så lav, at det er tilgængeligt for alle i den industrialiserede verden. Udnyttelsen af fossil energi har givet os råderet over en arbejdskraft, der svarer til, at hvert menneske på Jorden kan lade sig opvarte af 20 slaver. Vel at mærke 20 sjæle- og viljeløse slaver, som vi kan koste rundt med uden nogen etiske overvejelser, fordi de som maskiner ikke har krav på medfølelse.

Det er tydeligt for enhver, at vi må opgive mange hævdvundne goder, hvis prisen på energi stiger væsentligt, og vi må skære ned på vores hær af oppassere. Denne mekaniske arbejdsstyrke har givet os adgang til ubesværet transport, så vi nu kan transportere fødevarer fra områder med overproduktion til områder med mangel. Vi kan bringe gødning og vand frem til markerne og derved øge landbrugsproduktionen, og vi kan udnytte de arealer, der før industrialiseringen blev brugt til foder for heste og okser, til at dyrke mad til os selv.

Det har ført til, at sult og underernæring for første gang i historien er effektivt elimineret i store dele af verden.

Det er derfor, det er så ubærligt at vedkende sig, at CO2-restproduktet fra afbrænding af fossile brændsler er et stigende miljøproblem.

I to århundreder har vi været fritaget for etiske kvababbelser over at få udført arbejde, og vi kan ikke holde ud at skulle forholde os til, at et højt aktivitetsniveau har omkostninger for os selv og vore efterkommere. Vores kollektive afbrænding af fossile brændsler er nu kommet op på 30 tusindedele watt for hver kvadratmeter af Jordens overflade. Det svarer til en tredjedel af den samlede energiomsætning ved alle de geologiske processer i Jordens indre.

Det er derfor ikke tænkeligt, at denne massive ændring af Jordens energiomsætning ikke har globale konsekvenser.

Det er imidlertid også værd at bemærke, at vi altså kun har behov for mindre end en titusindedel af den energimængde, vi modtager fra Solen. Det vil ikke have de store konsekvenser, hvis vi lader denne forsvindende lille del af energistrømmen fra Solen tage en omvej og udføre noget arbejde, inden den omsættes til varme og returneres til det kolde rum som varmestråling. Vi behøver derfor ikke konfronteres med den politisk set umulige beslutning om at reducere vores energiforbrug til et førindustrielt niveau, da vi har næsten ubegrænset adgang til energi fra Solen.

Menneskets fysiologiske behov for energi til stofskifte er forsvindende lille - omkring en tusindedel watt per kvadratmeter af Jordens overflade for den samlede menneskehed. Selv med mere end 7 milliarder mennesker kan Jordens økosystemer formodentlig sagtens understøtte vores fysiologiske behov. Imidlertid høster vi i praksis omkring hundrede gange så meget energi fra Jordens biologiske produktion, som vi behøver for at holde os i live, og yderligere 20-30 gange så meget fra fossile energikilder.

Det er derfor vigtig, at vi anerkender, at vores etiske værdier, drømme, ønsker og mål styrer langt størstedelen af vores forbrug af energi og andre resurser.

En enkelt idé, som udklækkes i en menneskehjerne, kan derfor ændre måden, hvorpå hele vores planet fungerer. Ideen om at omsætte varme til arbejde har ikke blot ændret alle samfund på Jorden, men har også sendt selve Jordens geologiske udvikling i en ny retning.

Selv om vores evne til at gribe ind i klodens dynamik stammer fra vores hjerne, er det vores hjerte, som bestemmer, hvordan vi realiserer denne evne. Der har i de seneste årtier været en strømning af civilisationskritik, der ser vores moderne samfund som roden til de fleste onder. Det er imidlertid vigtigt at fastholde, at det ikke er brugen af energi, som er synderen, men blot måden vi skaffer os energien fra fossile brændsler på.

Der er stort set ingen ende på de samfundsmæssige og personlige goder, vi har modtaget gennem den industrielle revolution, og man kan ikke påstå, at det var forkert at basere den på kul og olie, så længe vi var uvidende om konsekvenserne.

Vores energiforbrug er hverken menneskefjendsk eller teknokratisk. Vi kører ikke i bil, fordi vi er forblændet af teknologi, men for at komme hurtigt hjem fra arbejde og spise aftensmad sammen med vores børn for at mødes med vores venner, se fodbold i Parken eller kunst på Louisiana. Vi bruger primært energi til at udfolde sociale funktioner. Vi burde være taknemmelige over, at industrisamfundet fritager os fra at se vore børn dø af sult, og over, at det har gjort demokratiske frihedsrettigheder økonomisk overkommelige.

Det er vores hjerte - der i øvrigt kun omsætter halvt så megen energi som vores hjerne - der styrer, hvordan vi forvalter de kræfter, vores tanker giver os i hænde. Derfor er kunst og kultur mindst lige så vigtigt for vores velfærd som naturvidenskab og teknologi.

Selv om det moderne demokratiske og humanistiske samfund bygger på let adgang til energi, er det ikke nødvendigvis sådan, at rigeligt energi automatisk fører til fred og frihed. Kun i en jævnbyrdig dialog mellem naturvidenskab og kultur i ordets bredeste forstand kan vi udvikle samfundet i en retning, som bevarer de værdier, vi hylder, uden samtidig at udrydde vores medskabninger og ødelægge det miljø, vores fortsatte eksistens er afhængig af.

Videnskab, der ikke forholder sig til vore drømme og længsler, og kunst, der ikke forholder sig til, hvad vi ved, bliver let ligegyldig og selvtilfredsstillende.

Kroniken blev bragt i Politiken d. 24. februar 2011